23.10.2002 12:00 Alder: 21 yrs
Kategori: Gud

Skrevet af:
Astrid Baun

Hvad er blasfemi?

Noget der i den længere tid har optaget mig, er spørgsmålet om hvor grænsen for blasfemi går? Er det en form for at mobbe Jesus?

Svar:

Tak for dit spørgsmål om blasfemi. Ifølge mit leksikon betyder ordet: gudsbespottelse, forhånelse af Gud i ord eller handling. Vi har ordet fra græsk (blasfémeó) og finder det i Det nye Testamente, f.eks. Mattæusevangeliet kap. 27 v. 39, s. 894. Verset handler om Jesus på korset: `De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: "...frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!"`

Er gudsbespottelse det samme som at mobbe Jesus? Det har jeg lidt svært ved at svare på, måske fordi jeg er usikker på, om du og jeg har samme opfattelse af ordet mobning. Så jeg vil gribe det an på en anden måde.

Hvem og hvordan er Gud? Han er en personlig Gud, som man kan sige du til og have et personligt forhold til. Han er skaberen af alting, ligesom han også opretholder det skabte. Han har vist sig for os, i skaberværket, gennem skrifterne i Bibelen, gennem Jesus Kristus. Han er kærlighed, hvilket han først og fremmest har vist os ved at sende Jesus til frelse. Han er hellig og tåler ikke synd. Han er almægtig og gør hvad han vil. Han er på én gang Fader, Søn og Helligånd. Han er vor himmelske Far, som vi må bede til. Han kom til os som vor bror og Frelser i Jesus. Han er hos os som Helligånden, der vejleder os.

Hvis vi standser lidt op og funderer over alle disse sider ved Gud, må vi undres og tilbede! Og hvordan kan vi så overhovedet komme i tanker om at sige noget grimt eller hånligt om Gud eller Jesus, eller Guds Ånd? Men det kan vi altså - måske.

Det er ofte i vittigheder, vi kan blive i tvivl om, hvor grænsen går for blasfemi. Vi vil jo gerne høre (og særligt gerne fortælle) en god historie - og vi vil jo heller ikke være kedelige, vel? Hvis vi er i tvivl, kan vi prøve at måle på ovenstående beskrivelse af Gud: Gør denne vittighed/udtalelse grin med Gud? Jeg tror ikke, vi skal prøve os med, at Gud jo har humor. Det har han uden tvivl, men han tåler ikke at blive spottet.

Når man om en sportsstjerne råber: "Han er Gud!" er det blasfemi.

En del gengivelser af Bibelen er blasfemiske, fordi de forvrænger Bibelens fortælling og budskab. F.eks. musical`en "Jesus Christ Superstar", hvor Jesus fremstilles som et godt, men almindeligt, syndigt menneske.

Det er hån mod Gud at håne kristne for det, de tror på (Lukasevangeliet kap. 10 v. 16, s. 935).

Vi kan spotte Gud i både tanker, ord og handlinger. Det gør vi, når vi tror vi selv ved bedst og vil noget andet end det, Gud vil.

Nu håber jeg, at jeg har udtrykt mig klart nok, til at du får noget ud af det og noget at arbejde videre med.


Skrevet af:
Astrid Baun

Lagt på nettet 23.10.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også