Skrevet af:
Leif Andersen
Kan man både tro på UFOér og på Gud?
Tak for dit spørgsmål. Som gammel science fiction-fan kan jeg jo godt følge dig! Så jeg vil prøve at dele det op i to noget forskellige spørgsmål: et principielt og et praktisk.
1. Rent principielt kan jeg ikke se, at der er noget i vejen for at antage, at Gud kan have skabt liv på mere end én planet. Ganske vist er den traditionelle fornemmelse blandt kristne, at hvis der skulle vise sig at være liv på andre planeter, så må det da være et problem for troen på Gud som skaberen af livet på denne jord. Men strengt taget er der ikke noget af den bibelske forståelse af verden og af Guds skabergerning, der udelukker det.
Det er ganske vist ikke helt enkelt at forestille sig intelligent, ikke-menneskeligt liv; for det skulle jo så være intelligent liv, som ikke er skabt i Guds billede! Og hvad så med moral, samvittighed osv.? - men man kan da godt forestille sig, at det også kan løses. Nogle dyr er jo tæt på noget, der ligner intelligens (delfiner, menneskeaber), uden at de er skabt i Guds billede. Så hvis en kristen er overbevist om eksistensen af intelligent liv i rummet og af UFO'er, så vil jeg i princippet ikke protestere og sige, at det ikke kan lade sig gøre.
2. Men i praksis er det nok alligevel mere problematisk end som så. Af flere grunde:
a. Hos langt de fleste er UFO-troen netop en slags religions-erstatning. En forklaringsmodel på fx. livets opståen uden Gud (jf filmen Mission to Mars).
b. Hos mange UFO-tilhængere er der så desperat en længsel efter at tro på supergode og supermægtige aliens osv, at de bliver en slags syntetiske gude-erstatninger. Når man fx i Illustreret Videnskab kan læse: "Der MÅ være liv derude" - selv om der overhovedet ikke er det ringeste spor af det.
Der er intet overhovedet, der tyder på, at der "må være" det. Alligevel udbasuneres det i disse år ustandselig, at nu er vi lige på nippet til at kunne bevise eksistensen af liv på andre planeter. Det er da spændende, hvad Pathfinder fandt på Mars. Eller hvad den berømte Mars-meteorit ALH 84001 antyder af spor efter organisk stof. Det er utroligt spændende, hvad Hubble-teleskopet (og dets efterfølger NGST) kan finde af planeter i andre solsystemer. Det er virkelig fascinerende, om sonden Cassini skulle finde betingelser for liv på Titan osv. Men af en eller anden grund er næsten alle astronomiske projekter på det sidste blevet præsenteret under én overskrift: Kan vi finde spor af liv? Og i hvert fald i medierne er det stort set det eneste, der spørges efter.
På det sidste er jeg blevet helt trist over det: Astronomien som videnskab synes langsomt at blive forpestet af en desperat hunger, som ikke kan forklares bare med NASAs behov for at sikre sig bevillinger. Det virker helt uhyggeligt på mig: Da Pathfinder fandt nogle klipper, der godt kunne se ud, som om der har strømmet vand hen over dem, blev det udlagt som et næsten-bevis på liv på Mars! Er der en mulighed for dybfrossen (altså virkelig dyb-!) is på Titan, har vi straks også muligheden for liv. Og selv om alle detaljer ved meteoritten ALH 84001 faktisk kan forklares uorganisk eller som jordisk forurening (det hørte vi ikke meget om!), blev den straks forkyndt som et så-godt-som-bevis for organisk stof på Mars. Alene fundet af planeter i systemerne 51 Pegasi, 70 Virginis og 47 Ursae Majoris vækker et håb om fundet af liv.
Sådan en sugende længsel kan ikke forklares bare med videnskabelig interesse:
1. Da naturvidenskaben proklamerede muligheden af, at liv kan opstå af uorganisk stof, energi, tid og tilfældighed, forsøgte biokemikere at opstille den ene forklaringsmodel efter den anden. Ingen forsøgte selvfølgelig at bevise, hvordan det faktisk er gået for sig, for det er der ikke materiale til; men man forsøgte at sandsynliggøre nogle forslag. Og da man gik ud fra nogle meget enkle forestillinger om den levende celle, ventede alle, at forklaringen ventede lige om hjørnet.
Men det, der ventede lige om hjørnet, har i stedet været en erkendelse af, hvor indviklet selv den "enkleste" celle er. Og at noget så indviklet skulle opstå af sig selv, er så skingrende usandsynligt, at der i dag ikke er mange, der bare tør komme med et forslag til, hvordan det skulle være gået for sig. Men hvis nu vi kunne finde liv andre steder, så kunne vi droppe alle overvejelser, for så er beviset der jo. Og så behøver man ikke overveje nogen nødvendighed af en Skaber ...
2. Og hvis nu dette liv - stik imod al sandsynlighed - er blevet til af sig selv, så kan det vel også stik imod al sandsynlighed have udviklet sig? Og ikke bare til små kedelige mikrober, men helst til noget overvældende, højtstående, avanceret ...
Jeg er helt vild med film som Independence Day, Mission to Mars, Contact og så videre. Såmænd også Alien, hvis værelset ikke er alt for mørkt. De er virkelig underholdende. Men kunne det dog bare blive ved det: Det er så deprimerende med den strøm af ivrigt håb, der ofte løber under det hele: Vi er ikke alene. Det er blevet en rent ud religiøs hunger.
Vesten har stort set gjort sig "fri" af forestillingen om Gud. Men vi er samtidigt blevet alene i kosmos. Det kan vi ikke bære. Så opstår den desperate, næsten religiøse længsel, der ligefrem nu og da udstyrer aliens med overjordisk visdom og med intet mindre end meningen med livet. The truth is out there.
Så i praksis tror jeg, at UFO-tro i langt de fleste tilfælde er blevet en erstatning for ægte, bibelsk gudstro. Også selv om det principielt ikke behøvede at gå sådan.
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 26.09.2002
