21.03.2006 12:00 Age: 19 yrs

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Ændrer Gud sig fra GT til NT?

Svar:

Jeg ved ikke, hvilke tekster i henholdsvis Gammel og Ny Testamente du tænker på, men hvis man gennemgår begge testamenter og tager alt med og stiller de hårde og strenge tekster op i én kolonne og de barmhjertige, tilgivende og overbærende tekster op i en anden kolonne, så vil det fremgå, at Gud både er streng og barmhjertig i begge testamenter.

I den forstand er beskrivelsen af Gud i GT og NT ens.

Lad mig give nogle eksempler:

Strenghed

Esajas' bog, kapitel 1

Esajas' bog kapitel 56, v. 12-13a

Esajas' bog kapitel 13- 14

Mattæus-evangeliet kapitel 7, v. 21-23

Barmhjertighed

Esajas' bog kapitel 55

Esajas' bog kapitel 57, v.15-16

Esajas' bog kapitel 40

Mattæus-evangeliet kapitel 11, vers 28

Forskelle - I GT var Guds folk en nation

Men der er også nogle forskelle. En af de vigtigste er, at i GT er Guds folk en nation, som ikke kan overleve, hvis ikke fjenderne standses eller slås ned med magt. Derfor er der mange tekster, som handler om krig mellem dette folk og andre, hvor Gud er på Israels side.

For at gøre det endnu strengere er der også tekster, der handler om, at Israel skulle udrydde to andre folk, kana'anæerne og amalekitterne, de første fordi deres syndeskyld var fuldmoden, de andre, fordi de handlede ondskabsfuldt mod Israel og andre (Se eksempler i: Første Mosebog kapitel 15, vers16; Anden Mosebog 17,8-16; Femte Mosebog kapitel 25, vers 17-19; Første Samuelsbog kapitel 15, vers 2-3)

Modsat er der også eksempler på, at Gud hjalp Israels fjender mod Israel, fordi Israel havde syndet (Se eksempler i: Josvas bog kapitel 7; Dommerbogen kapitel 2, vers 11-15; Første Samuelsbog kapitel 4; Anden Kongebog kapitel 17 og Anden Krønikebog kapitel 36).

Det rejser spørgsmålet om det overordnede perspektiv på Guds handlinger i GT.

Udvælgelsen - en forberedelse til frelse for hele menneskeheden

Dette perspektiv er, at Gud midt i en ondskabsfuld og afgudsdyrkende menneskehed giver sig til kende for én mand, Abra(ha)m, og udvælger ham og gør hans efterkommere til en hel, omend lille, nation, som skal tilhøre den sande Gud. Meningen med denne udvælgelse er ikke kun, at dette folk skal nyde det privilegium at være befriet fra dæmonerne, som tyranniserer resten af menneskeheden, og at de skal være velsignet og beskyttet af den sande Gud, men også at Gud gennem det lille udvalgte folk vil bringe sin velsignelse ud til hele menneskeheden, når alle forberedelserne til denne redningsaktion er til ende (Første Mosebog kapitel 12, vers 1-3).

Gud beslutter så at give dette folk et land, men de må først tage det besiddelse, når syndeskylden hos landets hidtidige beboere er fuldmoden som nævnt ovenfor. Så bruger Gud Israel til at fuldbyrde sin dom over de afgusdyrkende kana'anæere, hvis tid er forbi. Ligeledes skal Israel udrydde amalekitterne. Disse to massakrer kan naturligvis ikke retfærdiggøres indenfor FN, men kun indenfor troen på, at Gud er skaber og dommer over alt og alle. Hvis man endelig vil have et moderne eksempel at sammenligne med, så kan man tænke på Stalins behandling af Hitlers SS-korps. Der blev ingen nåde vist, de hang i hvert et træ fra Moskva til Berlin, og ingen vil tænke på at anklage Rusland for noget i den anledning i dag.

Gud sætter etiske og politiske krav til nationen

Det land, Israel får, er så på størrelse med Jylland. Midt i klodens afgudsdyrkende mørke ryddede Gud en lille plet, hvor hans udvalgte kan leve i lyset. Lyset skabte et brohoved midt i mørket. Endog visse af hedningerne kan optages i dette folk og dermed nyde dets privilegier. Moabitterinden Ruth er et glædeligt eksempel på det (Ruths bog). Ja, alle fremmede i Israels land kan principielt vende sig mod templet i Jerusalem og bede Israels Gud om hjælp, og de kan endog bringe ofre til Israels Gud (Første Kongebog kapitel 8, vers 41-43; Fjerde Mosebog kapitel 15, vesr 14-16).

Men derefter får Israel meget præcise etiske grænser for sin politiske handlemåde. De må hverken erobre eller udrydde nabolandene mod syd og øst (Femte Mosebog kapitel 2, vers 4-5, vers 9 og vers 18-19). I det hele taget var erobring udenfor de fastsatte grænser ( Fjerde Mosebog kapitel 34) ikke på programmet. Israel skal altså forblive inden for sin Jyllandsstørelse. I modsætning til islamisk sharia skal Israel ikke etablere Moseloven i andre lande end deres eget. De skal dyrke Herren og således vende hedningernes hjerter til den sande Gud (1 Kong 8). Kun David udvider riget, delvis fordi han forsvarer sig mod dem, der angriber ham (Anden Samuelsbog kapitel 8 og 10). Det meste af hans rige, som er på størrelse med det nuværende Portugal, går tabt i hans sønnesøns tid.

Israels kamp mod indre og ydre fjender

Resten af Israels historie drejer sig om Israels overlevelse i kamp med indre og ydre fjender. De ydre fjender er de afgudsdyrkende småmagter i nabolaget og de afgudsdyrkende stormagter lidt længere væk. De indre fjender er Israels egen troløshed mod Gud og de afgudsprofeter, som de selv har indbudt. Her viser det sig, at Gud både straffer og tilgiver, og det gør han mod både Israel og hedningerigerne. Og målestokken er ganske klar. Israel dømmes efter, hvordan de har forholdt sig til Gud, og hedningerne dømmes efter, hvordan de har forholdt sig til Israel.

I NT: Guds folk bli'r til en bevægelse

I NT giver Gud sig til kende som mennesket Jesus, der ved sin død og opstandelse overvinder den forbandelse, som hviler over hele menneskeheden (Paulus' brev til galaterne kapitel 3, vers 13-14). Dermed bliver Jesus menneskenes udvej fra denne forbandelse. Samtidig indbyder han hele menneskeheden og ændrer Guds folk fra at være en nation til at være en bevægelse, som tror på Jesus. Den gamle udvalgte nation går under som nation, fordi den har forkastet Jesus, men den overlever som etnisk gruppe med det håb, at den skal frelses til sidst.

Guds folks kamp ændrer sig

Denne forandring indebærer dels, at Guds folk ikke længere skal forsvare sig med soldater, men med opstandelse, hvorfor Jesu disciple skal vende den anden kind til og lide martyrdøden, hvis nogen vil slå dem ihjel (Mattæus-evangeliet kapietl 5, vers 38-42), dels, at de mange historiske domme, som Gud fælder over folkene op igennem Israels historie afløses af ét eneste domsperspektiv, nemlig vedensdommen ved verdens ende. Denne dom er endegyldig og endnu mere rædselsfuld end dommene i GT, fordi den ikke kun indebærer døden, men også den anden død (Johannes' Åbenbaring kapitel 20, vers 11-15).

Ligesom i GT er målestokken også i NT ganske klar. Alle dømmes efter deres forhold til Jesus, som det kommer til udtryk i deres forhold til Jesu disciple (Mattæus-evangeliet kapitel 25, vers 31-46).

Fælles i GT og NT: Guds kærlighed og menneskets respons

Det grundlæggende i både GT og NT er Guds kærlighed, det sekundære er menneskenes skæbnessvangre svar på denne kærlighed.

Han skaber en vidunderlig og god verden, men menneskene vender sig fra ham og ødelægger verden.

Gud udvælger så én nation for derigennem at velsigne alle, men hedningerne bekriger denne nation, og den udvalgte nation vender sig fra Gud.

Til sidst kommer Gud selv og bliver menneske og sætter hele sin kærlighed ind for at redde menneskene og giver sit liv for at gøre det. Det lykkes ham også at vinde nogle, men den udvalgte nation vender sig fra ham, og til sidst vil hedningerne også gøre det. Når det sker, er det ikke muligt at redde flere, og da kommer regnskabsdagen, Dommedag, hvor alt ondt skal standses, fængsles og dømmes.

Sådan er Guds barmhjertighed og strenghed i GT og NT.

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 21.03.2006