Hvad er en stor tro?
Matthæus fortæller i kap 17, at Jesus helbreder en syg dreng. Og det hedder i den forbindelse: "Da de var blevet alene, kom disciplene hen og spurgte Jesus: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han sagde til dem: »Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer. Den slags fordrives kun ved bøn og faste.« (v. 19-21).
Jesus bebrejder disciplene, at de har en lille tro, således som det hedder i den danske oversættelse. Men det ville være bedre at tale om en fattig tro, en mangelfuld tro, en defekt tro. Bogen (Bibelen til hverdagsdansk) har en god oversættelse: "På grund af manglende tro". Tilsvarende Seidelin: "Det var på grund af jeres ringe tro". Det er en tro, der er mere i slægt med vantroen end med troen. Derfor hedder det også i Wierøds oversættelse: "På grund af jeres vantro".
Jesus bebrejder disciplene, at de vakler frem og tilbage i deres tillid til ham. Snart stoler de på sig selv og deres egne evner, snart kommer de til Jesus og beder om hjælp. Eller deres tro er bristfældig, fordi det er en tro, der ikke ikke rigtigt stoler på, at Jesus kan hjælpe. Bekymringer og spekulationer tager magten, for man satser ikke på, at Jesus er Gud. Hovmod og mismod følger i kølvandet på den manglende tro. Den manglende tro er usikker på, om Jesus kan hjælpe. Man siger det måske ikke med munden, men i praksis tror man ikke stort om Jesus. Så bliver der tale om en ringe tro, en manglende tro. Men den sande tro tror stort om Jesus.
Det er ikke afgørende at have en stor tro, men at have en stor Jesus. Det bliver i Mattæus 17,19-21 beskrevet på den måde, at den sande tro er så lille som et sennepskorn. Troen er ikke stor i sig selv, men den har har et stort indhold. Det er jo en tro på Jesus Kristus. Det er denne lille tro, der har en mægtig virkning, hvorimod vantroen og den manglende tro savner denne virkning.
Vantroen kan ikke flytte bjerge. Men troen kan bære, selv i store vanskeligheder og prøvelser. Ikke fordi troen er stor, men fordi Gud er stor. Den tro giver frelsesvished, ikke på grund af svulmende følelser, men fordi man har gjort den revolutionerende opdagelse, at Jesus Kristus er på tronen og er Herre.
Lagt på nettet 18.06.2001
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Er min tro god nok?
- Hvem er de fattige i ånden?
- Hvornår er jeg en rigtig kristen?
- Hvordan være sikker på at Bibelen passer?
- Er tro på Jesus ikke hjernevask?
- Er det nok at tro?
- Hvad skal jeg gøre ved tvivlen?
- Kan jeg blive fri for angsten for at " gå fortabt"?
- Hvordan kan jeg vide, at jeg er frelst?
- Hvorfor forsvandt den guddommelige helbredelse?