12.06.2021 21:00 Age: 3 yrs
Lilian Holm Kofod

Skrevet af:
Lilian Holm Kofod

På med performance-bukserne

I samfundet forventes vi at performe. I relationen til Gud er vi fri for dette krav. Jesus har performet en gang for alle! 

Bukser med pressefolder

Foto: Marko Milivojevic

Forleden så jeg en reklame på Facebook for et par performance-bukser. Budskabet var, at disse bukser må man eje, hvis man skal leve op til samfundets krav om performance. 

Det slog mig, hvor meget vores kultur går op i performance. Man skal levere varen for at være en del af fællesskabet. I X Factor, i Vild med dans, i sport, på arbejdsmarkedet... 

Ustandseligt stilles man foran krav om performance. Hvis ikke man lever op til kravene, risikerer man at blive fyret eller stemt ud. 

Også i mange sociale sammenhænge lever dette vilkår i bedste velgående. Man forventes at bidrage til fællesskabet, og hvis ikke man gør, betragtes man som en nasser. 

På med performance-bukserne! 

Barnekår 

Hos Gud er det anderledes. Da Jesus døde for mig, indfriede han alle Guds krav til mig. Alle forventninger til min performance blev leveret af Jesus. Hermed blev min relation til Gud ændret for tid og evighed.  

Jeg gik fra at være under krav om 100 procent performance til at være under 100 procent faderomsorg og kærlighed. Det er det, man kalder barnekår. Jeg fik de samme vilkår som et barn. For altid vil min datter være min datter – uanset, hvad hun gør, siger, tænker eller føler. Uanset hvordan hun ser ud. Uanset om hun bidrager eller ej. Hun er min datter for tid og evighed, lige som jeg altid vil være hendes mor. 

Dette vilkår har Jesus skaffet mig hos Gud. Her kan jeg roligt tage performance-bukserne af! For dem har Jesus haft på en gang for alle! 

Ønsker du også at blive fri for performance-kravene i din relation til Gud? Så vil jeg opfordre dig til at invitere Jesus ind i dit liv.


Lilian Holm Kofod

Skrevet af:
Lilian Holm Kofod

Lagt på nettet 12.06.2021

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også