Skrevet af:
Leif Andersen
Hvad menes med at "bedømme ånder"?
Besættelse eller sygdom
Der kan ligge flere ting i det udtryk. For tiden er der stor interesse for, om det måske indebærer en åndelig evne til at afgøre, om der i en person eller i en situation kan være tale om en egentlig dæmonbesættelse, eller der er tale om naturlige fænomener. Det kan vel ikke udelukkes, at det også omfatter noget sådant; men det omtales aldrig direkte sådan i Det Nye Testamente. Dér er der aldrig tvivl om, hvorvidt man står over for en besættelse eller ej; besættelsen omtales kun som et faktum, der skal imødegåes med uddrivelse. Men i disse tider, hvor det kan være svært at vide, hvad man står over for, kan det være rigtigt, at nogle af os beder om en særlig evne og tjeneste til at afgøre, hvorvidt der er tale om besættelse, og hvordan det skal imødegåes.
Bedømmelse af forkyndelsen
Den vigtigste side er imidlertid noget langt mere grundlæggende og hverdagsagtigt: "To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger" (1 Kor 14,29). Ved gudstjenester og ved møder, når forkyndelsen lyder, er der to åndsgaver i funktion: profetiens gave, som forkynder ordet, og åndsbedømmelsens gave, som bedømmer, om forkyndelsen er i overensstemmelse med apostlenes lære.
Det er også den gave, Johannes taler om i formaningen: "Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud" (Johannes' 1. brev 4,1-3). Det er altså en nådegave, alle kristne bør have i nogen grad, og som vi alle bør bede om. Det er en af de vigtigste i menigheden; uden den bliver vi ofre for vranglære og vildledende forkyndelse.
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 20.06.2002
