Jeg kender dit navn

Foto: Anneli Salo https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Trinitatis_kirke_-_Romansk_d%C3%B8befont_IM7959_C.JPG

Mine fornavne fik jeg af mine forældre, og navnene fortæller mig, at det ønskede de, at jeg skulle hedde.

Mit mellemnavn binder mig sammen med min fars side, efternavnet deler jeg med min mand, og det har vores børn også fået. Det giver vi videre til de generationer, der måske kommer efter dem. Jeg kan ikke være den eneste, der føler, at mit navn fortæller en historie om, hvem jeg var, er og bliver.

Min søster har skiftet fornavn, fordi hun hun havde den samme oplevelse – bare baglæns: Navnet er vigtigt, også hvis det ikke passer.

Dybt kendskab

I Bibelen er nogens navn på et helt grundlæggende niveau et udtryk for, hvem vedkommende er. Der er mennesker, steder og dage, der skifter navn, efter at Gud har vist sig der. En sten vedbliver at være en sten, selvom Jesus har stået på den, men det giver god mening, at det må ændre et menneske grundlæggende at møde Gud – så grundlæggende, at der bliver brug for et nyt navn.

Skulle du tænke: "Det var vist mest i gamle dage …", så overvej, hvorfor du kender Stefani Joanne Angelina Germanotta som Lady Gaga. Navne betyder noget.

Dem vi giver navn, har vi ansvar for. Det gælder både, når Gud gør det, når vi giver vores børn navne, og når børnene senere giver deres killing et navn. "Du er min øjesten og mit ansvar. Her hører du til."

Gud siger: "Jeg kender dit navn". Ordet "kender" bruges om, når Adam og Eva var erotisk sammen – vel at mærke før syndefaldet ødelagde og satte skår livet. Så når han kender os og kender vores navn, så rummer det dyb kærlighed og dybt kendskab. Han ved, hvem du er, og han kender dig. Rigtigt.

Lagt på nettet 27.09.2022