Gud græder med os

---

2019 var 30 timer gammel, da en voldsom togulykke – efter danske forhold – indtraf på Storebæltsbroen. Hvis vi ikke var kommet ud af juleidyllen, er vi det i hvert fald nu. Tragedien voksede time for time. Otte dræbte. Familier har mistet en, de havde kær.

Livet er dejligt, men det er også barskt. Og døden står som et ubarmhjertigt slutpunkt i horisonten. Uanset om du er kristen eller ej, giver mødet med døden anledning til selvransagelse og eftertanke.

Man hører nogle gange troende sige: “Der er en mening med alt.” Det vil jeg være tilbageholdende med at sige. Jeg ved af egen erfaring, at det er muligt at finde en mening. Der kan gå mange år. Og mening skal ikke forstås som om, at det gør ulykken god. Aldrig i livet.

Et lille lys

Sygdom, ulykke og lidelse er der intet godt i, men man kan finde en mening, som tænder et lille lys, som fortrænger en del af mørket.

Så tænker du måske: Hvorfor lader en almægtig Gud en ulykke som den på Storebæltsbroen ske? At Gud lader ulykker ske betyder ikke, at det skete er hans vilje. Gud ønsker ikke, at der skal ske hans skaberværk, dig og mig, noget ondt. Derfor skabte han også en jord uden sygdom og død, men gav os den frie vilje til at vælge den orden fra.

Den frihed har vi brugt – og den bruger vi hver eneste dag. Men Gud vil også en dag befri denne verden fra sygdom og død. Væk er kræft, overgreb, naturkatastrofer – og ulykker som den på Storebæltsbroen. Indtil den dag græder han med os, når vi lider.

Når vi søger ham i smerten, vil han bære os. Og vi kan bede ham om at gøre en ende på det, der er galt i vores liv og i verden.

---

Skrevet af:
Stefan Vase

Lagt på nettet 13.01.2019