21.03.2002 12:00 Alder: 17 yrs
Kategori: Troen, Menneskelivet
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvorfor forhindrer Gud ikke selvmord?

Bibelen siger at Gud ikke giver os større byrder/trængsler end vi kan klare. Alligevel er der mange der begår selvmord. Hvorfor? Er det ikke et tegn på, at de har fået større byrder end de kunne klare?

Svar:

Du har ret i, at netop selvmordet ser ud til at undergrave Guds løfte! Har selvmorderen netop ikke haft flere byrder, end man har kunnet bære?

Jeg har også haft selvmordet på klods hold i familien, både som frygt for selvmordet og som fuldbyrdet selvmord. Og jeg kan bekræfte, at dér er Guds løfter virkelig sat på prøve!

Før jeg går til dit egentlige spørgsmål, må jeg understrege én ting:

Selvmorderen går ikke nødvendigvis fortabt!

Det er en ulykkelig og skæbnesvanger misforståelse, at selvmorderen kan ikke blive frelst (fordi han/hun jo ikke har kunnet nå at bede om tilgivelse). Det er en overfladisk forståelse både af troen og af tilgivelsen; Jesus har sagt, at “den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” – og selvmorderen er jo meget ofte i sit mørke “kommet til Jesus” i bøn og fortvivlelse, men kan blot ikke se lys i mørket. Troen og nåden er ikke noget, man ryger ind i og ud af, alt efter om man nu har gjort noget forkert og nået at bede om tilgivelse. Troen og nåden står jeg i 24 timer i døgnet, også når jeg har gjort noget forkert (med mindre jeg direkte forhærder mig i det forkerte, jeg har gjort).

Og så til dit egentlige spørgsmål: Har netop selvmorderen ikke fået flere byrder, end man har kunnet klare?

1. Ingen er nødt til at begå selvmord.

Uh, jeg ved forfærdelig godt, at det ikke ser sådan ud; for selvmorderen kan jo netop være i sådan et mørke, at der – også for os andre at se – ikke er anden vej. Og selv om nogle selvmord måske virker fuldstændig uforståelige, fordi der virkelig var udveje, så er der andre selvmord, der er meget, meget forståelige.

Alligevel: Der er ingen, der er nødt til at begå selvmord. Det vil jeg fastholde i rent menneskelig forstand, og det vil jeg fastholde i troens forstand. Selv i sindssygen findes der veje væk fra døden – sommetider i det mindste via andre menneskers styrke, af behandlere osv.

En terapeut, jeg kender meget godt, og som har mange selvmordstruede klienter, gør sommetider dét (hvis der vurderes at være en virkelig fare) at oprette en aftale om: Så længe du går her hos mig, så lover du, at du ikke tager dit eget liv, uden du først ringer til mig! – og nogle af dem siger sidenhen, at netop denne aftale faktisk var med til at afholde dem fra selvmordet. For der var virkelig tale om et reelt valg; det lod sig gøre at lade være.

(Jeg vil bestemt ikke bare anbefale filosoffen Jean-Paul Sartre, når det handler om synet på selvmord; men det er bare bemærkelsesværdigt, at for ham sikrer netop valget omkring selvmordet, at mennesket har en grundlæggende frihed til altid at kunne forholde sig til sin egen skæbne).

Det er jo også derfor, at for den kristne (og det er så modsat Sartre) er selvmordet altid forkert – fordi der også er tale om et valg. Vi kan let gribes sådan af vores medlidenhed med det fortvivlede menneske, at vi er rede til at afskrive det både valget og ansvaret, så at det slet ikke er forkert af den ulykkelige at tage sit eget liv. Men det er det. Der er tilgivelse for det, netop fordi det er en synd! Gud tilgiver nu engang ikke andet end det, der virkelig er synd ...

2. Men hvorfor tager Gud ikke denne byrde fra dem, så de slet ikke oplever et sådant mørke?

Det er det næststørste problem i kristendommen (det største er efter min mening det med fortabelsen!). Og det er ikke muligt at svare kortfattet. Men hvis du kan acceptere nogle stikord, så kan de måske lede dig videre til et grundigere svar (fx i min bog "Gud, hvorfor sover du?!):

Det er ikke alt i denne verden, der er Guds vilje. Der kan godt ske noget i verden, Gud ikke vil, og som han står hjælpeløs og grædende over for. Det gør han fx, da Jesus græder over Jerusalem, fordi de ikke vil høre ham.

Men i Guds børns liv virker alting altid sammen til det gode. Det er sådan, Paulus siger det i Romerbrevet 8,28. Vort privilegium som Guds børn er ikke, at vi slipper lettere for lidelse, men visheden om, at vi i alle ting er i Guds hånd, og at intet kan rive os ud af hans kærlighed.

Men dette “gode” er næsten altid usynligt for os. Vi kan ikke (hverken som lidende mennesker eller som deres venner og pårørende) gennemskue, hvordan den og den byrde og den og den smerte dog skulle kunne virke sammen til noget godt. For os at se har Gud svigtet sine løfter, når han ikke tager byrderne fra os. Og det går næsten altid galt, når vi prøver at regne ud, hvordan i alverden det og det dog skulle kunne være Guds kærlige vilje!

Derfor har Gud ikke bare givet os sit løfte om kærlighed; han har givet os sin Søn. Vi ved fra Guds ord, at han altid er kærlighed, og at han er kærlig i alt, hvad der sker med os – men vi kan ikke altid se det. Så i stedet for at give os endnu en forsikring om, at det er altså rigtigt, og han holder virkelig af os, og han mener os det godt, gør han sin kærlighed til os troværdig ved at komme os i møde som et lidende menneske. Gud har ikke ladet det blive ved snak; han har ladet sin kærlighed komme os i møde på netop den måde, der kan overbevise os og gøre indtryk på os: i et menneskes liv, i et menneskes elskende ansigt. I Jesus af Nazaret.

Og selv om denne søn jo altså ikke tog sit eget liv, så tog han faktisk det valg at sætte sit liv til. Og han tog valget, selv om han var i mørke og frygtede døden, ganske som vi frygter døden. Så også i dette valg ligner han os.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 21.03.2002

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også