02.09.2000 12:00 Age: 24 yrs

Skrevet af:
Henrik Hoffmann-Hansen

Hvorfor må kristne ikke bande?

Hvorfor må kristne ikke bande, dvs. står der noget i bibelen om det? Hvornår er et ord et bandeord? Og er det okay med erstatninger i sætninger, hvor man ellers vil have bandet så såkaldte "missionsbandeord"?

»At bande« er i familie med ordene »at binde« og »bånd«. Man binder sig til nogen eller noget, når man bander. Som kristen er man kun bundet til én, nemlig Gud. Derfor er det klart, at man ikke samtidig kan binde sig til Guds modstander, Djævelen, Fanden, Satan eller hvilke titler, han ellers går rundt med. Men det er præcis, hvad man gør, når man siger »for Fanden« eller »for Satan«, »for Helvede« eller lignende.

Allerede i de ti bud står der, at man ikke må have andre guder end Gud, og at man ikke må tilbede eller dyrke nogetsomhelst andet end Ham, (2. Mosebog, kapitel 20, vers 1-6). I 2. Mosebog, kapitel 23, vers 13, står der, at man ikke må påkalde andre guders navne. »De må ikke høres fra din mund«.

Nu er det formentlig de færreste danskere, der gør sig klart, hvad bandeordene betyder, og mange bruger dem sikkert bare for at forstærke det, de gerne vil sige. Ord er imidlertid med til at forme os som mennesker og vores holdninger, og ord betyder noget. Det er ret interessant, at en ed som »kraftedme« efterhånden høres sjældent. Mange har fundet ud af, at det betyder »må kræften æde mig!«, og det er ikke et ønske, man har lyst til at slynge om sig med!

Men hvad så med udbrud som »Guuud!« eller »Jesus Christ!«, som man ofte hører på engelsk? Hvis der virkelig var tale om, at man ville tale med Gud eller Jesus, ville der ikke være noget galt i det, men som regel drejer det sig jo kun om at udtrykke sin overraskelse over et eller andet. Og det er mangel på respekt for Gud at bruge hans navn på den måde.

Jesus advarer i sin bjergprædiken meget klart mod at »sværge« ved nogetsomhelst: »Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er udover det, er af det onde.« (Mattæus-evangeliet, kapitel 5, vers 34-37). Det samme kan man læse i Jakobs-brevet kapitel 5, vers 12. I Efeser-brevet kapitel 4, vers 29, står der: »Intet råddent ord må udgå af jeres mund. Kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det«.

Rådne ord er der nok af i det danske sprog, og de bliver også brugt. Jeg kommer til at tænke på de mange latrinære udtryk, som jeg indimellem også selv forfalder til at bruge. Det må vi kæmpe imod! Det gælder også »missionsbandeordene«. Hvis man siger »Av for katten« eller »Av for Søren« er det selvføgelig ikke, fordi man aflægger ed over for en kat eller Søren og binder sig til dem. Slår man sig på sin tommelfinger med en stor hammer, er det vist også meget sundt at råbe højt! Men generelt bør vi som kristne lægge en dæmper på os selv med hensyn til de »fromme kraftudtryk«. Først og fremmest fordi Jesus siger, at vores tale kun skal være »ja« og »nej«. Men også fordi vi ellers giver omverden det indtryk, at det er OK at bande - kristne med deres »missionsbandeord« og alle andre med de »hårde bandeord«.


Skrevet af:
Henrik Hoffmann-Hansen

Lagt på nettet 02.09.2000

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også