01.01.2000 12:00 Age: 25 yrs

Skrevet af:
Henrik Hadberg

Kristendommens ABC

Hvad var det egentlig Jesus skulle? Hvad kom han for? Hvad gjorde han? Hvad fik han ud af det? Spørgsmålene omkring Jesus og hans liv og gerning er mange og forskellige. Kristendommens ABC handler om Jesus Kristus, da han er den røde tråd igennem den kristne tro.

ABCill1.gif

Hvad var det egentlig Jesus skulle? Hvad kom han for? Hvad gjorde han? Hvad fik han ud af det? Spørgsmålene omkring Jesus og hans liv og gerning er mange og forskellige. Kristendommens ABC handler om Jesus Kristus, da han er den røde tråd igennem den kristne tro. Ordet "kristen" er faktisk blot en udledt form af Jesu titel - Kristus.

En gave

Mange mennesker har fået den opfattelse, at kristendommens kerne er et budskab om næstekærlighed, en form for humanisme og så en stribe mere eller mindre rimelige leveregler. Jeg vil her tillade mig at postulere at kristendommens kerne er en helt anden sag. Kristendommens kerne er en gave, der tilbydes alle mennesker, som vil tage imod den. En gave der tilbydes alle, ikke blot de religiøse, ikke blot de kristne og ikke blot moralsk pæne mennesker, men alle! Lad mig prøve at give en nærmere forklaring.

Mennesket er blevet skilt fra Gud

"Vis mig Gud, så vil jeg tro på ham" har mennesker sagt til mig. Men jeg kan ikke sådan hive Gud op af lommen, og vise ham for dem. "Er Gud egentlig en HAM?" "Eller er Gud et begreb for noget udefinerbart - en kosmisk kraft?" Ja, findes der overhovedet en Gud? Måske er du overbevist om, at der findes en Gud, men hvordan er han? - du har jo heller ikke set ham. Alle disse kommentarer og spørgsmål viser hvordan vi som mennesker, er blevet skilt fra Gud.

Gud er blevet væk for os. Vi kan ikke se ham. Vi kan ikke sådan lige gå hen og hilse på ham. Vi kan sammenligne situationen mellem Gud og mennesket med oplevelsen af to mennesker, der befinder sig på hver sin side af en dyb kløft i tåget vejr. De fornemmer måske at den anden er derover på modsatte side. Men tågen forhindre dem i at se den anden, og kløften spærrer vejen. I forholdet mellem mennesket og Gud er det alle vore fejltrin der udgør kløften.

Hvis du er ærlig overfor dig selv, tro jeg godt du kender til fejltrin i dit liv. Ting som du kunne ønske, du havde gjort anderledes. Du gjorde fx. noget overfor dine nærmeste, dine forældre, søskende, ægtefælle, børn eller venner som ødelagde noget i forholdet mellem jer. Et hårdt ord, en egoistisk handling eller måske "glemte" du dem bare. Men der var noget, der gik i stykker. Selvfølgelig begik de også fejltrin overfor dig, men det ændrer jo ikke på dine fejltrin.

Kristendommen kalder disse fejltrin for synder. Ordet synder beskriver, at vore fejltrin også påvirker vores forhold til Gud. Vore synder skiller os fra Gud.

Du kan ikke frelse dig selv

Mange mennesker forsøger selv at komme over kløften til Gud Det ser vi i mange religioner, hvor mennesker gennem religiøse øvelser, for eksempel meditation, forsøger at nå det guddommelige. Eller når mennesker mener, at et godt moralsk liv vil tilfredsstille Gud. Men mennesket når aldrig ved egne anstrengelser over kløften. For bare et enkelt fejltrin skiller. Storebæltsbroen ville jo heller ikke gavne ret meget, hvis der manglede et enkelt fag. Broen skal være hel for at fungere.

Hvordan er Gud?

Det kan lyde hårdt, at blot et enkelt fejltrin skiller dig fra Gud. Men det er Guds retfærdighed der kommer til udtryk her. Retten sker fyldest. Heldigvis har Gud en kærlig retfærdighed. Ikke en kold retfærdighed.

Jesus byggede bro mellem mennesket og Gud

Guds enorme kærlighed til mennesket tvang ham til at handle. Gud sendte sin egen søn Jesus, for at han skulle bygge bro over kløften. Denne hjemmeside er et helt konkret udslag af denne handling fra Gud. Årtusindeskiftet er i den vestlige tidsregning årsskiftet 2000 år efter Jesu fødsel i Israel i byen Betlehem.

Jesus skulle med sit liv og sin eksistens bygge bro over kløften mellem Gud og mennesker. Jesus hævder selv, at den der har set ham, har set Gud. Så vil du have en ide om hvordan Gud er, så undersøg hvordan Jesus beskrives.

Kulminationen på Jesus liv i Israel var, at han blev korsfæstet lige underfor landets hovedstad Jerusalem på en bakke ved navn Golgata. Rent fysisk blev han korsfæstet sammen med to forbrydere, anklaget for overtrædelse af de religiøse love. Han blev korsfæstet af den romerske besættelsesmagt, men på baggrund af anklager fra den religiøse elite i Israel.

I slutningen af den langsommelige og grusomme død, som korsfæstelsen er, råbte Jesus "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Jesus oplevede her kløften til Gud. Han var ikke længere sammen med Gud. Men det specielle var, at han blev skilt fra Gud ikke på grund af sine egne fejltrin, men på grund af alle menneskers fejltrin. Han betalte prisen for os. Han havde ingen synder selv, men blev pålagt alle vore synder. Gennem Jesu død for os, bygges en bro over kløften mellem mennesker og Gud.

Tro på Jesus

Mennesket og Gud har derfor nu en mulighed for at mødes igen. Du kan komme til Gud ved at gøre brug af broen. Konkret sker det ved at tro på Jesus. Troen på at Jesus er død for dine synder, er at sammenligne med at gå over broen. Du skal altså være fri for at tro på dig selv, fri for at skulle opfylde en vis portion moral, fri for alle mulige religiøse anstrengelser.

Til gengæld fortæller kristendommens ABC at du må få lov til at regne med det Jesus gjorde for dig. At gå over broen er at blive frelst. At blive frelst i kristen forstand, er altså på ingen måde at være bedre end andre. Men det er at stole på det en anden gjorde for dig. Befriende. Jesu sidste ord på korset var: "Det er fuldbragt". Arbejdet var gjort færdigt. Broen var fuldendt. Den røde snor er klippet over, broen er indviet. Jeg håber du fornemmer hvilken gave du her får tilbudt .....


Skrevet af:
Henrik Hadberg

Lagt på nettet 01.01.2000

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også