06.07.2001 12:00 Age: 23 yrs
Category: Bibelen

Skrevet af:
Peter V. Legarth

Findes andre end Bibelens 4 evangelier?

Jeg har på biblioteket fundet en bog, beskrevet sådan: Urevangeliet, et fuldstændigt, aramæisk evangelium. Opdaget og udgivet på engelsk af Rev. G. J. Ouseley. Ved Klaus E. Berger og forlaget IKAN. Det beskriver Jesu liv og gerninger, og medtager ting som de fire andre ikke gør. Forfatteren gør også opmærksom på at det har været grundlag for de fire andre: Hvad gør jeg med det? På samme hylde lå et evangelium som hed: Thomasevangeliet. Jeg lånte det godt nok ikke med hjem, men er der mange flere evangelier end de 4 fra NT?

Svar:

Det er velkendt, at der findes apokryfer (ikke autoriserede skrifter) til Gammel Testamente. De findes i en ny dansk oversættelse, som kan købes separat eller sammen med Bibelen. Mindre kendt er det, at der også findes apokryfer til Ny Testamente. Det er tekster, som ligner dem, som vi finder i Ny Testamente, men som ikke blev optaget i Bibelen. De blev ikke anerkendt som autoritative og apostoliske skrifter, som skulle danne grundlag for kirkens forkyndelse og undervisning.

De apokryfe skrifter er af forskellig alder. Nogle er næsten ligeså gamle som de kanoniske (bibelske) skrifter, mens andre er meget yngre. Oldkirken anerkendte ikke disse skrifter. Derfor er de ikke særligt meget udbredt, og vi kender dem først fremmest gennem oplysninger hos kirkefædrene, når de polemiserede imod disse skrifter, og gennem nyere fund, f.eks. det såkaldte Nag Hammadi bibliotek, som blev fundet i 1945 (52 koptiske skrifter)

De nytestamentlige apokryfer er en broget samling litteratur. Der findes apokryfe evangelier, apokryfe breve, apokryfe apostel-gerninger og apokryfe åbenbaringsskrifter.

Thomas-evangeliet er et af de ældste. Det er karakteristisk ved at være en samling ord, som siges at stamme fra Jesus. Disse ord kommer som perler på en snor. Men der findes ikke nogen sammenhængende beretning og ingen fortællinger af betydning i Thomas-evangeliet. Vi hører ikke om Jesu fødsel og liv og heller ikke om Jesu død. Nogle af de 114 udtalelser er i indhold nært beslægtet med dem, som vi finder i Ny Testamente, mens andre afslører et slægtskab med den afvigende lære, som kaldes gnosticisme. Thomas-evangeliet stammer sikkert fra 100-200 e.Kr. og kan egentlig slet ikke kaldes et evangelium. Det er bare en tilfældigt ordnet samling af ord, som tilskrives Jesus.

Af andre apokryfe evangelier kan nævnes de såkaldte barndoms-evangelier, f.eks. Jakobs Protevangelium, Thomas' Barndomsfortælling og det uægte Matthæus-evangelium. De vil skildre Jesu barndom, og de er fyldt af legendariske fortællinger, som kan være meget underholdende, men uden historisk værdi, hvis man vil vide noget om den jordiske Jesus.

Der findes også fremstillinger, der vil beskrive den voksne Jesu liv, f.eks. Ebjonitter-evangeliet, Egypter-evangeliet, Hebræer-evangeliet, Nazaræer-evangeliet, Filips-evangeliet og Peters-evangeliet. Vi kender ikke disse skrifter som samlede fremstillinger. De er udelukkende overleveret i brudstykker. I Nag Hammadi blev der også fundet evangelie-skrifter, foruden Thomas-evangeliet også Filips-evangeliet og f.eks. Sandhedens Evangelium. Det er altsammen skrifter, der er yngre end de fire evangelier i Ny Testamente, og de blev af oldkirken ikke anerkendt som apostoliske og autoritative skrifter.

Noget helt andet er, at der dukker såkaldte evangelier op i de nyreligiøse bevægelser. Nogle udbreder deres lære ved at affatte et skrift, som man så kalder et helt nyt evangelium, som netop er blevet opdaget. Sådanne nye evangelier gør almindeligvis krav på at være ægte. De siges at være fundet i nogle arkiver eller ved udgravninger. Det er der mange eksempler på. Der forekommer f.eks. et vandmands-evangelium (1911). Der findes også et vegetar-evangelium, nemlig "Evangeliet om det fuldkomne liv" eller "De tolv helliges evangelium". Det skildres som "et nyopdaget, fuldstændigt, aramæisk urevangelium". Det er oprindeligt udgivet af G.J. Ouseley og findes i flere udgaver i dansk oversættelse. Jesus gøres her til talsmand for dyrene og for en vegetarisk livsform. Nogle af udgaverne er udgivet med støtte fra dyreværnskredse, hedder det i et forord! Men det er altsammen en forfalskning. Det er snyd og plattenslageri.


Skrevet af:
Peter V. Legarth

Lagt på nettet 06.07.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også