Er jeg forelsket i den rigtige?
Svar:
Det er et meget vanskeligt område, du er inde på her! Vore følelser kan så let virke helt overbevisende. Men derfor kan de desværre godt tage fejl - og der skal flere overvejelser til, end trangen til at følge følelserne!
Kender du Billy Graham? Han er verdenskendt evangelist. Hans kone var dybt forelsket i 7 mænd før hun mødte Billy. I alle 7 tilfælde bad hun inderligt til Gud om at give hende netop den mand, hun nu var forelsket i - for hun var helt overbevist om, at det var ham, hun skulle have! Men Gud svarede heldigvis NEj alle 7 gange - og så mødte hun Billy - og ham skulle hun have!
Man kan nemt være forelsket i en kvinde, som man ikke skal have. Forelskelsen kan være et tegn fra Gud - men den kan også bare være mine følelser, der er blevet tændt for en tid, for sådan er vi som mennesker.
Hvordan finder to personer ud af, om det er de to, der skal dele livet sammen som mand og kvinde?
Der er nogle ganske, ganske få, for hvem det er "kærlighed ved første blik" - og så holder den kærlighed hele vejen igennem.
Men for langt de fleste af os er det en lang proces: man snakker rigtig meget med Gud (jeg er så glad for at både du og hun ønsker at søge Guds vejledning i dette!) og man snakker rigtig meget med hinanden: lærer hinanden at kende, oplever nogle ting sammen, o.s.v. Og så vil man opleve, at man enten bli´r mere og mere sikre på, at "det skal være os to" - eller man bli´r mere og mere usikker, og ender med at skilles som venner - men kun venner.
Denne proces er vi nødt til at gå ind i. Det koster noget, for man investerer noget af sig selv. Her kan opstå mange svære situationer - det er ikke let. Men det er det værd, for det er en af livets vigtigste afgørelser at gifte sig! Erfaringen viser, at at Gud velsigner sådan en proces, så man normalt finder ud af det alligevel!
Så: snak meget med Gud om det - og snak med hende om det.
Jeg kender jo ikke meget til sagen - måske betyder din beskrivelse af hendes holdning (vente på at Gud fortæller hende…), at hun afventer, at Gud giver hende et tydeligt overnaturligt svar. Jeg forstår godt hendes idé - men samtidig tror jeg ikke, at Gud gi´r hende et tydeligt JA eller NEJ. Fordi der er så mange følelser inde i spillet, vil vi mennesker sjældent kunne bruge sådan et svar til noget: vi vil tolke tegnene, så det passer til vores følelser. Så Gud vælger oftest processen, hvor man lærer hinanden at kende.
Jeg tror, at hun enten må gå ind i denne proces, eller også lade hele sagen ligge.
Ja, Guds velsignelse med det hele!
Det er både spændende og svært! Men gå processen igennem i bøn - og tag jer god tid. Kærlighed ta´r tid! Men det gør ikke noget! Det er hele ventetiden værd!
Lagt på nettet 24.01.2006