06.02.2002 12:00 Alder: 23 yrs
Kategori: Kristenlivet, Troen, Omvendelse-rel
Forfatterprofil

Kan min tro frelse andre?

Hvordan kan én mands tro frelse en hel familie? Der står jo utrykkeligt, at hvis manden tror, så bliver familien frelst. Jeg har en bror, der ikke er kristen. Jeg kan se det for mig: En person kommer hen til mig og siger, at hvis bare JEG tror, så bliver hele min familie, inklusiv min bror, frelst. Jeg fatter ikke hvordan det skal hænge sammen med bibelens øvrige tale om frelsen.

Svar:

Tak for dit gode spørgsmål og din undren! Det viser, at du læser Bibelteksten og arbejder for at forstå den, og det er en god måde at læse Bibelen på! Om nogle af de første kristne står der, at "de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan." (Apostlenes Gerninger kap 17 vers 11). Bliv endelig ved med det!

På Ny Testamentes tid i de samfund, som du henviser til, var det sådan, at en husstand, eller "et hus", som det udtrykkes i det vers, du nævner, omfattede alle medlemmer, dvs. mand, kone, børn og evt. slaver. Alle i det hus var helt afhængige af familiens overhoved og valgte (næsten) altid at følge hans tro. Det findes der flere eksempler på i Apostlenes Gerninger: Se fx kap 10 vers 2 og kap 16 vers 15.

I det konkrete eksempel er det imidlertid tydeligt, at det ikke sker som en slags automatik, eller at den enes tro frelser dem alle. I versene umiddelbart efter det, du henviser til, beskrives det, hvordan Paulus og Silas forkynder Guds ord for hele fangevogterens hus. Først derefter bliver de alle sammen døbt. Dvs. de alle får en chance for at tage imod Ordet og blive frelst. Endvidere er det spændende at se, hvordan sagen slutter: "Så tog han dem med op i sit hus og dækkede op for dem, og han og hele hans husstand jublede over at være kommer til tro på Gud." (Apostlenes Gerninger kap 16 vers 34). Det siges altså specifikt her, at de alle er kommet til tro på Gud.

Vi har altså (desværre) ingen garanti for, at vi kan frelse hele vores familie ved selv at være Jesus-troende. Men på den anden side siges det også tit, at vores vidnesbyrd med både liv og ord kan være en så stærk "prædiken" for de af vores nærmeste, der ikke tror, at de selv kommer til tro på Kristus.

Det bedste, du kan gøre for dem, du kender, som endnu ikke kender Jesus, er at være med-menneske og så bede for dem.


Forfatterprofil

Lagt på nettet 06.02.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også