Fortæller nærdøds-oplevelser om himmelen?
Bibelen taler ikke så meget om "mellemtilstanden" som man kan kalde den tilstand, hvor mennesket befinder sig mellem døden og det evige liv på den nye jord eller i Helvede. Du har ret i, at Bibelen taler om en dom, hvor Jesus skal dømme til evigt liv sammen med ham eller evig fortabelse borte fra ham, og samtidig tales der altså en lille smule om en mellemtilstand inden den dom. Et eksempel på dette er lignelsen om den rige mand og Lazarus, som findes i Lukas-evangeliet kap 16 vers 19-31. Her beskrives en virkelighed for nogle døde, hvor der er en adskillelse mellem dem, som tror på Kristus og dem, som ikke gør, men de har endnu ikke været gennem den endelige dom.
I forbindelse med dit spørgsmål er det dog vigtigt at se, at der faktisk allerede i denne mellemtilstand beskrives to steder, mennesker kan opholde sig: Enten et godt sted eller et sted, der beskrives som et "pinested". Når du henviser til nogle mennesker, der beskrives nogle nærdødsoplevelser som gode, er det jo nærliggende at tro, at alle disse mennesker har været i "Himlen" eller i hvert fald det gode sted. Og så rejser spørgsmålet sig selvfølgelig: Kommer alle mennesker i Himlen?
Jeg har læst mig frem til, at der kan findes mange forskellige forklaringer på disse nærdødsoplevelser. Men det første og vigtigste at slå fast er, at der også findes en hel del mennesker med nærdødsoplevelser, der beskrev noget meget ondt! Det er altså ikke noget klart billede af noget godt og lysende, der møder os efter døden, hvis vi samler alle de beskrivelser af nærdødsoplevelser, der findes. Det næste er, at nærdødsoplevelser kan bekræfte mennesker i forskellige opfattelser af, hvad der sker efter døden. Nogle er blevet bekræftet i, at der faktisk findes reinkarnation. Nogle mener, deres dødsoplevelser viser, at sjælen er udødelig. Nogle mener sig bekræftet i, at personligheden smelter sammen med altet og universet efter døden. Og atter nogle har fået bekræftet deres kristne opstandelsestro. Dette viser, at nærdødsoplevelser ikke i sig selv kan afgøre, hvad der sker efter døden.
Men hvor kommer disse oplevelser så fra? Man kan vel sige, at der er tre mulige kilder til disse nærdødsoplevelser:
1) De kommer fra os selv. Vi modtager en masse sanseindtryk hele tiden, hvoraf de fleste lagres i vores underbevidsthed. Ved fx et hjertestop kan underbevidstheden få disse ting frem, og det opleves som en helt ny erfaring.
2) Oplevelserne kommer fra Gud. Der er masser af eksempler på - både i Bibelen og kirkehistorien - at Gud åbenbarer sig i drømme, syner eller andre overnaturlige oplevelser for at bekræfte Bibelens budskab.
3) Oplevelserne kommer fra Satan. Selvom nærdødsoplevelserne er gode og beskrives som et vældigt lys, følelse af fred osv. kan de godt være sendt af Satan! Han er en mester i forklædninger, og han kan endda vise sig som en lysets engel, hvis det passer ind i hans kram (se Andet Korintherbrev kap 11 vers 14-15).
Med alt dette stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved, om de mennesker, der beskriver deres nærdødsoplevelser, virkelig har haft dem. Det er jeg sikker på, de har. Men hvad det er, de har oplevet, er et andet spørgsmål. Og her må vi først og fremmest holde os til Bibelens lære om liv og død. Og her er det klart, at der efter døden bliver en dom, hvor vi skal dømmes til evigt liv sammen med Kristus på den nye jord eller evig fortabelse i adskillelse fra Gud.
Må Gud selv bevare os til evigt liv sammen med ham!
PS: Har du lyst til at læse mere om emnet, kan jeg henvise til to bøger: "Dilemma" af Kurt Christensen m.fl., Credo Forlag 1995 og "Bag dødens port ..." af Maurice Rawlings, Strubes Forlag 1981
Lagt på nettet 22.04.2002
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvordan kan en kærlig Gud straffe så urimeligt?
- Hvordan forstå Johannes Åbenbaring?
- Hvad og hvornår er tusindårsriget?
- Er vores evige skæbne ikke fastlagt?
- En WoW-spillers krise
- Kommer dyr i himlen?
- Tror kristne på straf eller frelse efter døden?
- Taler Bibelen om tre former for død?
- Hvordan er dødsriget?
- Har vi forskellige aldre på den nye jord?