Kan bøn ændre Guds planer?
Svar:
Tak for dit spørgsmål. For nu at begynde bagfra: Ja, man kan faktisk godt ændre Guds plan ved at bede! Det er der rigtig mange eksempler på i Bibelen: I Esajas 38 får kong Hizkija at vide gennem Esajas, at nu kan han godt skrive testamente, for han skal dø af sin sygdom; han bliver ikke rask. Da så Hizkija vender sig om mod væggen og græder og beder for sit liv, får han et nyt budskab: “Jeg har hørt din bøn, og jeg har set dine tårer. Derfor giver jeg dig endnu femten år at leve i ...” (Esajas 38,5).
I Jeremias 18 står den berømte lignelse om pottemageren, hvis kar mislykkes, hvorefter Gud så laver det om til et andet, fordi det første slog fejl: “Kan jeg ikke gøre med jer, Israels hus, som denne pottemager gør? siger Herren. ... Snart truer jeg et folk eller et kongerige med at rykke det op med rode, rive det ned og ødelægge det. Men hvis det folk, jeg har truet, vender om fra sin ondskab, så fortryder jeg den ulykke, som jeg har planlagt mod det. Snart lover jeg et folk eller et kongerige at bygge det op og plante det. Men hvis det gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, fortryder jeg det gode, jeg lovede at gøre mod det.”
Og endelig i Matthæus 15 fortællingen om den kanaanæiske kvinde, som beder for sin datter: Først svarer Jesus overhovedet ikke. Da han så endelig svarer, er det en afvisning (for hun er ikke jøde, og han er kun sendt til jøder; og man tager ikke børnenes brød og giver det til hunde!). Men hun griber fat i hans afvisning: Okay, jeg er en hedensk hund; men det sker jo da, at der falder lidt af fra bordet til de små hunde ... – og så giver han hende det, hun beder om!
Og det er da også præcis denne mulighed, der gør, at det overhovedet giver mening at bede Gud om noget som helst! Hvis han overhovedet ikke tog sig af det, vi bad om, var det jo tomme løfter, han kom med. Men der er netop givet meget fantastiske løfter i Bibelen om Guds bønhørelse, fordi det rent faktisk gør en forskel: “Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det” (Johannes 15,7); “En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er” (Jakob 5,16).
Det betyder ikke, at vi altid kan ændre på Guds plan. Vi kan ikke få ham til at gå imod hans OVERORDNEDE plan, hans grundlæggende vilje for hver enkelt menneskes liv. Vi kan ikke få ham til at gøre noget, der er ukærligt; vi kan ikke få ham til at gøre noget destruktivt. Det er derfor, vi (ligesom Jesus selv gør det i Getsemane) beder under det fortegn: “Dog, ikke som jeg vil, men som du vil” (Matthæus 26,39).
Selv har jeg det sådan, at hvis man altid kunne tvinge Gud ved at bede, uanset om det var destruktivt eller konstruktivt, så kunne det såmænd være det samme. Det er netop tryghed at vide, at jeg ikke kan tvinge ham til noget, som går imod hans grundlæggende plan for mit liv; jeg kan højst få ham til at flytte rundt på tingene inden for denne plan. “Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os” (1 Johannes 5,14).
Derfor får vi også sommetider (ofte?) Nej til vores bøn. Det betyder ikke, at det altid er indlysende for os, hvorfor vi får Nej; for det er jo altid logisk for os, at det og det må være det helt rigtige og det allerbedste for os! Og det er en af de største vanskeligheder ved at leve med Gud og bede til Gud: Hvorfor kan han dog ikke indse, at det jeg beder om, må være det bedste?! – Og læg mærke til, at det er præcis det samme spørgsmål, salmisterne i Salmernes Bog også stiller gang på gang ...
Det er selvfølgelig på den ene side meget vidunderligt, at Gud virkelig på den måde tager vores bøn så alvorligt, at han faktisk laver om på sit første svar og ændrer sin plan for vores bøns skyld. Men på den anden side er det jo også sært: Kunne Gud ikke have forudset, hvad jeg ville bede om? – hvorfor kom han så ikke min bøn i forkøbet; hvad skulle vi den omvej for, med dens gråd og usikkerhed og bøn og længsel?!
Og dermed er vi ovre ved dit første spørgsmål: “Hvorfor bede, når Gud ved hvad der er bedst for mig, og ved hvad jeg trænger til?” – det er ikke let at svare på, for det virker jo noget ulogisk, at den Almægtige overhovedet skulle have brug for menneskers bønner. Og det er da også indlysende, at hvis Gud havde været sådan en tromlende tyran, der bare bestemte alting hen over hovedet, så var det ikke sådan. Så havde han bare fastlagt alting som en skæbne, som ingen bøn kunne rokke det mindste ved. Så var han sådan en granitblok, som ingen kunne bevæge til noget som helst, for han vidste selvfølgelig altid bedst ...
Men jeg tror, at dette er et af de steder, hvor Gud holder sin Almagt og sin Alvidenhed lidt tilbage, for at der kan blive rum for ET ÆGTE BARNEFORHOLD til ham. Det vigtigste er ikke, at vi har svært ved at se det logiske i det; det vigtigste er det helt praktiske, at sådan fungerer bøn faktisk. Og jeg forestiller mig, at det har han indrettet sådan, netop for at vi ikke bare skulle opleve ham som Almægtig og Alvidende, men også som en omsorgsfuld og kærlig far – en, der ikke tromler hen over os, men lytter til os og tager vore længsler med i betragtning.
Når Gud “fortryder” (som fx Jeremias-teksten siger det), er det jo ikke, fordi han opdager en fejltagelse, som han så fortryder og skynder sig at rette op på! – for Gud begår ikke fejltagelser. Det er snarere, fordi han nu kan ændre sin plan, fordi situationen nu er blevet forandret! Og til denne forandring af situationen hører åbenbart også dette, at vi er begyndt at bede til ham ...
Dette sidste må du ikke hænge mig op på; jeg synes ikke, jeg ser det så klart i Bibelen, som jeg gør med det første. Jeg tillader mig at gætte lidt. Men det er sådan, jeg forestiller mig det. Jeg har forøvrigt skrevet en lille bog om bønhørelse: “Jamen bad jeg da for lidt?”, hvor jeg også vender nogle af disse ting (og en del mere). Den kan du måske låne på biblioteket.
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 31.05.2001
