08.01.2001 12:00 Alder: 18 yrs

Findes der spøgelser?

En af mine venner stillede mig en dag dette spørgsmål "Tror du på spøgelser?" Lige med det samme svarrede jeg nej.. men så kom jeg lige til at tænke lidt over det og snakke med ham om det. Kan der mon ifølge Biblen godt findes spøgelser? Det er jo sådan et spørgsmål som man normalt bare lige griner lidt af og skynder sig videre, men hvad siger biblen egentligt om det?.

Svar:

En åndelig og usynlig verden

Der findes ikke spøgelser eller genfærd. Den slags er overtro og fantasi og kan ikke finde begrundelse i Bibelen. Det kan derimod dæmoner. dvs. engle som adlyder og arbejder for Djævelen. Bibelen lader os ikke i tvivl om at der findes en åndelig og usynlig verden hvor både de gode og onde åndskræfter er tilstede i form af henholdsvis Guds engle og Djævelens dæmoner.

Guds engle er "tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen" (Hebr. 1:14). Dæmonerne derimod er "ondskabens åndemagter i himmelrummet" (Ef. 6:12) og de er udsendte af Djævelen for at forvirre mennesker og skjule sandheden om Gud.

Dæmonerne er som Djævelen selv: forklædte og fulde løgn. Derfor optræder de sjældent som det de er, men i skikkelse af alt mulig andet, f.eks. spøgelser, genfærd, nisser osv. I dag optræder de endda som ufo'er og marsmænd.

Derfor er det rigtigt at sige at vi ikke tror på spøgelser, men vi tror på at Djævelen kan narre os og forklæde sig som et spøgelse. Men det har i så fald kun eet formål: at skræmme og forvirre os bort fra en sund og tryg tro på Gud og hans omsorg.

Læs evt. artiklen "Den sjette sans".

Jeg kan også anbefale dig: "Ånden i hånden - jeg troede det var Gud", Lohse Forlag.


comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også