Hvordan forstå Prædikerens Bog?

Svar:

Ifølge vers 1 i Prædikerens Bog er den skrevet af Davids søn, kong Salomo, selv om mange ikke kan forstå, at netop han har kunnet skrive en så pessimistisk bog. Det kan ikke med sikkerhed afgøres, om Salomo virkelig er bogens forfatter, men det kan godt lade sig gøre at fastholde hans forfatterskab, hvis man regner med, at bogen er sprogligt moderniseret på et senere tidspunkt. De fleste forskere mener, at sproget i bogen er meget senere end Salomos tid. Luther hævdede, at en anden havde samlet Salomos tanker og udgivet dem i hans navn.

I den hebræiske Bibel står Prædikerens bog blandt de fem festruller (Højsangen, Ruths Bog, Klagesangene, Prædikerens Bog og Esters Bog). Bøgerne kaldes sådan, fordi de blev oplæst ved de religiøse fester. Ved løvhyttefesten læste man Prædikerens Bog.

Prædikerens Bogs budskab

Bogen viser os, at mennesket ikke gennem sin egen søgen kan forstå Guds hemmeligheder (3,11), men må nøjes med at bøje sig for Guds almagt (3,14). Det er sundt for den kristne at sætte denne verdens forfængelighed – og forgængelighed – som de fremstilles i Prædikerens Bog i kontrast til det Gud skænker os både i denne verden og i den kommende verden ved Jesus Kristus!

Prædikeren fastholder gennem hele bogen, at livet kan betragtes fra to sider. På den ene side som løsrevet fra Gud og evigheden, som et liv ”under solen”, det vil sige et liv i verden, som mennesker ser det (1,3). På den anden side kan livet også betragtes fra troens synspunkt i lyset af en personlig og styrende Gud og den kommende dom. Forfatteren vil derved vise, hvad der er illusion og virkelighed her i verden. Jo større erkendelse og forståelse for menneskelivet, man opnår, des større bliver smerten over det, man erkender.

Ifølge Prædikeren ser/erkender den vise det mangelfulde og ufuldkomne og tomheden (som egentlig betyder tomhedernes tomhed på hebraisk). Det stemmer godt med det vi læser i 1,14-15 om ”tomhed og jagen efter vind”. Mennesket kan ikke ændre dette, for det har at gøre med de vilkår syndefaldet har efterladt alle mennesker i. Men dåren ser ikke dette og risikerer at ende i den yderste tomhed, som er fortabelsen! Denne yderste tomhed er, hvor Kristus ikke er! For det er Kristus, der har tilintetgjort døden og bragt liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet. (2 Timotheusbrev 1,10).

Det højeste gode, som prædikeren søger, er at komme til rette med de begrænsede muligheder for lykke som livet tilbyder (5,17-19) uden at krænke Guds bud (11,9). Dette er bogens praktiske livsfilosofi, men ikke en løsning på selve livsproblemet – at alt er tomhed. Som ingen anden bog i Bibelen viser Prædikerens Bog, at mennesket er totalt bankerot uden frelsen i Jesus Kristus. Derfor kan kirkefaderen Augustins ord bruges som motto for bogen: ”Du har skabt os til dig, o Gud, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig!”

Mennesket skal som dyrene dø

Mere specifikt går dit spørgsmål på kapitel 3 vers 18-22. Disse vers er tegn på at prædikeren ikke som Job behandler lidelsens problem, men selve livets gåde. Han har opgivet den gamle tro på at ondt og godt bliver gengældt her i tilværelsen (8,14) og synes fristet til at afvise tanken om et liv efter dette (3,16-31).

Vers 18 er vanskeligt at oversætte, og den nuværende oversættelse er ikke god. Det ville være bedre at oversætte: ”... på grund af menneskene, for at Gud kan prøve dem, for at de kan se, at de i sig selv er som dyr.” Den hebræiske tekst siger dermed ikke, at menneskene ikke er andet end dyr!

Menneskene rammes (v19-21) af samme skæbne som dyrene – de skal dø! Når Gud tager livsånden tilbage fra mennesker og dyr, dør de. I den forstand er menneskets liv og legeme det samme som dyrenes. Det betyder ikke, at livet er meningsløst. Menneskene og dyrene er blevet til af jord og skal vende tilbage til jorden (12,7). Men vi hører aldrig, at dyrene skal opstå igen af jorden! Prædikerens synspunkt er, at mennesket ikke har det fortrin, at døden er anderledes for dem end for dyrene. Han så ikke nogen anden fremtid for menneskene efter døden end dommen, for han havde ikke hørt evangeliet!

Derfor er der sagt om Prædikerens bog, at den for os kristne understreger det, vi har modtaget ved Jesus Kristi liv, død og opstandelse! Luther kaldte bogen en ”trøstebog” som lærer os med taknemmelighed og uden bekymringer for fremtiden, at bruge det Gud har givet os og være tilfredse med dette. Det er noget af det, vi finder i kapitel 9,4, hvor der står ”Den som hører til blandt de levende, har noget at sætte sin lid til, for hellere levende hund end død løve”.

Vi må takke Gud for, at vi har noget at sætte vores lid til!

Lagt på nettet 21.07.2006