25.04.2002 12:00 Age: 23 yrs

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Hvem er de fattige i ånden?

Det skal helt klart forstås bredere, som du antyder. Dels er problemet åndsvaghed så vidt jeg ved ikke nævnt i Bibelen, og dels bruges ordet ånd netop om sjæl eller tro.

En god metode til at forstå Ny Testamente er at søge den gammeltestamentlige baggrund. Et godt sted i den aledning er Esajas Bog 57,15, hvor Gud siger: "Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte." Her er det jo tydeligt ikke åndssvaghed, der er tale om, men modgang af forskellig slags, måske ikke mindst åndelige kampe, altså kampe i troslivet, også på indersiden.

Samtidig skal vi se på saligprisningerne i Matthæusevangeliet 5,3-12 som en helhed. De beskriver alle den samme gruppe, nemlig dem, der følger Jesus. I egne øjne er de ringe. De føler sig ofte fattige på Ånd, dvs. Helligånden og alt det, som hører Paradiset til. En stor del af det, som Jesus lover dem, kan de ikke se i denne verden, for det er usynligt (at de er salige) eller kommer først i den kommende verden (retfærdighed), men I Jesu øjne er de salige, og hans syn på tingene er det afgørende, for han ser dybere end vi. Han er Guds søn og ser derfor ind i Guds faderhjerte og ind i Guds rige.

Den norske kommentator Hans Kvalbein skriver i sin kommentar til Mattæus-evangeliet: "Hvem Jesus konkret mener med de 'fattige i ånden', gir evangelierne selv det bedste billede av. Det er de syke og utstøtte, tollerne og synderne som flokker sig om Jesus og modtager hans velsignelse og hans tilsagn om riket. Det betyr ikke at alle syke og alle syndere i sig selv kan prises salige. Jesus gjør det ikke til noe ideal å være fattig eller syg eller synder. Men de som forstår sin hjelpeløshet og afhengighet av Jesus og kommer til ham, de har del i Guds rike." (Side 131 i hans kommentar i Bibelverket, bind 1, Oslo 1989, ISBN 82-531-6063-1)

Dietrich Bonhoeffer skriver i sin bog "Efterfølgelse" (side 86, Lohses Forlag, København 1964, første gang skrevet på tysk i 1937): "Disciplene lider mangel på alle områder. De er slet og ret "fattige" (Lukasevangeliet 6,20). Ingen sikkerhed, ingen ejendom, som de kan kalde deres egen, ikke et stykke jord, som de må have lov at kalde deres hjemsted, intet jordisk fællesskab, hvor de helt må høre til. Men heller ingen personlig åndelig kraft, erfaring eller erkendelse, som de kan påberåbe sig eller trøste sig ved. For hans skyld har de mistet det hele. Da de fulgte ham, mistede de jo sig selv og dermed alt det, der kunne gøre dem rige. Nu er de fattige - så uerfarne og tåbelige, at de ikke har andet at sætte deres håb til end ham, der kaldte dem. Jesus kender jo også de andre, folkereligionens repræsentanter og forkyndere, disse mægtige og ansete mennesker, som står med begge ben på jorden, uløseligt rodfæstede i det folkelige og nationale, i tidsånden og folkefromheden. Men ikke til dem, kun til disciplene siger han: Salige - thi Himmeriget er deres. Over dem, der slet og ret for Jesu skyld lever i afkald og mangel, bryder Himmeriget frem. Midt i fattigdommen er de arvinger til det himmelske rige. De har deres skat dybt i det skjulte, de har den ved korset. De får forjættelse om Himmeriget i synlig herlighed, og det skænkes dem allerede her, i korsets fuldkomne fattigdom."

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 25.04.2002