Jeg er ansvarlig – ikke et offer

---

Jeg fejler. Det kan jeg ikke komme uden om. Jeg kan indimellem opleve, at vi er i en tid, hvor vi prøver at undgå skyld. Hvis jeg gør noget, jeg føler skyld over, så er det sikkert samfundet, de strukturer jeg er en del af, eller nogle andre end mig, der er skyld i, at jeg havnede, hvor jeg gjorde.

Ansvaret er mit

Jeg kan komme med mange undskyldninger, når jeg gør noget forkert. Det betyder, at jeg bliver et offer. Anderledes er det, når jeg bliver draget til ansvar. Der oplever jeg, at jeg bliver taget seriøst og vokser. I offerrollen er jeg svag, én der ikke kan gøre for det. At være offer bør ikke være noget, vi smider om os med. Det skal gemmes til, når der virkelig begås forbrydelser imod os.

Når jeg tilgiver eller bliver tilgivet, får jeg samtidig at vide, at jeg er ansvarlig. Det er mit ansvar, at jeg handlede forkert. Det var min skyld, det skete, og jeg kunne have handlet anderledes. Tilgivelse giver ikke mening, uden at der er noget, som jeg er skyld i.

Straffen tog Jesus

I påsken valgte Jesus at gå hele vejen op til Golgata, selvom han blev hånet hele vejen. Han gik, fordi vi har brug for at blive tilgivet. En gang for alle sørgede han for, at vi kunne modtage tilgivelsen. Han tog vores straf ved frivilligt at dø på et kors, som han selv bar derop.

Man kan hurtigt få den tanke, at tilgivelsen fratager os vores ansvar, og tilgivelsen mister hurtigt sin værdi, hvis vi behandler den sådan. Nej den tilgivelse, vi får, siger netop, at vi er skyldige. Vi har ansvaret for, at det er gået galt.

Vi har udsat os selv foren straf, som vi umuligt kan overskue. Det var mig, der valgte at behandle mine venner dårligt, at gå forbi den fattige, forurene jorden, være egoistisk, være pengegrisk osv. Jesu tilgivelse gør mig ikke mindre eller til et offer –den sætter mig fri. 

---

Skrevet af:
Steffen Birkmose

Lagt på nettet 24.06.2017