31.03.2005 12:00 Alder: 20 yrs

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Hvordan lever jeg rigtigt med min mand?

Svar:

Svaret ingen kan give dig

Du stiller et spørgsmål, som jeg tror, er eksistentielt for dig.

Du nævner selv, at du har set på de svar, som allerede ligger på hjemmesiden omkring forholdet mellem mand og kvinde, kvindens plads i både familien og samfundet, og hvad Bibelen siger om det. Men du synes ikke, det giver svar på det, som er dit spørgsmål eller løser dit problem. I de svar er der taget en række af de mest relevante bibeltekster op i forholdet til mand/kvinde spørgsmålet. Det du selv nævner (1. Pet 3) er også inddraget, men altså ikke på en måde, så du har fundet svar på dit spørgsmål.

Måske er det fordi, svaret på netop dit spørgsmål, er ét som kun du i sidste ende kan finde. Der gives nemlig ikke noget enkelt og tydeligt svar på sådant et spørgsmål, som vi kan trække frem for os selv eller bruge til at bedømme eller fordømme andres måde at tackle en sådan situation på, som du beskriver. Du kan heller ikke forflygtige et ansvar ved at dække dig bag en bestemt tolkning af et bibelsted, for så vil der være andre bibelsteder, som du forsynder dig imod. (det er du jo også selv inde på)

Ansvar for at melde klart ud

Du spørger om en kvinde må diskutere og forsøge at overbevise sin mand. Ja, det både må hun og skal hun, og at lade være ville være at flygte fra det ansvar, som vi alle har til at sige fra, når noget er forkert eller tale for det, som vi er overbeviste om. Her har vi en opgave og et ansvar både i samfundet, i hjemmet og i menigheden, men ikke mindst over for det menneske, vi på en særlig måde er forbundet med. Det er også en hustrus ansvar over for hendes mand, hvis hun skal være ham en god medhjælp. Med til det at tale sammen hører vel også at man diskuterer og forsøger at påvirke og overtale - og lytter og oprigtigt forsøger at forstå den anden.

At søge Guds vilje i min situation

Kvinden og hustruen har ikke en mindre rolle i parforholdet end manden, men en anden rolle, og hvordan rollerne fordeles i dag i forhold til, hvordan det var tidligere, er noget som vi hele tiden må arbejde med. Det at Gud blev menneske – blev en del af vores verden og tog en skikkelse på, som svarede til den tid, skal vi gøre til en model for os. Vi må spørge os selv, hvordan det vi i Bibelen lærer som rigtigt og sandt og Guds vilje, hvordan det passer ind i vores tid og i mine livsvilkår. Her er der ikke noget simpelt svar, og heller ikke kun ét svar.

Deling og respekt

Er man i et parforhold uenige om hvad tid og penge skal bruges til – (og det er nok meget almindeligt, at man har forskellige syn på, hvordan visse ting og ressourcer skal prioriteres og bruges) - kan det måske være en idé, at man fordeler det, man sammen skal disponere over, så man tager ansvar for hver sit, og står til regnskab for den del. Det kan måske også gælde hjemmets gæstfrihed, og hvordan man vil bruge fritiden. Vi kan ikke gøre hinanden ens, men vi kan give hinanden rum til at ånde og leve ægteskabet, med vores forskelligheder, i kærlighed og respekt for hinanden. Det er nogle store ord, men de får en ret konkret betydning i hverdagen, hvor to forskellige mennesker skal dele livet med hinanden.

En fortrolig "medvandrer"

Det er ikke at være illoyal at have en fortrolig, som man taler med om det, som man tumler med. Tværtimod. Mange vil mene, at det er en både god og nødvendig ting for os at have en, som vi betror os til. En sjælesørger eller en ”medvandrer” foruden sin ægtefælle. Det kan være en nødvendig ”ventil” men også et meget gavnligt korrektiv. Det betyder jo ikke, at den anden person skal give en ret eller give en svar på de spørgsmål, man har. Dem er man i sidste ende selv ansvarlig for, hvad enten man synes det er nemt eller svært. Her må man bede om Helligåndens vejledning, og så frimodighed til at gå videre med den overbevisning, man når frem til.

Det vil jeg ønske for dig

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Lagt på nettet 31.03.2005