18.01.2016 15:07 Age: 9 yrs
Category: jn-svar
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Hvor er de faldne engle?

I et tidligere svar står der:

"Da verden blev skabt, skabte Gud den fysiske verden: planeter, planter, dyr, mennesker o.s.v. Samtidig skabte han en åndelig verden, som vi mennesker normalt ikke kan se - det er hans engle. Da Gud skabte verden, var alle engle gode. Men hurtigt viste det sig, at nogle faldt fra. Deres leder hedder Satan eller Djævelen. De andre faldne engle hedder dæmoner. Dæmoner er altså onde ånder, der har Djævelen som øverste leder. I Lukasevangeliet kapitel 11, vers 14-23 kaldes Djævelen for ”Beelzebul” – det betyder: ”De onde ånders fyrste”"

Sådan har jeg også altid forstået hvad dæmoner/onde ånder er. Men hvordan hænger det sammen med 2. Petersbrev, kap. 2 vers 4: "Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i 
mørkets lænker indtil dommen" 
Hvis de faldne engle er bundet af lænker i afgrunden, kan det vel ikke være dem som er onde ånder og som kan besætte mennesker? Har ikke kundet finde noget, men har bibelen er forklaring på hvad Afgrunden er?


Svar:

Jeg forstår godt din forvirring. Sagen er ikke heller ikke nem at få klarhed over. Hele området med de faldne engle er noget, Bibelen kun omtaler i enkelte spredte sætninger. Af en eller anden grund har Gud ikke givet os ret meget sammenhængende information om dem. Hverken om deres fald eller om deres nutidige situation. Vi kan gætte på årsagen til det. Måske skyldes det, at vi her arbejder med en åndelig dimension, som vi mennesker ikke kan begribe ret meget af.

Men der er dog en del ting, vi har fået at vide. Og som altid må vi tage alle disse puslespilsbrikker og prøve at lægge dem sammen til et billede, der gir mening og som har alle brikkerne med.

Jeg vil ikke her lægge alle brikker frem på bordet. Det vil blive lidt uoverskueligt. Jeg vil gå direkte til svaret og så bagefter kommentere lidt på det.

Svaret:

2 Peters brev 4,2 fortæller os, at alle dæmoner nu er underlagt nogle begrænsninger, så de ikke kan skade os voldsomt. Disse begrænsninger vil de være underlagt, helt indtil de i dommen uskadeliggøres totalt og for evigt. Begrænsningerne betyder ikke, at de er uvirksomme. De kan desværre stadig 
skade os, fx gennem angreb og besættelser. Men slet ikke i det omfang, de kunne, hvis de ikke var bundet/begrænset. 

Kommentarer:

At de syndige engle blev styrtet, betyder i hvert fald, at de blev besejret og smidt ud af Himlen. De er ikke længere i den del af den åndelige virkelighed, hvor Gud har sin trone og sine tjenere. De blev forvist til lavere dele af den åndelige virkelighed. Det græske ord, som Peter bruger her, findes ellers ikke i Bibelen. Det blev i Peters samtid brugt om et sted, hvor de dødes sjæle blev samlet. Det oversættes med ”Afgrunden” i mangel af bedre. Nok fordi man oversætter et andet græsk ord i 
Johannes’ Åbenbaring som ”Afgrunden”, da dette ords græske betydning går i den retning – fx Åbenbaringen 9,2. 

Vi ser i Åbenbaringen 20, at i dommen vil Satan og alle dæmonerne uskadeliggøres for evigt ved at blive kastet i ”Ildsøen”. 

Vi ser overalt i NT, at dæmonerne indtil da er aktive og kan angribe og besætte mennesker. Altså er de ikke totalt pacificerede. 

Vi ser også, at Satan selv (Åbenbaringen 20,2) er bundet og styrtet i afgrunden af samme grund: han skal ikke kunne gøre sit beskidte arbejde på fuld styrke. Vi kan heldigvis ikke gøre os forestillinger om, hvordan det ville være at leve i denne verden, hvis ikke Gud begrænsede Satans og dæmonernes aktiviteter! Vi får et lille, men forfærdeligt glimt af det i Åbenbaringen 20,7-9, hvor Satan (og vel også dæmonerne) for en kort tid slippes helt fri og samler alle de ikke-kristne til et gigantisk slag mod os kristne og Gud. 

Dommen kommer

Og midt i disse vigtige puslespilstanker bør vi nok til sidst lige rette fokus på det, der først og fremmest er Peters budskab i 2 Peters brev 2. Nemlig at der kommer en dom. En dom, der vil omfatte alt og alle. En dom man kun kan slippe godt igennem ved at holde sig til Jesus og den sande udgave af kristendommen!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 18.01.2016

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også