26.07.2020 17:02 Alder: 4 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Mine perler bevarer mit fokus

Det kan være svært at bevare fokus i samtalen med Gud. Jeg får hjælp af min perlekrans

”Er det én, dit barnebarn har lavet til dig?” Spørgsmålet kan komme, når jeg går rundt med min rimelig store perlekæde på håndleddet. Den er også nem at få øje på. Lavet af træperler i forskellige former og størrelser, malet i forskellige farver.

Men nej, det er ikke et barnebarn, der har lavet den. Det er en gammel svensk præst, der hedder Martin Lönnebo. Ja, altså det var ham, der fik ideen. Jeg ved ikke, hvem der rent konkret har lavet lige den krans, jeg har købt på nettet. Men der fulgte en vejledning med skrevet af denne præst, så jeg ved, hvordan jeg bruger den.

De mange telte

Det kan være lidt diffust for mig at snakke med Gud i længere tid. Jeg løber tit tør for ord. Selvfølgelig er der tusind ting, det ville være godt at snakke med Gud om og sige ham tak for. Men det kan ofte være svært lige at huske dem, når man nu er i gang.

Jeg har også tit svært ved at bevare koncentrationen ret længe, og her er det, at perlekransen hjælper. Jeg kan føle på én perle ad gangen. Og når jeg har netop den perle mellem fingrene, forestiller jeg mig, at jeg går ind i den.

Hver perle er sit eget ”telt”, hvor der er et bestemt tema. Det kan være de temaer, som den svenske præst foreslår. Det kan også være, at man selv ændrer temaet på nogle af perlerne, så de passer til det aktuelle behov. Men det hjælper mig under alle omstændigheder til at blive i samtalen med Gud. Og til lidt mere selv at holde op med at sige noget, men blive i ”teltet” og mærke efter, hvad Gud vil sige til mig.

Mine telte

Måske er det med teltet bare mit eget billede – det vil jeg ikke lade Lönnebo tage ansvaret for. Men for mig er det et godt billede på min oplevelse.

I et telt er man ligesom i sin egen verden – og samtidig er man ikke nær så isoleret som i en bygning; skygger og lyde og dufte og temperatursvingninger og vindstød kan sagtens sanses, mens man er i teltet. Så det er ikke en isolation fra verden og dagligdagen, men et lille næsten gennemsigtigt rum, hvor jeg kan holde en samtale med Gud. Det kan varmt anbefales.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 26.07.2020

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også