Category: jn-svar
Hvorfor fejrer vi 2. påskedag?
Jeg har læst, at 2. pinsedag handler om Jesu møde med disciplene. Men læser jeg så de 4 evangelier omkring dette, kan jeg ikke se, at denne dag skulle være en anden end selve påskedag.
I evangelierne læser jeg det som om, at først finder de den tomme grav, og senere på dagen møder de Jesus.
Ville derfor høre om der er hjemmel i bibelen til denne opdeling af dagene, eller om det blot er kirkens valg, da begge ting er for vigtige til samme dag?
Svar:
2. påskedag er ligesom 2. juledag og 2. pinsedag ekstra helligdage, der har til formål at forlænge fejringen af kirkens 3 største højtider. Det er en slags "dagen derpå", hvor prædiketeksterne følger op på selve højtidens hovedbudskab.
På 2. påskedag prædiker præsten over enten teksten fra Johannesevangeliet kap. 20,1-18 om kvinderne, der finder den tomme grav og møder den opstandne Jesus, eller over teksten fra Lukasevangeliet kap. 24,13-35 om de to disciple, der møder Jesus på vejen til Emmaus. Begge tekster handler om begivenheder, der sandsynligvis fandt sted på selve opstandelsesdagen, så du har ret i, at 2. påskedag refererer til samme dag som påskedag.
Ingen bibelsk grund
Der er ingen særlig bibelsk begrundelse for at fejre 2. påskedag - eller nogle af de andre 2. helligdage. Der er såmænd heller ikke noget sted i Bibelen, der påbyder os at fejre jul, påske eller pinse. Disse højtider er kirkelige traditioner, som er fastlagt i den tidlige kirkes historie. For eksempel blev tidspunktet for påskefejringen først fastlagt ved et stort kirkemøde i år 325. Den Augsburgske Bekendelse, som er en del af Folkekirkens trosbekendelse, fastslår også, at helligdagene i udgangspunktet er menneskeskabte traditioner og ikke noget, Gud har forordnet. Derfor kan vi også tillade os at ændre på dem og endda afskaffe dem, hvis vi vil.
I 2011 var regeringen således fremme med et forslag om at afskaffe Store Bededag, som i modsætning til de øvrige helligdage ikke knytter sig til nogen bibelsk begivenhed, men er et levn fra en række tidligere nationale bods- og bededage. Forslaget blev ikke til noget, men det ville være helt legalt - også kirkeligt - at afskaffe dagen, som den nye regering også vil. Se Mere bøn og mindre bededag
Gudstjeneste på opstandelsesdagen
Den eneste fejring Bibelen opfordrer os til, er at samles om forkyndelse, dåb og nadver - altså gudstjeneste, og det har man tilbage fra de første kristne menigheder typisk gjort på søndagen, altså ugedagen for Jesu opstandelse. Men ellers er der ikke nogen bibelske regler eller opfordringer til særlige kristne helligdage. Det er alt sammen (gode) kirkelige traditioner, som er opstået efterhånden.
I middelalderen havde vi - efter katolsk tradition - betydeligt flere helligdage end i dag. Vi havde således også 3. juledag, 3. påskedag og 3. pinsedag. Men de blev, sammen med en række andre katolske helligdage, afskaffet ved helligdagsreformen i oktober 1770. Det er stadig de samme helligdage, som Folkekirken fejrer.
Læs også Hvad skal vi med 2. pinsedag?
Artiklen er opdateret den 26. januar 2023
Lagt på nettet 29.03.2016