18.06.2021 12:58 Alder: 4 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Karakter-byt med superstudenten

Det er ikke alle, der kan få lige høje karakterer til studentereksamen, men alle kan bytte med superstudenten over dem alle

Studenterkørsel

Foto: Al Case

Vi nærmer os den tid, hvor studenterne – trods coronabøvl – springer ud. De sidste eksamener skal dog overstås, før den eftertragtede hue kan sættes på hovedet som adgangstegn til mange muligheder i livet.

Forskellige muligheder

For nogle er det en forfærdelig tid, for andre er det en spændende udfordring. Er eksamensresultater retfærdige? Det er der vist mange meninger om.

Vi er vel nogenlunde enige om, at vi mennesker ikke har lige store muligheder for at opnå det samme resultat. Vores gener, vores opvækst, vores helbredstilstand og meget mere spiller ind. Her er kortene ikke fordelt jævnt.

Mindre enige er vi nok i, om en eksamen viser, hvad den enkelte person så i virkeligheden kan. Nogle er eksamensmennesker, der ligesom tegneseriekatte altid lander på benene og kan snakke/skrive sig ud af hvad som helst. Andre har en masse viden, men den berygtede klap går ned – også selv om de måske får betablokkere af lægen.

Og så kan man jo endelig diskutere, om eksamen burde erstattes af andre måder at aflægge bevis for sine færdigheder på …

Helt lige

Gud ske lov er der en anden ”hue”, der ikke afhænger af eksamensresultater. Endda en hue, der giver adgang til langt flere og større muligheder end en studenterhue. Denne hue skal ikke på hovedet, men på hjertet. Det er en hue, hvor der i kantbåndet står: ”Guds elskede barn”.

Noget af det fede er, at alle dem, der har denne hue, har fået samme eksamensresultat! For de har alle ”snydt”. De har dog fået lov til at snyde. De har fået lov til at bytte karakter med den ultimative super-student: Jesus, søn af Gud selv. Så derfor er alle vi med den slags huer helt lige! Og vores muligheder som børn af Gud vil det tage et helt liv – og et evigt liv bagefter – at udforske.

Tillykke

På forhånd et stort tillykke til alle de unge, der springer ud med huer i år! I ønskes Guds velsignelse fremover! Men husk, at det vigtigste i livet ikke er at få huen på hovedet (eller ikke at have fået den på) – det vigtigste er, om du har huen på hjertet. Og den er helt gratis! Tillykke med den!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 18.06.2021

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også