Hvordan blev Ny Testamente til?

For en kristens holdning til Ny Testamente såvel som til Gammel Testamente er Jesu autoritet det afgørende parameter. Er det Jesu autoritet vi møder i Ny Testamentes forskellige skrifter, så bøjer vi os for den, men er det ikke, så står vi frit. Hvordan kan vi så vide, at det netop er Jesu autoritet vi møder i Ny Testamentes 27 bøger? For at besvare det spørgsmål, er vi nødt til at se lidt på, hvad der var autoritet i forkyndelsen hos de første kristne dvs. fra apostlenes tid og fremefter. Her er det tydeligt, at vi møder tre autoriteter, som hænger indbyrdes sammen, nemlig Gammel Testamente, Jesus og apostlene.

I begyndelsen...

Helt fra begyndelsen anerkendte den kristne kirke Gammel Testamentes autoritet. Det gjaldt også de hedningekristne menigheder, som kom til efter apostlenes missionsindsats. Denne anerkendelse gik tilbage til Jesus selv og var nært forbundet med ham, både fordi han selv anerkendte Gammel Testamentes autoritet fuldt ud, men også fordi disse skrifter pegede frem på Kristus og dermed var et vidnesbyrd om ham. Den fremtrædende plads, som Jesus selv og den tidlige kirke gav Gammel Testamente peger på, at kristendommen helt fra begyndelsen havde en eksistens og selvforståelse, som til dels tog form ud fra en afsluttet samling af autoritative skrifter, en kanon. Det betyder, at der helt fra begyndelsen var en såkaldt kanonisk bevisthed, som må have gjort det naturligt for både Jesus og de første kristne at tænke i en udvidelse af skriftsamlingen med den nye pagts autoritative skrifter (jf. Johannes ev. 14,26; 16,13).

Jesu ord og liv, hans død og opstandelse, udgjorde selve hjertet og centrum i den tidligste kristendom. Uden Jesus var der ingen kristendom og uden hans ord var der ingen kristen lære. Det var Jesus selv fuldt bevist om, og han vedkender sig derfor også utallige gange i evangelierne denne guddommelige autoritet, som hans disciple anerkender. Ja, det er vel hovedkriteriet for at være Jesu discipel i det hele taget, at man anerkender hans autoritet. Men Jesus skrev ikke noget selv. Derfor blev der værnet omhyggeligt om den mundtlige overlevering af hans ord og handlinger, som den kristne menighed blev bygget på. Senere blev dette nedskrevet i evangelierne, men blev stadig behandlet med samme omhu, fordi hans ord og liv var højeste norm og autoritet i den kristne kirke.

Apostlenes autoritet

Blandt de første kristne hang apostlenes autoritet uløseligt sammen med Jesu autoritet. Det var dem, som var kronvidnerne til hans undervisning, liv, død og opstandelse, så de var de vigtigste bærere af overleveringen om Jesus efter hans himmelfart. Samtidig havde Jesus selv udvalgt dem til at være sine officielle udsendinge og apostle. Han havde lige frem givet dem myndighed til at tale på sine egne vegne: ”Den, der hører jer, hører mig…” (Lukas ev. 10,16). Det betød at apostlene havde en enorm autoritet, og at vi derfor kan møde udtryk som, at de første kristne hold fast ved ”apostlenes lære” (Apostlenes Gerninger 2,42). Autoriteten i apostlenes lære fandtes både i deres mundtlige forkyndelse og i deres skrifter (2 Tessalonikerbrev 2,15). Et udtryk for, at vi i apostlenes skrifter møder Jesu egen autoritet, er, at der i Ny Testamente et par steder internt henvises til et andet skrift i Ny Testamente på linje med de hellige skrifter i Gammel Testamente , således citerer Paulus Lukuas ev. 10,7 (1 Timoteus 5,18), og Peter omtaler Paulus’ breve i 2 Peters brev 3,15f. Apostlenes autoritet var en afledet autoritet, den kom ikke fra dem selv, men gik tilbage til Jesus, men netop derfor blev den også anerkendt.

Fra tale til skrift

I takt med at årene gik og den første generation af kristne døde blev det naturligt at koncentrere sig mere og mere om apostlenes lære i sin skriftlige form frem for den mundtlige. Dette forstærkedes af, at tyngdepunktet flyttedes fra at være i et jødisk miljø med en stærk tradition for mundtlig overlevering til et græsk miljø, hvor den skriftlige tradition var i højsædet. Dette var i sig selv grund nok til, at der begyndte at tegne sig en skriftlig kanon, som indeholdt apostlenes lære. Men denne proces forstærkedes af udfordringen fra forskellige vranglærere ikke mindst Markion (o. 140 e.Kr), som lancerede en kristen bibel helt uden Gammel Testamente og kun med 10 af Paulus’ 13 breve og et reduceret Lukasevangelium fra Det nye Testamente. Dette pres fra vranglærerne virkede som en katalysator på den udkrystaliseringsproces, som allerede var i gang, og vi finder fra sidste halvdel af det andet århundrede og fremefter flere lister over, hvilke skrifter, som hører til Ny Testamente.

Kanondannelse

Der var flere kriterier, som var afgørende for om et skrift blev anerkendt som bærer af apostlenes og dermed Jesu egen autoritet. Det vigtigste var, at det skulle være apostolsk. Det betød først og fremmest, at det skulle være skrevet af en apostel. Paulus’ 13 breve har der således ikke hersket tvivl om, fordi det apostolske forfatterskab var indiskutabelt . Der blev i det andet og tredje århundrede affattet flere pseudonyme apostelskrifter fx Peters Åbenbaring, Peters Gerninger og Peters Evangelium. Disse blev alle afvist som falske af kirken, men selve fænomenet viser hvor stor betydning man tillagde den apostolske autoritet.

Apostolsk autoritet var dog ikke begrænset snævert til de tolv apostle og Paulus. Der var personer i nær tilknytning til apostelkredsen, hvis skrifter havde samme autoritet. Det gælder Markusevangeliet, hvis forfatter Johannes Markus var nært tilknyttet både Peter og Paulus, og Lukas, som var en af Paulus’ nære medarbejdere.

Apostel-kriteriet indebærer endvidere at skrifterne måtte have en vis alder for at komme i betraktning. Da den apostolske tid udløber i slutningen af det første århundrede er det utænkeligt, at skrifter, som er affattet senere, hvor godt indholdet end måtte være, kan høre med til de autoritative skrifter. Det er således begrundelsen for, at den såkaldte Muratorianske kanon fra ca. 180 e.Kr afviser det skrift, som kaldes ’Hermas’ Hyrde’ fra o. 140 e.kr. Det skrift er simpelthen for ungt til at være apostolsk.

Det andet kriterium, som var afgørende for, at et skrift kunne anerkendes, som bærer af Jesu autoritet var, at det var i overensstemmelse med apostlenes sande lære. Udover apostlenes breve kendte man jo i menighederne til deres mundtlige forkyndelse først og fremmest om Jesus, men også om det kristne liv. Ingen skrifter, som var i modstrid med den rette lære, kunne anerkendes.

Det tredje kriterium var udbredelse. Omkring 200 e.Kr var den kristne kirke efterhånden spredt udover hele Romerriget, men man ønskede ikke, at anerkende skrifter, som kun var kendt og blev brugt i menighedernes gudstjeneste i enkelte egne af riget. De skulle være almindeligt udbredt for at blive anerkendt.

Kanon reelt afgrænset

Omkring 200 e. Kr. tegner der sig et mere og mere tydeligt billede af hvilke skrifter, som er bærer af Jesu autoritet, og som kirken dermed vil anerkende som hellige skrifter. De fire evangelier ligger uden for diskussion. Det samme gør Apostlenes Gerninger, Paulus’ 13 breve, Første Petersbrev, Første Johannesbrev og Johannes Åbenbaring (senere bliver der dog lidt debat om dette skrift). Men der er seks ikke-paulinske breve, som stadig står til diskussion. Det drejer sig om Hebræerbrevet, Jakobs brev, Andet Petersbrev, Andet og Tredje Johannesbrev samt Judas brev. Store dele af kirken anerkendte deres autoritet, men ikke alle. Flere af brevene er små lejlighedsbreve, som nok ikke har være udbredt i hele kirken. Usikkerheden med Hebræerbrevet skyldes den manglende forfatterangivelse. Jakob og Judas var sandsynligvis Jesu brødre, men der har måske været usikkerhed om, hvorvidt de har været tæt nok på apostlene til, at deres skrifter med rette kunne kaldes apostolske.

Enkelte andre skrifter var også til overvejelse nogle steder fx Didaché , Barnabasbrevet og som nævnt Hermas’ Hyrde, men de opnåede aldrig større tilslutning, fordi forfatterne ikke hørte til apostelkredsen.

I tiden efter år 200 e.Kr bliver usikkerheden om de seks katolske breves apostolicitet dog mindre, og fra Alexandrias’ biskop Athanasius’ påskebrev i 367 e.Kr er Ny Testamentes samling reelt afsluttet.

Nogle konklusioner

Ud fra en historisk betragtning er Ny Testamentes kanon afsluttet, og samlingen af den nye pagts hellige skrifter er dermed lukket. Langt den største del af Ny Testamentes skrifter hører indiskutabelt med til kanon (21 skrifter), mens de sidste seks omdiskuterede katolske breve ikke kan siges høre med i kanon med samme historiske ret som de øvrige 21, men de kom dog alligevel med. Endvidere gælder, at ingen af de skrifter, som i dag ikke er med i Ny Testamentes kanon, kan påberåbe sig nogen historisk ret til at være med dér.

Ud fra en teologisk betragtning må vi sige, at vi ikke har Jesu egen eller nogen anden direkte guddommelig sanktionering af Ny Testamentes omfang, og derfor er Ny Testamentes kanonproces fra dette synspunkt principielt uafsluttet og dermed en åben skriftsamling. Men Ny Testamentes kanonproces er en parallel til den samme proces for Gammel Testamente, og vi kan derfor regne med at Jesus har anerkendt selve den historiske udkrystaliseringsproces, som den måde hvorpå det bliver klart, hvilke skrifter som er bærer af hans autoritet. Endvidere peger Jesu løfte om Helligåndens vejledning (Joh 14,26; 16,13) frem mod en afslutning af den åbenbaring, som han havde begyndt, men altså ikke fuldendt. Dette løfte indeholder også Åndens vejledning, ligesom Ånden spillede en afgørende rolle i tilblivelsen af de gammeltestamentlige skrifter. Endelig tillader Guds forsyn og nidkærhed for sit ord ikke, at han, som er historiens herre, ville tillade, at hans kirke kommer til at bygge på en autoriet, som ikke var fra ham selv (Jer. 1,12). Derfor kan vi regne med, at det er Jesu egen autoritet vi møder i Ny Testamentes 27 skrifter.

Lagt på nettet 19.03.2001