03.10.2003 12:00 Alder: 21 yrs

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Måtte Moses slå ihjel med Guds bud i hånden?

Tusind tak for dit interessante spørgsmål. Det er faktisk godt set – og umiddelbart kan jeg sagtens følge dig i din undren. For det lyder mærkeligt og usammenhængende. Men lad os se nærmere på en mulig forklaring…

Moses har været på Horebs bjerg et stykke tid (jf. 2 Mosebog 24,12-18). Folket er blevet utålmodige (2 Mos 32,1ff). Hvorfor er Moses ikke kommet tilbage? Har han svigtet dem? Utålmodigheden og ugudeligheden blandt folket får dem til at lave sig en erstatnings-gud. Og det sker på trods af, at de har oplevet Gud som deres store befrier fra trælleforholdene i Egypten, fra farao og hans hær, fra sult i ørkenen og meget andet. Gud har gang på gang sagt og vist, de er Hans folk, og Han elsker dem. Men det er åbenbart ikke nok.

Mens folket tilbeder deres nye gud, bringer ofre og danser for tyrekalven, finder der en samtale sted på bjerget mellem Gud og Moses. Gud ser situationen og siger (2 Mos 32,9f): »Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.«

Man undrer sig over to ting: 1) At Gud kan blive så lidenskabelig vred – selv på det folk, Han har udvalgt og ført ud fra Egypten. 2) At Moses går i forbøn for folket. Det har svigtet ham noget så grundigt. Både i denne situation (32,11-13) og efter Moses' oprydningsaktion på Herrens vegne, går Moses i forbøn for folket hos Herren for at formilde (32,30ff). Ja, faktisk siger Moses til Gud, at hvis hans udslettelse af livets bog (frelsen) kan føre til, at Gud vil tilgive folket, så lad det være sådan (32,32-33).

Gud fortryder sin vrede og ønsket om at udslette dette folk med en ulykke (32,10.14). Med andre ord: Gud lytter til Moses' forbøn for folket – og sender Moses tilbage til folket. Buddene (loven) bliver altså bragt til folket midt i en situation, der mest af alt er dømt til forbandelse og straf.

Alligevel er Gud barmhjertig og nådig og ønsker fællesskab med et syndigt folk. Gud giver i kærlighed sin vilje tydeligt til kende, så et syndigt folk kan have fællesskab med Gud i opgør med og bekendelse af synden.

Tavlerne med buddene er altså dels Guds hellighed, der vises frem, dels Guds kærlighed, at Han vil have fortsat fællesskab. I teksten understreges det (32,15f), at buddene på tavlerne er Guds eget værk.

Moses kommer ned ad bjerget med begge stentavler, hvor buddene er skrevet på. Han både hører og ser, at situationen er, som Gud havde berettet. Moses bliver vred. Gud har allerede nævnt for folket, at de ikke må have andre guder – og det står tydeligt på tavlen som det første og vigtige bud. Gud har ikke lagt skjult på, at dyrkelse af andre guder er et fald, under straf, og andre steder i Mosebøgerne siges det direkte, at afgudsdyrkelse medfører døden. Det handler om Guds hellighed, og om folkets fortsatte mulighed for at være et helligt folk, hvor Gud kan bo i deres midte.

Moses knuser gulvkalven. Han konfronterer sin bror (Aron) angående det, der er foregået. Det eneste han når frem til er at se folkets "løssluppenhed" (32,25). Han giver folket en chance og siger, at alle dem, der er med ham – det vil egentlig sige: stadig holder sig til Herren – stiller sig ved hans side. Folket får altså en chance for at vælge. Da det er sket, beder han levitterne (som senere bliver præsteskabet) om at udrydde dem, der er ulydige mod Herrens bud – om det så er ven, nabo eller bror.

Som du nævner i dit spørgsmål, er det ved denne begivenhed, at der dræbes hen ved tre tusinde mand af folket. En ufattelig tragedie. Selv Moses er menneskeligt berørt af den og vil søge forbønnens tjeneste igen for folket hos Gud mhp. soning for deres synd.

Moses udfører straffen på Guds vegne som folkets øvrighed – og som vogter over Guds vilje. I denne tjeneste har han mandat til at straffe, så Guds navn holdes helligt. Læg mærke til, sådan som jeg har skitseret forløbet, handler Moses ikke på egne vegne, men netop på Guds vegne – og efter hans befalinger. Buddene på tavlerne er bestemmelser for det enkelte menneske.

Bibelen er modstander af begrebet 'selvtægt' – for mellem mennesker skal tilgivelsen råde!, men fastholder princippet om 'øje for øje og tand for tand'. Det første gælder menneskets egen handlen; det andet gælder øvrighedens mandat fra Gud.

Sådan var det under Moses' tid. Sådan var det under kongetiden i Israel. Jesus fastholder faktisk denne ordning og bestemmelse (fx i Bjergprædiken) og Paulus i fx Romerbrevet 13,1-7. Og princippet er stadig gyldig og gældende, selvom mange hævder, at det er sat ud af funktion.

Jeg ved, at det ikke er en moderne tankegang: Bibelen er ikke principielt mod dødsstraf udført af staten/øvrigheden. Hvordan det så skal forvaltes, er et andet spørgsmål. Men det er vigtigt at holde fast i, at øvrigheden er sat i verden til at opretholde Guds vilje mht. retfærdighed, hellighed, kærlighed. Øvrigheden handler på en gudgivet mandat – også selvom folkene i øvrigheden ikke tror på Gud. Hvordan de personligt forholder sig til Gud, må de selv stå til regnskab; ligesom de også skal stå til regnskab for forvaltningen af deres magt.

Denne tankegang kommer til udtryk flere steder i Bibelen og udfoldes som en del af den principielle teologiske tankegang hos Luther i flere skrifter.

Jeg håber, at dette var svar på dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at henvende dig igen.

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 03.10.2003