02.09.2000 12:00 Age: 24 yrs

Skrevet af:
Carsten Hoffmann

Hvilken synd døde Jesus for?

Da Jesus bliver korsfæstet frelser han mennesket ved at påtage sig dets synder. Gælder det så også syndefaldet?

Jeg er ikke 100% sikker på, at jeg helt har forstået dit spørgsmål, men jeg skal forsøge et svare alligevel..

I 1. Mosebog hører vi som bekendt, som det allerførste, om at Gud skabte verden på en måde, så alt var godt. Alt var i harmoni. Alt var 100% i pagt med Guds vilje. Men allerede i kap. 3 møder vi beretningen om syndefaldet. Pludselig sker der noget i denne Guds verden, som IKKE er efter Guds vilje. Der opstår derfor et slags konkurrenceforhold mellem Gud og mennesket. Mennesket ønsker at blive som Gud (1. Mos 3,5).

Hvis jeg skal prøve at forklare det med lidt andre ord, så står der i Ny Testamente i 1. Johannesbrev kap. 1,vers 5, at "Gud er lys, og der er intet mørke i ham". I det øjeblik mennesket syndede mod Gud, da trådte mennesket væk fra Gud ind i mørket. Lys og mørke kan ikke være tilstede i samme rum uden at mørket bliver fordrevet. Lys vil altid fordrive mørket. Det kender vi jo alle som en slags naturlov. Sådan blev Gud nødt til at fordrive mennesket fra Edens have.

Mennesket som nu havde valgt at leve i mørket - borte fra Gud, kunne nu ikke længere være i samme rum som Gud. Der opstod med syndefaldet en form for afgrund mellem mennesket og Gud, en afgrund der kan sammenlignes med afstanden mellem lys og mørke. Synden er som en sygdom (det udtryk bruger en af folkekirkens bekendelsesskrifter faktisk om synden i den augsburgske bekendelse art. 2), og den sygdom er arvelig! Lige siden Adam og Eva blev smittet, så er denne sygdom gået i arv fra slægt til slægt. Havde Gud ikke grebet ind, så havde der IKKE været nogen dør ud af dette mørke, så havde der IKKE været nogen redning fra "syndesygdommen".

Noget af det Jesus siger om sig selv er, at han er "verdens lys" (Johannesevangeliet kap. 8 vers 12). Jesus er Guds redningsaktion. Han går selv ind i mørket for at hente mennesket ud af mørket og tilbage til hans lys. På korset bliver Jesus, der ellers er det eneste menneske i hele verdenshistorien, der ikke havde synden i sig, gjort til synd. På korset bærer Jesus al verdens synd. Alt mørket rammer Jesus, og derfor må Gud forlade ham, som han forlod Adam og Eva. Og han forlod Jesus, for at han aldrig mere behøves at skulle forlade os. Jesus byttede så at sige plads med os på korset.

På grund af Jesus død, så er vi igen blevet "lysets børn". "Lysets børn" er faktisk et udtryk Ny Testamente bruger om dem, der tror på Jesus (fx. Efeserbrevet 5,8). Mange tror fejlagtig, at Jesus på dommens dag skal stå som en lunefuld dommer og sige "duer, duer ikke". Som om Jesus skulle ønske at dømme nogen. Men Jesus ønsker ikke at dømme nogen. Tværtimod ønsker han, at alle skal frelses. Det er som Jesus siger det i Johannesevangeliet i det kendte sted: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket fremfor lyset...".

Gud ønsker ikke at dømme nogen, tværtimod ønsker han, at redde os ud af mørket og tilbage i lyset. Men problemet er at mange mennesker underligt nok ønsker at BLIVE i mørket - ønsker man det, så har man dømt sig selv - siger Jesus. Lys og mørke kan nemlig stadigvæk ikke være i samme rum, uden at mørket bliver fortrængt af lyset. På korset tændes der igen lys i verden, et lys som man enten kan lade sig gennemvarme af eller flygte fra. Så et forsøg på at svare på dit spørgsmål er altså, at på korset frelses vi fra syndefaldets frygtelige konsekvenser, nemlig synd, død og mørke og adskilthed fra Gud.

På grund af korset skal det igen blive muligt for et mennesket at leve sammen med Gud som i Edens have - i fuld harmoni og overensstemmelse med Guds vilje. Det er det, vi som kristne kalder for himlen eller måske mere bibelsk: Den NYE jord.


Skrevet af:
Carsten Hoffmann

Lagt på nettet 02.09.2000

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også