Category: Jesus, Kirken, udv-påske
Hvorfor fejrer kristne påske?
Svar:
Påsken er oprindelig en jødisk fest som fejres til minde om dengang jøderne blev befriet fra slaveriet i Ægypten og kunne begynde deres vandring tilbage til det land vi i dag kender som Israel. Denne begivenhed fandt sted ca. 1280 før Kristi fødsel. Den første påske står beskrevet i 2. Mosebog kapitel 12.
Den jødiske påskefest bestod bla. i at man slagtede og spiste et lam til minde om den første påske hvor jøderne skulle smøre lammets blod på deres dørstolper for at undgå den 10. plage, døden, som ramte alle ægypternes førstefødte. Dødens engel gik forbi de blodmærkede døre og det hebraiske ord for påske betyder da også netop "at gå forbi" eller er "at skåne".
Når kristne i dag fejrer påske så er det først og fremmest fordi at Jesus Kristus blev dømt og henrettet midt under den jødiske påskefest i Jerusalem.
Den kristne påske begynder med Palmesøndag hvor vi mindes Jesu indtog i Jerusalem, hvor han bliver modtaget af palmeviftende tilhængere. Siden fejres Skærtorsdag til minde om det særlige sidste måltid som Jesus fejrede sammen med sine disciple. Langfredag er mindedagen for selve Jesu død og påsken kulminerer så selve Påskedag som fejres for Jesu opstandelse.
Den kristne har altså ikke umiddelbart noget med den gamle jødiske påske at gøre. Og så dog! Meget af indholdet og symbolikken i den gamle jødiske påske finder vi igen i den kristne påske. Jesus kaldes fx også ofte for det "slagtede lam" fordi han - ligesom lammet i Ægypten - blev ofret for at vi skal skånes for døden og fortabelsen. Jødernes udgang af Ægypten sammenlignes så med den kristnes vandring mod det nye og evige liv som Gud har lovet alle som tror og tager imod Jesus og hans offer.
Påsken er den vigtigste af alle de kristne fester fordi Jesu død og opstandelse er altafgørende for hele den kristne tro. Jesu død var et offer som blev bragt for at vi kan gå fri af dommen over alle vores synder og vores modstand imod Gud. Og hans opstandelse er tegnet og beviset på at Gud accepterede og anderkendte hans offer.
Hvis Jesus ikke var blevet pålagt al vores skyld og var død som straf for det vi har gjort, så ville der ikke være nogen kristendom tilbage. Og hvis han ikke var opstået igen, så ville hans offer for os aldrig have fået nogen betydning, så ville det alligevel ikke kunne frelse nogen. Men nu er Jesus både død og opstået igen, og "Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem." (Hebræerbrevet kap. 7 vers 25)
Derfor betyder påske også for kristne "at blive skånet". Vi bliver skånet for den dom og straf som vi ellers skyldige til. Dette er påskens budskab. Derfor fejrer kristne påske i dag.
Lagt på nettet 11.04.2003
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvordan kan Jesus tage vores synd?
- Havde Jesus et ubehageligt udseende?
- Var Jesu død nødvendig?
- Hvorfor var Jesu død noget særligt?
- Hvad betyder det at tage sit kors på ryggen?
- Var Jesus forladt af Gud på korset?
- Er Guds retfærdighed lig med nåde?
- Han gjorde det for dig
- Hvor længe lå Jesus i graven?
- Hvad hvis Jesus ikke var død for os?