08.08.2002 12:00 Alder: 22 yrs

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Hvorfor så fast en gudstjenesteform?

Der står intet i Bibelen om, hvordan gudstjenesten skal foregå bortset fra, at der i den kristne kirkes arbejde skal være nogle grundelementer som skriftlæsning, formaning og undervisning, ligesom nadveren hører med i følge Jesu undervisning. Men udover, at vi skal bruge brød og vin, er der ikke foreskrevet noget nærmere om nadveren.

Bagrund den bundne form og den frie form

Det betyder ikke, at gudstjenesten skal være fri i formen, men det betyder, at den kristne menighed har frihed til at vælge en fri form eller en mere bundet form. Den bundne form finder man i almindelighed i de kirkesamfund, som er gamle og som har eller har haft til knytning til statsmagten. Den frie form finder man i almindelighed hos de nyere kirkesamfund, som ikke har været statskirker.

Den bundne form går tilbage til kirkens ældste dage, hvor kirkens gudstjeneste voksede ud af den jødiske gudstjeneste i synagogen. En statskirke vil normalt foretrække denne form, fordi den er lettest at kontrollere. Den har også sine kristelige fordele. Dens kontinuitet er en hjælp til svage præster, der ikke er så gode til at overlevere, hvad de har modtaget, og en hjælp til svage menigheder, der nemt ville blive overfladiske i deres bønneformuleringer, og så har den bundne form vist sig enorm sejlivet i områder, hvor kristendommen er kommet i mindretal, blandt andet i muslimske områder.

Den frie form har så til gengæld været langt bedre til at modtage vækkelse, ja den kan slet ikke eksistere uden vækkelse, hvor den bundne form er kirkens form for overlevelse i mere tørre tider. Den frie form er også særdeles velegnet til at give medansvar til hele menigheden og i det hele taget til nytænkning. Den bundne form kan ofte være hindrende her, mens svagheden ved den frie form er dens åbenhed for vranglære og manipulation. Kirker med en bunden form har også haft mange vranglærere, men det skyldes ikke formen, men præsteuddannelsen og ledelsen.

Vor tradition i de sidste 150 år - i udvikling

I Skandinavien har vi de sidste 150 år haft tradition for, at folkekirkerne stod for begge dele, men på hver sin adresse: den bundne form i kirkehuset og den frie form i missionshuset. Mange steder har man nu opgivet den fordeling og ønsker alt under én hat, nemlig i kirkehuset. Personligt tror jeg, at man skal søge at tage det bedste fra begge former. F. eks. synes jeg ,at Trosbekendelsen og De ti Bud burde siges i enhver gudstjeneste. De kristne bør have noget fælles stof i kort form. Det giver både paratviden, fællesskab og genkendelighed. Visse sange bør også være de samme, så man ikke skal lære helt nye sange, hvis man flytter til en anden menighed. Personligt kan jeg også godt lide korsvarene af samme grunde. Når det gælder bønnerne, kunne én være fast, mens de andre kunne være frie. Andre end præsten skal også kunne sige noget, læse op, bede højt osv. Nadverritualet er vigtigt, ikke så meget pga formen som pga læren. Nadverritualet skal lære menigheden, hvad nadveren er og forberede dem til den, og her skal vi takke Gud for nadveren.

Udviklingen er i gang. Den folkekirkelige gudstjeneste er i opbrud, nogle steder mere end andre. Men udviklingen går i almindelighed langsomt, og nogle steder er modstanden mod forandringer stor.

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 08.08.2002