Hvornår er man "personlig kristen"?

»Personlig kristen« er et lidt mærkeligt udtryk, i hvert fald hvis man tænker sig det modsatte: »En upersonlig kristen«. Sådan én findes næppe. Men jeg tror, meningen er, at det er noget meget personligt at tro på Jesus. Du er en person, Jesus er en person. Forholdet mellem Gud og mennesker handler om noget personligt - ligesom kærlighed mellem medlemmer af en familie. Men det er der mange, der ikke tror på. For dem er kristendom ikke noget personligt men bare et gruppemærkat - lidt som hvis man havde sagt, at man er »dansker«, »rocker« eller »skoleelev«. I den forstand er alle døbte jo kristne.

Sådan bruges udtrykket »kristne« for det meste herhjemme. Personligt kristne har gerne villet vise, at en levende tro på Gud er noget meget dybere. Nogle kristne oplever Guds personlige nærvær stærkt i deres dagligdag, mens det for andre er mere »nede på jorden«. Det afgørende er imidlertid, om man tror på Jesus eller ej. Døde han for dig, personligt, for at du kunne få evigt liv sammen med Gud, eller døde han bare uden nogen fornuftig grund? Er han opstået og dermed i live og i stand til høre og svare på bøn, eller er han rådnet op i sin grav for et par tusinde år siden? Tror du, at han er død for dig, opstået, elsker dig og vil lytte til dig - så er du en »personlig kristen«. Med adgang til at lytte til, hvad Gud vil sige (især gennem Bibelen) og adgang til at tale med Gud om alt. Også det personlige. Sværere er det faktisk ikke.

Lagt på nettet 01.09.2000