Category: Menneskelivet
Er mænd og kvinder ligeværdige?
Svar:
Du spørger om Paulus' syn på menneskene. Det er et meget bredt spørgsmål, men det kan alligevel besvares forholdsvis kort: "Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus." (Romerbrevet kap 3 vers 22-24)
I disse vers rummes hele Paulus' menneskesyn, som i øvrigt er hele Bibelens menneskesyn: Mennesket er skabt af Gud til fællesskab med ham ("herligheden fra Gud"), men ved syndefaldet, som Adam og Eva stod for, kom alle mennesker til at arve oprøret mod Gud ("alle har syndet"). Dvs. mennesket er ikke i stand til at have fællesskab med Gud, fordi vi grundlæggende ikke vil det. Og Gud tvinger ingen ind i fællesskab med sig. Det er alle menneskers virkelighed efter syndefaldet.
Alle mennesker tilbydes gælds-annulering
Gud har imidlertid selv skabt en mulighed for alligevel at få fællesskab med ham, nemlig gennem Kristus. Man kan sammenligne det med en ubetalelig gæld. Hvis jeg skylder 10.000 årslønninger bort, har jeg ikke en jordisk chance for at blive gældfri. Ikke engang den største lotto-gevinst kan rette op på det! Men en dag kommer der en og siger, at han vil betale min gæld for mig. Det er min eneste chance, og hvis jeg vil være gældfri, må jeg tage imod tilbudet. Vi har en sådan ubetalelig gæld overfor Gud, og vi har ikke en chance for at komme ud af det. Men Jesus gik ind og betalte i stedet for os ("ufortjent gøres de retfærdige"). Ordet "forløsning", som Paulus bruger i det nævnte vers, har sammenhæng med at blive købt fri fra slaveri, hvilket også er en god beskrivelse af, hvad Jesus har gjort for mennesker. Så dette er Paulus' (og hele Bibelens) syn på menneskene.
Mænd og kvinders ligeværd
Så spørger du om kvinders og mænds ligeværd. Ja, mænd og kvinder er ligeværdige - sådan beskrives det i hele Bibelen. Det begynder allerede ved skabelsen, hvor der i 1 Mosebog kap 2 vers 18 står: "Gud Herren sagde: "Det er ikke godt, at mennesket (ordret: Adam) er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.". Her står der to vigtige ting om forholdet mellem mand og kvinde: 1) De er ligeværdige! "en der svarer til" må jo ganske enkelt betyde det! 2) De er forskellige! "En der svarer til" er ikke en kopi, men som to puslespilsbrikker, der passer sammen, fordi de er forskellige, sådan blev manden og kvinden skabt forskellige, fordi de skulle supplere hinanden.
Sammenflettet som én krop
Dette gælder naturligvis i ægteskabet, hvor det nok kan være besværligt, at vi er så forskellige, men mest er det jo godt, fordi vi tilsammen kan meget mere, end hvis vi var ens! Det gælder også i den kristne menighed, og hermed er jeg ved sidste del af dit spørgsmål. Paulus bruger i Første Korintherbrev kap 12 et stærkt billede på menighedens fællesskab: Den er som en krop. Kroppen er sammensat af utroligt mange forskellige dele, og ingen af os ville vel undvære fødder, hænder, øjne eller ører, selvom de er fuldstændig forskellige. Dvs. hver enkelt del på kroppen har værdi, er nødvendig og betydningsfuld, selvom de har forskellige opgaver.
Sådan, siger Paulus, er det med opgaverne i menigheden: Der er mange forskellige funktioner at udføre, og alle opgaver/funktioner er vigtige for at menigheden kan fungere. Ikke alle skal være forkyndere eller missionærer eller kaffebryggere eller hvad det nu kan være. Vi skal udføre hver vores opgave, for så når vi mest muligt. Ikke alle mænd skal være ledere i menigheden (præster), men nogle skal. Og fordi det er så stor og ansvarsfuld en opgave, fritages kvinderne for den!
Sådan ser jeg på det, og det begrunder jeg dels ud fra skabelsen og dels fra Paulus' undervisning i Første Korintherbrev kap 12-14 og Første brev til Timotheus kap 2 vers 11-15. Det er en lang udredning at komme med her, så jeg vil opfordre dig til at få fat i bogen: "Tjen Herren med glæde" af Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Dansk Luthersk Forlag 1994 eller en artikel i IMT (Indre Missions Tidende) nr.4-2001 (kan bestilles hjem fra Indre Missions Hus).
Jeg håber, det gav dig noget af et svar. Du er meget velkommen til at spørge igen, hvis du vil have mig til at uddybe noget mere.
Lagt på nettet 25.01.2002
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvilken prævention kan vi bruge?
- Er Bibelen mandschauvinistisk?
- Må kvinder have kort hår?
- Må man bruge prævention når man er gift?
- Skal kvinder tildække hovedet?
- Sex - hvordan sætte grænser?
- Hvordan være kærester?
- Var alle skabninger tiltænkt en mage?
- Er jeg forelsket i den rigtige?
- Hvordan forstå et afrikansk ægteskabssyn?