11.09.2002 12:00 Alder: 16 yrs
Kategori: Kirken, Menneskelivet
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvor står at en kvinde ikke må være præst?

Et af de steder i Bibelen der kan bruges som argument for at kvinder ikke må være præster er 1 Timotheusbrev 2,12a, hvor der står: "men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde......" Findes der andre skriftsteder, der fortæller at kvinder ikke må være præster? Findes der nogen steder, der fortæller hvorfor det er sådan, eller er det lagt over til os selv at finde ud af hvorfor? I bibelverset står der, at der ikke tillades en kvinde at være LÆRER. Så kan man begynde diskutere definitionen af lærer. Der står ikke nogen steder at en lærer er en præst, en juniorleder, en bibelskolelærer, en missionær eller en person, der holder et vidnesbyrd til et møde. Men ud fra dette skriftsted gælder det vel hele raden rundt eller tager jeg fejl?

Svar:

Tak for dit spørgsmål, som er grumme svært at håndtere rigtigt - ikke fordi Bibelen (for mig at se) er uklar i det her, men fordi det er så ømt og konfliktfyldt et tema for mange.

Strengt taget forbyder Bibelen ikke kvinder at være "præster" - af den enkle grund, at der ikke findes "præster" i det Nye Testamente. Den eneste præst i den nye pagt er Jesus (som flere steder skildres som vores ypperstepræst). Men der skete for flere hundrede år siden noget sprogligt rod, så vi i dag på dansk har byttet rundt på ordene for "ældste i menigheden" og "lærer i menigheden" og meget andet.

Det, NT forbyder kvinder, er to ting: De må ikke tale i menigheden (Paulus' 1. brev til Korintherne 14,34), og de må ikke lære i menigheden (Paulus' 1. brev til Timotheus 2,12 - der står egentlig ikke "optræde som lærer", men blot "lære"). Umiddelbart betyder det jo, at de ikke må sige et muk; men dét betyder det i hvert fald ikke. De både beder og profeterer offentligt bl.a. i menighedens gudstjenester (Paulus' 1. brev til Korintherne 11,1ff; ApG 21,9).

Og det hænger sammen med den helt nye stilling, Jesus og menigheden giver kvinden i NT: dels i forhold til Gud og til frelsen, dels i forhold til manden og til menigheden: "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus" (Paulus' brev Galaterne 3,28). De er med i discipelskaren, både som dem, der oplæres i loven (det var ukendt i Israel) og som dem, der oplærer: De skal være vejledere i det gode og opdrage de unge kvinder (Paulus brev til Titus 2,3-5). Priska / Priskilla omtales (sammen med og foran sin mand Akvila) både som Paulus' medarbejder og som Apollos' mentor (Paulus' Brev til Romerne 16,3; ApG 18,2.18.26). Først og fremmest er de opstandelsesvidner og vidner om Jesu opstandelse fra de døde (selv om de i samtiden ikke var troværdige retsvidner).

I det hele taget omtales de som medarbejdere på lige fod med mænd: I Rom 16 fremhæves flere kvinder som centrale medarbejdere. Og adskillige kvinder på niveau med mandlige venner og medarbejdere (ca 1/3 af de knap 30 navne er kvindenavne). Tilsvarende i andre breve.

Derfor har vi også en række ordninger om kvindelige tjenester i menigheden: Menighedstjenere kan være såvel mænd som kvinder; og der gives detaljerede betingelser for at kalde både mandlige og kvindelige menighedstjenere ( Paulus' 1. brev til Timotheus 3,8ff). Disse kriterier er vel at mærke såvel menneskelige som åndelige; der er tale om en åndelig tjeneste, et åndeligt embede.

Og alligevel har vi altså disse forbud! På den ene side løftes og fremhæves kvinderne i en helt ny stilling og værdighed med store ansvar. På den anden side er der altså en markant restriktion. Og hvordan "oversætter" vi det til danske, nutidige kirkeforhold?

Det enkleste var selvfølgelig at afvise, at det får nogen konsekvenser overhovedet (fordi vores kirkestruktur ikke ligner NT's). Men det går ikke, fordi forbuddet begrundes i en gudgiven forskel på mand og kvinde (se Paulus' 1. brev til Timotheus 2,11-15) - og den ændrer sig ikke! Lige så enkelt ville det være til den modsatte side: at de overhovedet ikke må åbne munden offentligt i menigheden. Men det går heller ikke, for det er ikke den konsekvens, NT selv drager.

Der bliver altså noget, de må - og noget, de ikke må. Der er nogle kristne, der så vil forsøge at bedømme fra situation til situation, fra tale til tale, fra udvalgspost til udvalgspost, fra tilhørerskare til tilhørerskare, om der her nu er tale om at "lære" i menigheden, eller der blot er tale om det kristne vidnesbyrd og den fælles forkyndelse ud fra ordet, som er alle kristnes ansvar. Jeg forstår godt tankegangen og respekterer den. Men jeg tror selv, at det er uholdbart og unødvendigt at skelne fra situation til situation. Det er tilstrækkeligt at afvise det, NT selv klart afviser. Og dér har vores folkekirke selv afgjort sagen ved simpelt hen at kalde præsteembedet for et "lærer"-embede. Det er simpelt hen indbygget i præsteembedet, at man er lærer i menigheden. Det vil sige, at dér ligger det læremæssige ansvar for menighedens oplæring, dér ligger ansvaret for læremæssige afgørelser osv. Så dét er i hvert fald udelukket, hvis man vil være lydig imod NT's forbud.

Så for mig at se er det tilstrækkeligt at sige Nej til det, der i hvert fald går imod NT's forbud. For ellers risikerer vi også at sige Nej til noget, NT siger Ja til, nemlig at kvinderne er med i det almindelige præstedømme! Og hertil hører også, at vi indbyrdes vejleder, underviser, oplærer og vidner for hinanden: "Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt" (Peters 1. brev 2,9).


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også