15.07.2004 12:00 Age: 20 yrs

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Var Hitler Guds straf over jøderne?

Svar:

Gud styrer verdens gang

Det er et meget tankevækkende spørgsmål, du stiller. Men også meget vanskeligt. På den ene side vil et umiddelbart (nemt) svar være nej, men på den anden side vil det ikke være hverken et troværdigt eller dækkende svar.

I Romerbrevet kapitel 9-11 underviser Paulus om Israels frelse – og selv om han har meget at sige slutter han i den erkendelse, at vi ikke kan analysere os frem og spore Guds veje: »O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For »hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?« Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.« (Romerbrevet kap. 11 vers 33-36).

Udgangspunktet for at bevæge sig ind i nogle overvejelser – i tråd med dit spørgsmål – må helt klart tages her: Vi kan ikke gennemskue Guds styrelse af verdens gang, og vi kan derfor ikke forvente at nå frem til færdige konklussioner.

Guds planer om frelse for sit folk

Når det er sagt, så kan jeg godt forstå dit 'tanke-eksperiment'. I Det Gamle Testamente ses hvordan Gud fører sit folk dels i medgang ved at give dem sejre osv., dels i modgang ved at påføre dem krige, næsten udryddelse, eksiltilstand osv. alt sammen med det for øje: at bevare folket som Guds folk – og dermed, gennem Guds folk, at holde fast ved sine løfter og føre dem ud i virkeligheden.

Guds tanke var ikke død og ødelæggelse, men en vej til frelse, frihed og fællesskab med sig.

I Det Ny Testamente møder vi for så vidt fortsat samme tankegang. Gud tugter sit folk på forskellige måder for at føre dem mod målet: Evig frelse. Nu omhandler det ikke længere kun Israel, men Guds folk i universielt perspektiv – de, som tror på Jesus Kristus.

Guds finger i Anden Verdenskrig

Midt i dette er der noget vigtigt at holde fast i. I Bibelen bliver der aldrig fremstillet en lære om, at konkret x-synd fører til konkret y-afstraffelse (sml. 5. Mosebog kap. 29 vers 21-28). Man kan altså ikke sige, fordi – jf. dit eksempel – jøderne gjorde sådan og sådan, straffede Gud dem med forfølgelse og død under Hitler.

Men vi tror på, at i Guds almagt og styrelse af verden fik anden verdenskrig og al dens ødelæggelse og død også sin plads. Uforståeligt for vore øjne og tanker. Vi kan ikke forvente at kunne regne ud, hvordan Gud brugte dette i en større plan, men vi tror, at han gjorde det. Der er utallige vidnesbyrd om, hvordan mennesker oplevede, at Gud var tilstede. Midt i det grufulde, mødte Gud den enkelte, både ofre og bødler. Gud var aktiv også i den skamplet på vores historie. Han virkede ind i det frygtelige og forfærdelige – og han mødte folk med sin frelse.

Gud virkede også ind på det større plan. Anden verdenskrig ændrede noget i verdens gang og tænkning. Verden bliver ikke den samme igen, der skete en ændring af samfund, politik, nationer, mentalitet osv. Hvad vi vurderer som godt og dårligt her, er temmelig sikkert ikke det samme som Gud – altså i overordnet perspektiv. Hvilken rolle det hele fik i sammenhæng med Guds frelsesplan, kan vi heller ikke gennemskue, men det er alligevel en del af vores tro på (læs: tillid til ), at Gud har verden i sin hånd

I Habakkuks Bog i Det Gamle Testamente kan man læse, hvordan profeten Habakkuk pludselig gribes af samme overvejelser om tilværelsen. Han stiller alle disse dybe spørgsmål til Herren, men får ikke et direkte svar. Men han lærer, at også verdens gang er i Guds hånd på Guds egen almægtige og kærlige måde. Netop fordi Gud har frelsesplaner. Og i disse planer bruger Gud også lidelse, ødelæggelse, krig og død i syndens verden til at fremme sit mål. Men det betyder ikke, erfarer Habakkuk, at Gud lader den, der er årsag til ødelæggelse og krig osv., gå ustraffet. Gud vil i sin vrede straffe og dømme den/dem, der er skyld i, at det onde har rådet. Men Guds straf over det onde er ikke et regnskab vi kan følge med i. Vi ved, at den endelige dom og straf falder på dommedag – over alle som undrager sig Guds tilgivelse og frelse. Men vi har også eksempler fra både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, at Gud dømmer og straffer ind i tiden. Hans mål er, at alle når til bekendelse af synd, omvendelse og tro. Hvis det ikke sker, venter der – om ikke før – så på dommedag et regnskab.

Både når vi taler om Guds almagt og styrelse af verden, og dette her omkring Guds straf over det onde, så gælder det, at Guds handlingsmønster er uigennemskueligt for os. Men derfor skal vi ikke undlade at beskrive denne del af Guds væsen og styrelse – og samtidig holde fast i, at hans hjerte er alene styret af ønsket om vores frelse.

En tankevækkende dobbelthed

I dette ´tanke-eksperiment´ som vi med dit spørgsmål indlod os på, havner vi altså i en dobbelthed: På den ene side bruger Gud alt ondt (her: forfølgelse af jøderne m.v.) i sin frelsesplan. På den anden side dømmer og straffer Gud den/dem, som er årsag til ondskaben (her: Hitler m.fl.); de skal stå til regnskab for deres gerninger. Hvis de ikke har omvendt sig og bekendt sig til Kristus, vil de gå fortabt – men i troen på Kristus, vil/er der også tilgivelse for dem. Det er vigtigt at holde fast i.

Jeg håber, at disse få overvejelser kan give dig hjælp til at finde en vej i dette vanskelige område, som vi ikke bare sådan lige bliver færdig med. Jeg vil også henvise dig til følgende svar:

Hvor kommer ondskaben fra?

Kan lidelser og modgang skyldes en forbandelse fra Gud?

Gør Gud også ondt?

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 15.07.2004