Kategori: jn-svar
Hvordan lærer mennesker som både er døve og blinde om Gud?
Svar:
Tak for spørgsmålet, som jeg tænker indeholder to elementer.
Dels hvordan vi kommunikerer med døvblinde. Det er heldigvis ikke så umuligt som det lyder, og den rivende teknologiske udvikling vi er midt i, giver stadig nye muligheder.
I Danmark er der god hjælp at hente gennem Foreningen Danske DøvBlinde (FDDB).
Når det gælder frelsen, så må vi minde hinanden om, at den ikke er knyttet op på mængden af bibelkundskab eller en bekendelse af troen, der indeholder mange svære formuleringer. For ikke alle kan opfatte lige meget kommunikation, og ikke alle har lige let ved indlæring.
Nej, frelsen er knyttet op på troen på Jesus Kristus som frelser. Troen peger væk fra mig selv, så min frelse bliver en andens fortjeneste. Jesu fortjeneste. I spørgsmålet om frelse står den handicappede derfor fuldstændig lige med personen uden handicap. Begge peger væk fra sig selv, og det de ikke kan, over på en anden, og det han kan!
Det er kirkens opgave at nå de døve og blinde på samme måde som den skal nå alle andre grupper. Måske bliver det ikke gennem lange prædikener, men i stedet gennem dåb og nadver samt menighedens udholdende omsorg og forbøn.
Dåben og nadveren er nådemidler, Jesus har givet os, lige så vel som Ordets forkyndelse. Her er også noget troen kan gribe fast i, så vidnesbyrdet bliver: Jesus er min frelser.
Poul Arne Nyborg
Daglig leder
Kristeligt Arbejde Blandt Blinde
Lagt på nettet 05.06.2020