08.12.2004 12:00 Alder: 14 yrs

Skrevet af:
Erik Bang

Hvad er vigtigst: tro eller gerninger?

Jeg har to skriftsteder, som jeg ikke kan gennemskue meningen af. 1: Mattæusevangeliet kapitel. 7, vers 21." Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje". 2: Jakobs brev kapitel 2 vers 24." I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene". Hvordan synes I det harmonerer med Pauli ord om, at vi retfærdiggøres af TRO alene uden gerninger??? Jeg synes Bibelen modsiger sig selv.

Svar:

Det er ikke sært, hvis du er lidt forvirret. Mattæus evangeliet kapitel 7,21 og Jakobs brev kapitel 2,24 synes umiddelbart at stå i modsætning til det, der ellers er Ny Testamentes klare tale: ”et menneske retfærdiggøres af tro, uden lovgerninger” (Romerbrevet kapitel. 3,28).

Levende tro ses på gerningerne

Det er vigtigt at gøre sig to forhold klart:

1. Når Paulus skriver om ”lovgerninger” betyder ordet: Det vi gør for at behage Gud og vinde Guds nåde. I hele Ny Testamente er der et tydeligt opgør med dén tankegang, at vi gennem vore gode gerninger kan formilde Gud eller vinde frelse. Det ses stærkest i Galaterbrevet og i hele Jesu opgør med farisæerne.

Ny Testamente taler klart om, at et menneske bliver frelst ved troen på Jesus. Troen er ikke en mening eller en ideologi. Troen er et personligt forhold til Jesus: Han elsker os - og vi elsker Ham (Johannesevangeliet kapitel 15 vers 9-10).

Derfor kan Paulus også mange gange understrege, at en levende tro på Jesus Kristus altid vil vise sig i kærlighed, f. eks. Galaterbrevet kapitel 5 vers 6: ”For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er

omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed. Og Jesus taler om det samme, f.eks. i lignelsen om at bygge sit liv på klippen (Mattæusevangeliet kapitel 7 vers 24-27)

Død tro er blot rigtige meninger

2. Når Jakob i sit brev skriver om ”tro” betyder ordet: en mening, en ideologisk sandhed (Jakobs brev kapitel 219). Jakobs brev et et stærkt opgør med den døde rettroenhed. Altså at man kan tro på Jesus uden at det afspejles i ens liv. Troen er netop ikke en mening. Derfor understreger Jakob, at troen aldrig er ”alene”. Den ægte tro vil altid vise sig i de gerninger vi gør (Jakobs brev kapitel 2 vers 14 og 18). Hvis troen er blevet til ideologi eller ”rigtige meninger”, er den i virkeligheden død (Jakobs brev kapitel 2 vers 26)

Hjertets tro

Når vi tager disse forhold i betragtning, er der ikke nogen modsigelse imellem Paulus og Jakob.

De lægger ganske rigtigt vægten forskellige steder, fordi de skriver til forskellige menigheder, der har forskellige problemer at slås med.

Et menneske bliver frelst ved troen alene. Ikke en tro med munden eller forstanden. Men ved hjertets tro på Jesus, der er elsket frem af Guds kærlighed, og som viser sig i kærlighedens gerninger. For troen er aldrig uden gerninger. Det er både Jesus, Jakob og Paulus ganske enige om.


Skrevet af:
Erik Bang

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også