11.09.2000 12:00 Alder: 24 yrs

Skrevet af:
Ellen Kappelgaard

Kan man frelses hvis man begår selvmord?

Bliver man frelst/ kommer i himlen, hvis man begår selvmord? Eller har det den samme konsekvens, som hvis man ikke er kristen?

Liv og død er i Guds hænder

Når vi leder i Bibelen, finder vi ikke noget konkret bud imod selvmord. Alligevel er der ingen tvivl om, at selvmord er forkert, altså er synd. Ud fra såvel skabelsen som det 5. bud: Du må ikke slå ihjel, ser vi, at vi har fået livet som en gave, og at liv og død er i Guds hænder og ikke i vore. Det ses også, når vi hører om mennesker i Det Gamle Testamente (ex. Saul, 1. Samuelsbog 31, 4) og Det Nye Testamente (Judas, Mattæusevangeliet 27,5), der begik selvmord.

Dækket af Guds nåde og kærlighed

Men betyder det så, at en kristen, der alligevel - måske pga sygdom eller fortvivlelse - begår selvmord, går fortabt? Det er et af de meget vanskelige spørgsmål. Handlingen betyder, at det sidste, man foretager sig, er en syndig handling! Vi må se i øjnene, at det heller ikke for andre altid er muligt at få bedt om tilgivelse for de sidste synder, inden man pludselig er død eller dræbt i trafikken f.ex. Men vi får lov at tro, at vi i troen på Jesus Kristus må være dækket af hans nåde og kærlighed hele tiden. Derfor må vi også tro, at en kristen - selv om han begår selvmord - må være dækket af Jesu nåde og kærlighed og dermed kan blive frelst, fordi det sker ved Jesu nåde alene. Se f.ex. Romerbrevet kap. 3,23-24.

Ansvar for at hjælpe de fortvivlede

Men dernæst må vi alle være med til at forhindre, at nogen kommer i den fortvivlede situation, at man kun ser selvmordet som en løsning. Vi må være vågne i omsorgen, og hjælpe med til, at den fortvivlede kan få psykiatrisk behandling, hvis det er det, der kan hjælpe. Men det er den anden side af dette fortvivlede med selvmord.


Skrevet af:
Ellen Kappelgaard

Lagt på nettet 11.09.2000

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også