29.04.2004 12:00 Alder: 21 yrs
Kategori: Menneskelivet

Skrevet af:
Leif Andersen

Kan lidelser og modgang skyldes en forbandelse?

Svar:

Tak for dit spørgsmål, som gjorde et dybt indtryk på mig. Det er ikke let at tale sammen på skrift; og jeg ville ønske, vi i stedet kunne snakke sammen og lytte os ind på hinanden og dele smerte og opmuntring med hinanden. Mest vil jeg ønske, at noget af al den tyngde, der ligger på dig for tiden, inden længe må lette noget, og du må opleve Guds omsorg og kærlighed en hel del tydeligere, end det har kunnet lade sig gøre indtil nu.

Ja, jeg synes også ofte, at livet er svært. Og mange af de fraser, man kan møde fra en prædikestol og fra velmenende gode kristne mennesker, gør det bestemt ikke lettere.

Man taler jo om "lidelsens problem"; Hvorfor er der så megen lidelse, når Gud er god? Men det, du sætter fingeren på, er på sin vis et langt værre problem: den uretfærdige lidelse! Hvorfor rammer det så ujævnt? Og hvorfor er det sommetider gode mennesker, der har det værst, mens andre mennesker synes at skøjte gennem livet (og endda ikke ser ud til at have fortjent noget specielt godt liv!)? Dertil kommer en vinkel, som kun få nu om stunder sætter fingeren på: at ulykke og lidelse kan synes at følge nogle familier mere end andre, så det næsten virker som en forbandelse.

Det er måske en ringe trøst; men hvis du føler, at andre har svært ved at følge dig i denne frustration, så kan du i hvert fald vide, at Bibelen ikke bare rummer den, men selv sætter ord på den. Der står ikke så meget om det i det Nye Testamente; men i det Gamle Testamente kommer det op igen og igen. Ikke bare som noget, forfatterne forestiller sig ku’ ske i ufromme menneskers sind, men som noget de selv tænker og lider under. Og som de protesterer imod! Bibelens forfattere raser og græder over netop det; og de går så vidt som til at rette denne frustration imod Gud – ikke blot som et ydmygt spørgsmål, men som vrede.

Men samtidig strejfer du i dit spørgsmål for så vidt selv noget af svaret: Hvorfor har nogle mennesker det svært og lever et hårdt liv, mens andre går igennem livet uden de store prøvelser? – det betyder nemlig, at lidelse ikke uden videre kan være straf for noget, man har gjort! Det kunne man gætte på, hvis det sådan i det store og hele var de ondeste, der havde det ondt, mens de gode havde det godt. Men sådan er det netop ikke! – fordi det ikke er straf for noget, man har gjort!

Mennesker har alle dage forsøgt at finde en sammenhæng mellem skyld og skæbne. Det er det, der får Jesu disciple til at spørge: "Hvem har syndet, han eller hans forældre, siden han er født blind?" For det sidder dybt i os, at man måtte kunne aflæse på et menneskes livskvalitet, om det nu har været et godt eller et dårligt menneske. Men sådan hænger virkeligheden bare ikke sammen. Tværtimod siger Bibelen ganske ofte, at de ugudelige lever sorgløst, mens Guds børn har det svært.

Men læg mærke til, at der er lidt forskel på det Gamle Testamente og det Nye Testamente her: I GT er det ikke noget, man bare lægger mærke til, men protesterer imod, fordi det virker så urimeligt. I NT er det blevet klarere, at det er en del af vilkåret for at efterfølge Kristus, at man på den eller den anden måde kommer til at bære byrder. Det betyder ikke, at så gør det pludselig ikke ondt længere, men man er faktisk i stand til samtidig at sige tak for trængsler. Det gør man ikke ret meget i GT (og det skal vi heller ikke forsøge på, så længe vi ikke kan gøre det ærligt!).

Så skal vi så heller ikke falde for den modsatte fristelse: Så må det så være de frommeste og de bedste mennesker, der har det værst! Vi kan simpelt hen aldrig aflæse af et menneskes skæbne, hvor meget det nu er skyld i, eller hvor fromt eller ufromt det nu er.

Du og din familie har haft det så svært, at du ligefrem (sådan forstår jeg det) overvejer, om det er en slags forbandelse, der hviler over jer. Men du kan være helt sikker på, at hvis mennesker kommer til Gud med deres liv og deres synd og deres sorg, så hviler der ikke forbandelse over dem. Aldrig! Det kan godt være, at et menneske eller en familie bærer konsekvenser af noget, man selv eller ens forældre har gjort – men så er det sådan nogle direkte, gennemskuelige konsekvenser (sociale, psykiske, lægelige konsekvenser); der kan ikke følge åndelige forbandelser i menneskers liv, der har lagt sig i Guds hånd og har bedt ham om udfrielse.

Det er sandt, at Bibelen kender til, at en slægt kan straffes for forældres eller for stamfædres skyld. Men dels er det jo noget, vi også kender til på det rent menneskelige plan (de sociale, psykiske, lægelige konsekvenser), dels er det en lov, der ophæves, så snart man lægger sit liv i Guds hånd. Det er allerede det Gamle Testamente klar over; prøv at læse Ezekiels Bog kap. 18.

Er lidelser som fx din families en form for straf, spørger du?

Det er sandt, at Bibelen taler om, at Gud straffer. Men for det første kan man som sagt ikke regne ud fra et menneskes lidelse, at så har de nok gjort noget forkert – det er sådan en overtro, som fx Jobs venner (i Jobs bog) hele tiden giver udtryk for: Når nu Job bliver ramt af både den ene og den anden ulykke, så må han jo have gjort noget!! – men både Job og Gud afviser blankt den form for regnestykke.

For det andet: "straf" er hos Gud aldrig en hævn, der har raseri eller gengældelse som formål! Hvis Gud straffer sit folk eller sit barn, så har det altid frelsen og omvendelsen som hensigt!! I sidste ende har "straf" altid til hensigt at føre mennesker tilbage til Gud.

Det betyder også, at hvis så et menneske holder sig til Gud, så er straffen ovre. Gud straffer ikke den, der holder sig til ham! Det kan godt være, at vi stadig har tungt og svært at bære på; men det skal vi slet ikke se på som straf, men som et kors, vi må bære på i efterfølgelsen af Jesus.

Det gør jo desværre ikke, at det gør mindre ondt. Din fars sklerose fx er stadig lige tung at bære osv. Men når du nu spørger direkte, om du skal se på det som en slags straf, så svarer jeg: Nej. Den, der kommer ærligt til Jesus, kan i stedet se sin lidelse som et kors, man må bære – ganske som Jesus bar kors.

Peter siger i sit første brev: "Derfor skal de, der efter Guds vilje må lide, stadig gøre det gode og overlade deres sjæl til den trofaste skaber" (1. Peters brev kap. 4 vers 19).

Og så til sidst spørger du om selvmord.

Der er ingen tvivl om, at selvmord er synd. Men dine gode kristne venner tager altså helt og aldeles fejl, hvis de siger, at der ikke er tilgivelse for den! Det er en misforståelse, som har at gøre med en overfladisk opfattelse af det med Guds nåde: Mange tror desværre, at nåden fungerer som en slags svingdør – når man har gjort noget forkert, så beder man om tilgivelse, og så kommer man ind i nåden. Så gør man noget forkert igen, falder ud af nåden, beder om tilgivelse og kommer tilbage ind i nåden igen. Og sådan ryger man ind og ud nogle gange i døgnet (og hvis så man uheldigvis skulle dø, mens man befinder sig udenfor, så ...)

Men det holder ikke en meter. Nåden er en "stand", ikke en svingdør. Dvs man står i nåden 24 timer i døgnet. "Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i" (Rom. 5,2). Man falder ikke ud af nåden, fordi man falder i synd.

Man falder ud af nåden, hvis man forhærder sig i synden. Vel kan det lade sig gøre at falde fra og falde ud af nåden; men det sker ved, at man bider tænderne sammen og nægter at bekende og nægter at bekæmpe det, man godt ved er forkert.

Og skal vi endelig tale om selvmord, så er det rigtigere at sige, at de ikke har nået at forhærde sig i selvmordets synd, end at de ikke har nået at bede om tilgivelse!

Få måneder efter, at min kone og jer var blevet gift, tog hendes mor sit eget liv. Hun var et troende menneske, men var sunket længere og længere ind i depression og mørke. Hun har næppe selv troet på, at der var tilgivelse for hende; men vi véd, at hun klamrede sig til Jesus. Og derfor klamrede vi os til hans løfte om, at "den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort" (Johannes Evangeliet kap. 6 vers 37). Derfor véd vi også, at vi skal møde hende igen.

For at vidne om denne vished satte familien på hendes gravsten ordet fra Paulus brev til Romerne kap. 8 vers 1: "Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus"

Det betyder jo ikke, at så gør det ikke så meget, at du også kender til tanken om selvmord. Det er en forfærdelig løsning – og jeg er glad for, at du ikke er tæt på den.

Jeg vil gerne afslutte med at udtrykke mit håb om, at du får god hjælp til at bære dit liv og til at komme videre, så at ikke alt det tunge skal fylde alt i dit liv. Mange af os har brug for, at vi får professionel hjælp, når livet bliver for meget (det har jeg selv haft god gavn af). Og for mig at se virker det, som om der har været så meget tungt for dig, at du ville kunne få gavn af et samtaleforløb. Det er der kommet mange gode muligheder for de senere år.

Jeg vil ønske dig alt godt fra Gud.

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 29.04.2004