Hvordan ser kirken på sekulariseringen?

---

Svar:

Sekularisering = verdsliggørelse

Du spørger om, hvordan kirken ser på sekularisering, og svaret afhænger af, hvad sekularisering er. Selve glosen betyder verdsliggørelse, altså at noget gøres verdsligt, og verdslig betyder det, som hører verden til, og her skal man forstå verden i en eller anden modsætning til kirken eller kristentroen.

Selv regner jeg med to forskellige slags verdsliggørelse, en god og en dårlig.

Den gode versliggørelse -

kirken skal ikke have politisk magt

Den gode verdsliggørelse er den, som Martin Luther (1483-1546) og Reformationen fra 1517 stod for. Han mente, at kirken som institution skulle fratages sin økonomiske og politiske indflydelse således, at biskopperne og paven ikke skulle stå over kejseren og fyrsterne, altså politikerne. Udviklingen i England, som danske Grundtvig (1783-1872) tog ved lære af, tog konsekvenserne af Reformationens grundsyn, nemlig nej til åndelig tvang og ja til åndsfrihed. Enhver må kæmpe for sin opfattelse af sandheden og mod det, han opfatter som løgn, men kampen skal kun føres med åndelige midler, dvs. med mund og pen. Her er der frihed for alt det, som menneskene er uenige om. Denne åndfrihed kaldes frisind af forfatteren Holger Kjær i hans bog "Tolerance eller frisind" fra 1973 (Credo forlag).

Med andre ord: kirken skal hverken have økonomisk og politisk eller juridisk magt til at godkende regeringens politik. Den skal følgelig ikke godkende planerne om en Storebæltsbro eller Kyoto-aftalen eller lignende. Og kirken skal ikke regere samfundet, så alle forsøges tvunget til at være kristne.

Modsat gælder det, at den kristne kirke skal forkynde Jesu lære for alle - også for politikerne, og at alle - også politikerne - skal stå til ansvar for deres gerninger på Dommedag. Det gælder også, at en kristen politiker ikke må lovgive imod de ti bud således, at man opmuntrer folk til at bryde dem. Her kan og skal kristne præst og biskopper, der selv følger Jesu lære, give vejledning til de kristne politiker med eller uden opfordring. Omsorg og retfærdighed og sund moral i samfundet skal den kristne prædiken indskærpe. De fattige skal hjælpes, så de kan leve et menneskeværdigt liv, men om alle skal være lige, eller der kan være forskelle på rig og fattig, blander kristendommen sig ikke i. Det overlades til den politiske diskussion.

Denne form for sekularisering er i pagt med kristendommen. Når den først kom så sent skyldes det, at kristendommen ikke trænger lige hurtigt igennem med alt. Det tager lang tid, inden den gennemsyrer samfundet.

Den dårlige verdsliggørelse-

hvor man frasiger sig Guds autoritet.

Den dårlige verdsliggørelse er den, som Oplysningstiden i Europa fra omkring 1750 og Det moderne Gennembrud i Danmark fra 1871 stod for. Her arbejder man hårdt på at fjerne kristendommen. Kirken skal forsvinde, og al politik skal udføres uden nogen som helst påvirkning fra kristendommen.

Denne verdsliggørelse er ikke en frigørelse fra kirkelige magtmisbrug, men fra kristendommen i det hele taget. Man vil et samfund uden kristendommen eller allerhøjst med kristendommen til pynt.

Den franske revolution i 1789 og den russiske revolution i 1917 og ungdomsoprøret i 1968 er udtryk for denne verdsliggørelse.

Kendetegnende er uhæmmet seksuel udfoldelse, kritik af kristendommen i hele uddannelsesvæsenet, kun frihed for det, som menneskene er enige eller fælles om, udstødelse af mindretallene og mangel på omsorg for de svage.

Her lovgiver man gerne imod de ti bud med fri abort, fri porno, meget let adgang til skilsmisse, homofile partnerskaber med ret til adoption, stamcelleforskning, kunstig befrugtning med sæd eller æg fra tredje partner, o.l. som kendetegner vort moderne samfund.

En anden gren af samme verdsliggørelse er nazismen med dens racelove og kommunismen med dens forfølgelse af folk, der havde den mindste tilknytning til overklassen og begge ideologiers forfølgelse af anderledes tænkende og knægtelse af al åndelig frihed.

En tredje gren af denne verdsliggørelse er den uhæmmede kapitalisme, som ikke tager hensyn til svage, det være sig syge eller fattige.

Holger Kjær kalder holdningen i den franske revolution for tolerance. Man tålte alt det, som menneskene var fælles om, men ikke det, som de var uenige om.

Denne form for sekularisering er helt klart i strid med kristendommen.

Islam og sekulariseringen

På det seneste er Islams kritik af sekulariseringen blevet aktuel. Denne kritik retter sig både mod Grundtvig og ungdomsoprøret. Der skal hverken være frihed til at forlade Islam eller til at udfolde sin gudløshed, som ungdomsoprøret ønskede. Hverken frisind eller fri sex. Ortodoks Islam modsætter sig enhver indskrænkning af Sharia-lovenes herredømme over samfundet.

Kristendommen går ind for frisind men ikke egoisme

Kristendommen går ind for frisind (se Jesu lignelse om ukrudtet i hveden, Matthæus-evangeliet kapitel 12, vers 24-30 og vers 36-41), men ikke hæmningsløs udfoldelse af den menneskelige egoisme (se Paulus' brev til romerne, kapitel 13, vers 1-7).

Jeg håber, at det er tilstrækkeligt. Ellers må du spørge igen.

---

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 23.02.2005