05.11.2010 12:00 Alder: 8 yrs
Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Hvorfor har vi et alter i kirken?

Jeg har gået og tænkt på, hvorfor der i evangelisk-lutherske kirker som den danske folkekirke er et alter? Jeg kan forstå, at der i de fleste reformerte kirker ikke er et alter, fordi de reformerte kirker gjorde langt mere radikalt op med den katolske skik og brug end de lutherske kirker. Men hvorfor overhovedet et alter? Da Jesus dør på korset er han både ypperstepræsten og offerlammet - han er både den mellemmand, der skaffer soning for folket og han er det offer, der er soning for folket. Den endelige soning. Derfor hører vi også, at forhænget til templet flænges ved Jesu udånding og små 40 år senere ødelægges templet helt, fordi dets funktion ikke længere er nødvendigt. Men alligevel har man bevaret et alter i kirken - hvorfor?

Svar:

Tak for din interessante iagttagelse. Du har helt ret i, at der er denne forskel imellem den lutherske og reformerte kirke. Og du har også ret i betydningen af Jesu død og endelige offer.

Dit spørgsmål står så tilbage: Hvorfor er der så stadigvæk et alter i den lutherske kirke, herunder eksempelvis folkekirken?

Oprindelig intet alter

Ved de tidligste kristne gudstjenester havde man ikke et alter – sådan som vi kender det. Et alter blev primært sat i forbindelse med ofringer, og dette var nu ophørt med Jesu offer én gang for alle ved korsdøden på Golgata-højen i Jerusalem og hans opstandelse fra de døde. Mennesket skal nu ikke ofre til Gud, men Gud har selv skaffet sit eviggyldige offer og derved bragt forsoning og frelse til os.

"Herrens bord"

I stedet for vores alter havde de kristne ved deres gudstjenester i den tidligste kirke et almindeligt bord, ’Herrens bord’, som blev brugt i forbindelse med nadverfejringen. Senere – i de første århundrede – ud fra gudstjenestefejring i bl.a. katakomberne i Rom satte man Herrens bord over en af martyrgravene for at gøre nadveren mere hellig. Efterhånden blev bordet dækket med en dug, som skjulte graven og andre skikke blev tilført.

Relikvier og messeoffer

Da man fra 300-tallet begyndte at bygge kirker, var det (selvfølgeligt) med et alter til fejring af nadveren, og nu blev relikvier (religiøse genstande f.eks. knogler af martyrer) lagt under eller i altret. Sagt lidt enkelt, så fortsatte denne udvikling gennem flere århundrede og fik en tilbedelseskarakter, som fjernede fokus fra Kristus. Det var særligt denne udvikling – sammen med forståelsen af det katolske ”messeoffer” – at de reformatoriske fædre satte sit op imod i 1500-tallet. Se videre Wikipedia samt ”Den Store Danske”.

I middelalderen var det almindeligt i de større kirker, at man foruden hoved-/højaltret (som efterhånden blev placeret i koret mod øst) havde en række sidealtre bl.a. til Jomfru Maria, Skt. Michael m.fl.

Opgør med katolsk nadverforståelse

De reformerte fjernede alle altre – også hoved-/højaltret, hvilket hang sammen med deres opgør med de katolske skikke og deres opfattelse af nadverhandlingen. Dette har præget den reformerte kirke siden.

De lutherske fjernede sidealtrene, visse kalkmalerier blev malet over og en række andre genstande blev fjernet, men opgøret var ikke så voldsomt. Præmissen var hovedsageligt, at udsmykningen ikke måtte hindre det tydelige Kristus-fokus. Man anså hoved-/højaltret for at være ’det hellige sted’ (bøn, læsning af Gud Ord osv.) under den gudstjenstlige hand­ling efter bibelsk forskrift, hvor præsten gør tjeneste. Og opfattelsen af nadveren (’Herrens bord’, hvor brødet og vinen velsignes) spillede også en rolle.

Mange traditioner

I de fleste (lutherske) kirker står altret traditionelt i koret ved apsis mod øst, men altret begynder i nyere kirker at få anden placering i kirkerummet, eksempelvis midt i kirken eller på en måde, så præsten hele tiden har vendt ansigtet mod menigheden, men står i øst. Der findes en række overvejelser her, hvor symbolikken spiller en stor rolle.

Personligt finder jeg traditionen med et alter som god. Ikke i gammeltestamentlig/jødisk forstand med henblik på ofringer; ikke i katolsk forstand med henblik på messeoffer eller tilbedelse af helgener osv., men som ’det hellige sted’ under gudstjenestefejringen, hvor på­kal­delse til Herren, bøn, lovsang, læsningen af Guds Ord, nadverfejringen har sit fokus – sådan som det er udtrykt for – både konkret og symbolsk – i det liturgiske forløb.

Alteret er ikke helligt

Det betyder dog ikke, at altret er særligt helligt i forhold til, at Gud vil/kan møde hver enkelt direkte og suverænt, som er i kirkerummet. Det betyder heller ikke, at præsten er særlig hellig som person ved at gøre tjeneste ved altret. Men altret har en særlig funktion, som udtrykker det hellige, og præsten er ordineret til at gøre tjeneste ved altret på menighedens vegne og tjene menigheden på Guds vegne.


Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også