Skal vi dræbe spædbørn?

---

Svar:

Kære ven

Du rører ved noget, som på den ene side er meget let at besvare, og på den anden side er meget svært at besvare.

Den historiske situation:

Salme 137 fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente har ingen forfatterangivelse, men omhandler jødernes fortvivlelse over Israels og Jerusalems ødelæggelse i 586 før Kristus, hvor jøderne var bortført til Babylon. Deres fangevogtere bad dem synge deres hjemlands sange, men det kunne de ikke, når de var fanger i fremmed land. Alligevel ønsker de ikke at glemme Jerusalem, men de beder til sidst Gud om Babylons undergang og slutter med ordene i vers 9: Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen!

Er det så i orden at dræbe spædbørn?

Det lette svar

Det lette er at henvise til den kristne kirkes praksis. Jeg har aldrig nogen sinde hørt eller mødt nogen troende kristne, der ville forsvare drab på spædbørn, og derfor har jeg heller aldrig mødt nogen, der ville henvise til Sl 137,9 som støtte for en sådan gruopvækkende forbrydelse.

Nu kender jeg jo langt fra alle, men jeg har heller aldrig mødt nogle kritikere af kristendommen, som kunne anføre et eneste eksempel på, at dette bibelcitat er blevet brugt af troende kristne som støtte for drab på spædbørn. Meget bliver kristendommen kritiseret for, men forsvar for drab på spædbørn med henvisning til Sl 137,9 har jeg aldrig hørt om. Hvis du har eksempler på en sådan kritik må du meget gerne bringe den frem.

Det mest almindelige er jo, at kirken bliver kritiseret for sin modstand mod drab på dem, der er endnu mere spæde end spædbørnene, nemlig fostrene i mors liv. Kristendommen lærer os, at disse små fostres liv skal bevares og skånes - kun i de meget sjældne tilfælde hvor der er fare for moderens liv kan tvungen abort komme på tale. Det moderne samfund forsvarer fri abort, og kirken forsvarer de små spæde fostre

I praksis er der altså ingen tvivl om, at kirken ikke bruger Sl 137,9 som forsvar for drab på spædbørn. Og årsagen til det er ganske klar. Den kristne kirke holder sig til, at mennesket er skabt i Guds billede (1 Mosebog kapitel 1, vers 26-27) og at drab er forbudt ifølge de ti bud, som Jesus og apostlene gentager på dette punkt (Mattæus-evangeliet kapitel 19, vers 16-22, særlig vers 18-19; Romerbrevet, kapitel 13, vers 8-10), og desuden holder vi os til, at Jesus udviser megen omsorg for netop de små børn (Mattæus-evangeliet kapitel 18, vers 1-11).

Jeg tror, at det er grunden til, at jeg aldrig har hørt om en eneste kristen, som er glad for, at Sl 137,9 står i Bibelen. Jeg er heller ikke selv glad for sætningen, og jeg ville ønske, at den ikke stod der.

Toppen af det hele er, at Jesus heller ikke tager denne sætning og mange andre lignende i sin mund. I Sl 69, vers 1-22 klager David sin nød for Gud, og i vers 23-29 beder han om hævn over sine fjender. Jesus bruger første del af den samme salme om sin egen situation (Johannes-evangeliet kapitel 15, vers 25, hvor han citerer fra Sl 69, vers 5), men han undlader at bruge den sidste del af Sl 68, hvor David beder om hævn. I stedet beder Jesus på korset om tilgivelse for sine fjender (Lukas-evangeliet kapitel 23, vers 34). Et andet sted spørger Jesu disciple, om de skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære en landsby, som ikke ville tage imod ham, og da sætter Jesus dem i rette (Lukas-evangeliet kapitel 9, vers 54-55).

Så vidt det, som er let at svare på.

Det svære

Hvad skal vi så bruge denne sætning til, hvis vi tror, at Bibelen i sidste ende kommer fra Gud? Det er det svære at svare på. Hvad skal vi med en sætning, som ikke engang Jesus bryder sig om?

Jeg kan ikke bringe et fyldestgørende og endeligt svar, så du må nøjes med mine ufærdige og foreløbige overvejelser.

Den ene mulighed, jeg lige nu kan få øje på, er, at Sl 137 skildrer mennesker fortvivlelse over deres nations undergang. De mindes, at babylonerne knuste jødiske spædbørn mod klippen, da Jerusalem blev indtaget, og nu ønsker de, at arvefjenden Babylon skal lide samme skæbne. Det er et rent menneskeligt ønske, som Bibelen gengiver, fordi den vil vise, hvordan menneskene er uden at give dem sin tilslutning.

Den anden mulighed er, at der er tale om et fast udtryk for dom og undergang. Hvis vi for eksempel ønsker, at solen skal gå ned over tyrannerne, ønsker vi jo ikke, at solen aldrig mere skal skinne på diktaturstaterne, men vi ønsker, at tyranniet skal forsvinde, og solen skal skinne på frihed og retfærdighed. På samme måde kan man overveje, om dette udtryk ikke så meget handler om spædbørnene, men om den tyranniske statsmagt, under hvis herredømme spædbørnene er født.

Umiddelbart tror jeg nok mest på den første mulighed.

---

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 06.09.2012