28.04.2023 13:52 Age: 2 yrs
Andreas Kiel Svejgaard

Skrevet af:
Andreas Kiel Svejgaard

Jeg vægter ét højere end alt andet

Det er godt med faste holdepunkter i sit liv. Det kan være personer, som man ved, man altid kan stole på. Nogle, som ikke forlader en

Vægt

Foto: https://unsplash.com/@saltsup?utm_source=unsplash&utm_medium=referral&utm_content=creditCopyText

Et holdepunkt bliver defineret, som et sted eller personer i livet, som man kan holde fast i eller få fodfæste hos. Jeg tror, at det er noget, som alle mennesker i en vis grad har brug for i deres liv. Nogen, som giver tryghed og ro i en måske travl hverdag.

Hvis livet ramler sammen, og vi har svært ved at overskue hverdagen og livet, så er det godt at have venner og familie, som vi kan støtte os til, og som kan hjælpe os med at komme igennem svære perioder i vores liv.

Jesus holder fast

Jeg har også nogle faste holdepunkter i mit liv. Min hustru, min familie og mine nære venner, som jeg ved, jeg altid kan komme til. Men jeg har alligevel et holdepunkt, som jeg forsøger at vægte højere end de andre. Et holdepunkt, som jeg forsøger at give førstepladsen i mit liv. Det er min tro på Jesus. Her kan jeg finde hvile i, at Jesus holder fast. Det ved jeg, fordi det har han lovet.

I Bibelen kan man læse beretningen, om Jesus der går på vandet. Han kalder sin gode ven Peter ud på vandet til ham. Peter vover sig ud på de store bølger, og man kan læse, at så længe Peter holder blikket rettet mod Jesus, forbliver han oven vande. Men så snart Peter bliver bange og ser på bølgerne omkring sig, så begynder han at synke.

Det er en god fortælling, men jeg tror, det er mere end en god fortælling. Beretningen fortæller mig også noget om, hvem Jesus er. Den fortæller mig, at Jesus ønsker at være et holdepunkt i mit liv. Når det stormer omkring mig, og jeg føler mig på dybt vand, så kan jeg rette mit blik mod ham. Ham, som fortæller mig, at hvis jeg kommer til ham, så vil han aldrig vise mig bort.


Andreas Kiel Svejgaard

Skrevet af:
Andreas Kiel Svejgaard

Lagt på nettet 28.04.2023

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også