30.07.2002 12:00 Alder: 22 yrs
Kategori: Kristenlivet, Menneskelivet
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Skal kristne holde sig fra militær og politik?

1: Et af de ti bud siger vi ikke må slå ihjel, hvorfor har vi så militæret? Jeg ved nemlig at Jehovas vidner intet må have med militæret at gøre, men det må vi kristne godt. 2: Jehovas vidner må ikke fejre fødselsdag, og jeg ved at en af grundene er beretningen i bibelen med Kong Herodes, der gav sin datter lov til at få sit største ønske opfyldt på hans fødselsdag, hun vidste ikke hvad hun skulle ønske, og gik til sin mor, som sagde at hun skulle ønske Johannes Døbers hoved på et fad, og det fik hun så. 3: Jeg ved også at Jehovas vidner ikke må stemme når der er valg, og da spurgte jeg en af mine kolleger som er JV. hvorfor, svarede han at man skal stemme på Gud. Hvad siger I til det?

Svar:

1. Vi har militæret, fordi Paulus' Brev til Romerne 13,1-7 taler om myndighedernes opgave, som kan indebære, at de skal slå forbrydere ihjel (Vers 4: "Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde"). Det skal selvfølgelig begrænses mest muligt. Dødsstraf er ikke påkrævet, og den har vi også afskaffet her i Danmark, hvor vi på god kristen vis tror på, at forbrydere kan forbedre sig, og desuden er angrebskrig udelukket som en mulighed. Vi må kun forsvare os, hvis vi bliver angrebet. I øvrigt er det ikke kun militæret, men også politiet, der må slå ihjel.

Kort sagt: Vi har militæret og politiet, fordi der er forbrydere, der kun kan standses med magt.Og den kristne begrundelse er Paulus' Brev til Romerne 13,1-7.

2. Uanset hvor mange onde ting der kan foregå på en fødselsdag er det ikke forbudt at holde fødselsdag. Bibelen forbyder ikke fødselsdag, men den er bare realitisk og fortæller om det onde, som mennesker kan finde på at gøre både på fødselsdage og andre dage. Hvis vi ikke måtte holde fødselsdage på grund af de onde ting, der er blevet gjort på dem, hvad så med alle de almindelige dage, hvor menneskene gør mindst lige så meget slemt? Må vi så heller ikke være der? Må vi så slet ikke leve? Jo, selvfølgelig. Bibelen hverken forbyder eller påbyder at holde fødselsdag, så det er en fri sag. Den enkelte må gøre, hvad han vil. I øvrigt er det en god regel, at vi i forståelsen af den bibelske etik ikke skal spørge efter, hvad forskelllige bibelske personer har gjort, men efter, hvad Jesus og hans udsendinge (apostle) har befalet. Og de har aldrig sagt et ord om, at det er forbudt at holde fødselsdag. Men de har sagt mange andre langt vigtigere ting.

3. Der står heller ikke noget i Bibelen om, at vi ikke må stemme ved valg eller gå ind i politik. Jehovas Vidner bygger deres modstand mod politisk engagement på Jesu ord om, at hans rige ikke er af denne verden (Johannesevangeliet 18,36), men selv om vi som kristne er borgere i Guds rige, deltager vi jo alligevel som ansvarlige borgere i et jordisk rige, eksempelvis Danmark. Vi passer vort arbejde, opdrager vore børn, sender dem i skole, betaler skat osv. Det er altsammen handlinger, der er med til at opbygge og bevare det borgerlige, jordiske samfund. At stemme ved valgene eller gå ind i et partipolitisk arbejde eller en kommunalbestyrelse ligger principielt på linje med at smøre en madpakke til sit barn eller at luge ukrudt i haven. Det er altsammen samfundsbevarende og dermed politiske handlinger. Politik betyder egentlig "bystyre", altså at styre en by. Og det er som regel meget praktiske ting såsom skolevæsen, vejarbejde, renholdelse, skatter o.l. At stemme ved valgene eller selv stille op er simpelthen bare at tage medansvar for disse praktiske ting og alt det bøvl, der hører med til at få det gjort. Det, Jesus siger om sit rige, skal blot lære os, at vi ikke arbejder for Guds rige, når vi smører madpakke eller sidder i en kommunalbestyrelse. Vi tjener ganske vist Gud med disse ting, men vi arbejder først for Guds rige, som er frelsens rige, når vi følger Jesu lære, forkynder evangeliet og beder til Gud om, at mennesker må komme til tro på Jesus.

Det ene skal gøres, og det andet skal ikke forsømmes.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 30.07.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også