10.08.2011 12:00 Age: 13 yrs

Skrevet af:
Leif Andersen

Tilgiver Gud ikke den manglende tro?

Svar:

Tak for dit spørgsmål.

Din indvending er velformuleret og åbenbart velgennemtænkt. Du har også en vis ret i flere pointer. Og hvis dine præmisser holdt, ville din indvending være sønderlemmende. Men der er flere af dine præmisser, der ikke holder.

For det første går du ud fra, at ethvert menneske, hvis det i dødsøjeblikket (før eller efter) så Gud og indså, at han virkelig fandtes, naturligvis ville vælge Gud og det evige liv i himmeriget. Men det tror jeg ikke. Jo, selvfølgelig ville mennesker vælge himmeriget, hvis de fik valget mellem saligheden og helvede. Men det ville betyde, at de skulle vælge at være sammen med Gud – som de tydeligvis ikke har villet have noget at gøre med. Så skulle himmeriget bestå i en evighed sammen med ham, de overhovedet ikke elsker ...

Sådan er mennesker ikke indrettet. Og sådan er troen ikke indrettet. Mere om det nedenfor.

For det andet går du ud fra, at nogle mennesker ”ikke formår at tro”. Det ville også være sandt, sådan som mange mennesker (også kristne) forstår ”tro”. For hvis du lagde et papir med den kristne bekendelse til den treenige Gud foran en række mennesker, ville nogen kunne sige: ”Det kan jeg godt tro på”, andre vil sige: ”Det kan jeg ikke tro på”.

Jeg ville faktisk selv have svært ved bare uden videre at sige, at dén lære om Gud, dén opfattelse af Gud kan jeg fint være overbevist om ...

Men ”at tro på den treenige Gud, som beskrevet i Bibelen”, er noget ganske andet. Bibelen beskriver troen som en levende relation til en levende person. Hvilket bl.a. indebærer, at jeg faktisk kan ”tro på den treenige Gud”, selv om jeg er ved at gå til af tvivl og gudsforladthed. For han sagde, at ”den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37) – og dét er ifølge sammenhængen, hvad det vil sige at tro på ham: at komme til ham i bøn om hjælp, i bøn om tilgivelse. Det kan man godt, selv om man stadig er et kaos inden i.

Og for at det ikke skal være løgn, kan man være klippefast overbevist om hvert eneste ord i trosbekendelsen – og alligevel ikke tro på Gud, sådan som han beskrives i Bibelen (nemlig hvis man kommer til ham i selvretfærdighed)! Det kan godt lade sig gøre at være 100% ortodoks i sin teologi og dogmatik – og alligevel være fortabt, fordi man i sin rettroenhed slet ikke har brug for hans tilgivelse længere.

Derfor hævder jeg, at når en Lars von Trier og en Woody Allen siger, at ”jeg ville egentlig ønske, jeg kunne tro”, så går de netop ud fra denne forkerte præmis: at tro er en bestemt overbevisning, som nogen har evne til, og andre altså desværre ikke har evne til. For det er sådan, ”religion” forstår tro. Men evangeliet i Bibelen forstår det sådan, at troen er et valg – et trosspring, som ingen er lukket ude fra, fordi alle vil have mulighed for at komme til Gud i bøn om hjælp og tilgivelse. Et trosspring, som endda kan være endnu mere afgjort og målrettet, hvor tvivlen er allermest fortvivlet!

Derfor kan vi ligefrem se i det Nye Testamente, da Jesus er opstået fra de døde og for øjnene af de resterende elleve af disciplene skal til at fare til himmels, at ”Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede” (Matt 28,17). Altså de, der blev Jesu apostle og vidner om hans opstandelse – de vedgår, at selv dér, selv da, i det øjeblik kunne de ikke helt ryste tvivlen af sig...

Jeg påstår ikke, at det er enkelt eller let. Det er ingen spøg at skulle kaste sig ud i mørket, i et råb ud i det tomme rum, uden sikkerhed for, at der overhovedet er en, der hører. Det er det, der kaldes omvendelse. Og nogle giver faktisk op! Det forstår jeg også forfærdelig godt.

Jeg hævder bare, at ingen er nødt til at give op.

For det tredje går du tilsyneladende ud fra, at en eller anden voldsom gudsvision ville skabe ”tro”. Men det er igen sådan, ”religion” tænker. Det var sådan, farisæerne og de skriftkloge omkring Kristus tænkte. Derfor bad de ham igen og igen om et ”tegn”, altså et uigendriveligt bevis.

Men Kristus afviste dem. Den ”tro”, der ville komme af sådan et bevis, ville være en karikatur på tro. Den ville være en død, selvretfærdig overbevisning; for den ville netop undgå omvendelsen. Den kan klare sig selv; Gud må stille op som tryllekunstner og ydmygt redegøre for sin eksistens.

Men som Søren Kierkegaard sagde det: Det ville gøre os til Guds Gud. Det ville give os magt over Gud. Og Gud, som han virkelig er, kan ikke ydmyge sig på den måde.

Nej, Gud har ydmyget sig på en helt anden måde: Han er blevet menneske som os, har oplevet gudsforladthed og fortvivlelse som vi. I stedet for de mange beviser har han givet os ét eneste tegn – det, han kaldte Jonastegnet: sin egen død og opstandelse.

Der findes rigtig mange gode argumenter for Gud. Nogle af dem har jeg sammenfattet i en bog ”Ateistisk andagtsbog”. Men selv de bedste argumenter for Gud kan ikke overflødiggøre omvendelsen.

For det fjerde går du (måske) ud fra, at fortabelsen er en slags hævn, en straf for ikke at have opført sig ordentligt eller gjort det rette. Et evigt rap over fingrene.

Det er ikke rigtigt. Himmelen er ikke på den måde en belønning, og Helvede er ikke på den måde en straf. Fortabelsen er intet andet end menneskers fravalg af Gud – et valg, selv den Almægtige står hjælpeløs over for og græder over (fx da Jesus græd over Jerusalem, fordi de ikke ville høre ham og lade sig frelse).

C S Lewis har sagt noget i retning af, at på dommens dag vil mennesker have delt sig op i to grupper: dem, der i dette liv har sagt til Gud: ”Din vilje ske” – og dem, til hvem Gud nu må sige: "Jeres vilje ske..."

Så tro på den treenige Gud, som beskrevet i Bibelen, er ikke en evne. Tro er et valg. Og det er et valg, der står åbent for ethvert menneske.

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 10.08.2011