Var Gud uretfærdig overfor Farao?

Nej, der er så vidt vides ingen kendte kilder til plagerne i Egypten. Der er kilder, der beretter om katastrofer i Egypten, men ingen, der direkte modsvarer de plager, der er omtalt i 2 Mosebog.

I 2 Mosebog fortælles der om Faraos forhærdelse, og dette omtaler også Paulus, nemlig i Paulus' Brev til Romerne 9,17f: "Skriften siger jo til Farao: »Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.« Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil".

Sammenhængen er den, at Farao ville hindre israelitterne i at rejse af sted fra Egypten. Da siger Gud til Farao: "Men jeg har ladet dig bestå netop for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden" (2 Mosebog 9,16). Gud havde indordnet Farao i sin plan. Guds hensigt var at vise sin magt på Farao ved at udfri Israel af Faraos hånd. Farao forhærdede sig ganske vist, men Faraos forhærdelse og magt bruger Gud altså som et middel til at demonstrere sin frelsende magt.

Paulus forklarer på den baggrund, at alt afhænger af Gud, som forbarmer sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil. Alle mennesker står i tjeneste for Gud. Nogle tjener Gud på en positiv måde. Andre tjener Gud på en negativ måde. Gud bruger mennesker som sine redskaber, uanset om de vil det eller ej.

I v. 18 hedder det, at Gud "forhærder, hvem han vil". I den gammeltestamentlige beretning om Farao og udfrielsen fra Egypten kan sagen udtrykkes på to forskellige måder. På den ene side kan det hedde, at Gud forhærder Farao (2 Mosebog 4,21; 7,3; 9,12), og på den anden side kan det siges, at Farao forhærder sig selv (2 Mosebog 7,22; 8,15.19.32). Forholdet mellem de to udtryksmåder kan måske fremstilles på den måde, at når et menneske afviser Guds tiltale og "forhærder sig", reagerer Gud med at låse mennesket fast i dets forhærdelse. Gud "forhærder". Gud gør hjertet hårdt.

Isoleret kunne denne tekst forstås på den måde, at Gud er en vilkårlig Gud, der forbarmer sig over ét menneske og forhærder et andet menneske. Men dette er selvsagt ikke Paulus' mening. Paulus har jo i Paulus' Brev til Romerne 9,15 gjort det udtrykkeligt klart, at Gud er barmhjertighedens Gud. Guds vilje er barmhjertighedens vilje. Gud er ikke afhængig af noget andet end sin egen barmhjertighed. Det betyder så også, at uanset om et menneske erfarer Gud som den, der viser barmhjertighed, eller som den, der forhærder, er der dog under alle omstændigheder tale om barmhjertighedens Gud. Gud er ikke nogen vilkårlig despot.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at Paulus i v. 18 ikke omtaler en udvælgelse til frelse og en udvælgelse til fortabelse. Paulus vil ikke sige, at Farao blev udvalgt til fortabelse. Teksten handler om udvælgelsen af Israel. Farao forhærdes ikke, for at han skulle gå fortabt, men for at sikre Israels en plads i frelsens historie. Hensigten var, at forhærdelsen skulle føre til frelse for Israel. Når Gud forhærder et menneske som Farao, betyder det ikke, at Gud forudbestemmer dette menneske til fortabelse. Gud forhærder Farao for dermed at få lejlighed til at vise sin magt og sin kærlighed til Israel. Det er det, der er i fokus. Hvorledes det forholder sig med Farao selv, får vi intet at vide om.

Situationen for Jesu disciple og for de elleve (Markusevangeliet 6,52; 8,17; 16,14) er et godt vidnesbyrd om, at hårdhjertethed ikke nødvendighed fører i fortabelse. Hårdhjertethed udelukker ikke omvendelsens mulighed.

Lagt på nettet 19.10.2001