Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Gud, hvorfor lod du det ske?
Fire in the Sky by Jean Ilderton
En fortælling af Sprint
Mennesket hed Ny. Ny var sur på Gud, rigtig sur.
Ny besluttede at opsøge Gud for at skælde ham ud.
Gud, der jo vidste alting, sørgede for at sætte en af sine døre lige foran Ny. Så Ny behøvede bare at banke på.
"Kom indenfor" sagde Gud.
"Det véd jeg ikke rigtig om jeg vil" sagde Ny med lav stemme, "Jeg er meget vred på dig!".
"Det véd jeg godt" svarede Gud med sin varme stemme – "Kom ind, så kan vi snakke om det".
Ny gik ind. De satte sig og en engel serverede te og julekager.
"Ja", smilede Gud, "Her får vi julekager hele året".
Men Ny smilede ikke.
Ny satte sin kop og så Gud ind i øjnene. "Skoven brændte i nat". Gud nikkede.
Ny fortsatte: "Skoven brændte og min nabos familie omkom!". Gud nikkede igen.
Til sin overraskelse så Ny at Guds øjne blev våde. Men Ny ville ikke lade sig blødgøre. "Hvorfor lod du det ske, Gud? Du er jo almægtig – er du ikke?"
Gud så bare på Ny med blanke øjne og et lille smil.
Ny rejste sig brat "Eller måske er du slet ikke Gud! Måske er du bare en ide og en drøm og en løgner!".
Den lille engel, der netop var kommet ind med småkager, fløj forskrækket op. Gud smilede til den og bad den stille om at flyve ud i køkkenet igen.
"Sæt dig ned igen, Ny" sagde Gud varmt og rømmede sig. Ny satte sig ned med en tvær grimasse.
Gud lagde det ene ben over det andet og så på Ny. "Lad os nu antage, at jeg virkelig er Gud…" Ny nikkede lidt. "Så vil jeg spørge dig: hvor har du dit liv fra?"
Ny så noget overrasket ud, tænkte sig lidt om og svarede: "Det har jeg vel fra dig".
Gud nikkede: "Ja. Så hvis jeg nu er Gud, så må du vel begynde med at takke mig for at jeg har givet dig og din nabo og hans familie livet – og givet det i mange år, helt gratis!".
Ny så forvirret ud.
"Jamen" smilede Gud "Hvis du vil anklage mig for noget, må du også takke mig for det, der er at takke for – er det ikke fair?".
Det måtte Ny indrømme: "Jo, det er rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at de brændte ihjel i den frygtelige skovbrand – jeg hørte dem selv skrige! Det var forfærdeligt!".
"Ja" sukkede Gud, "Det var forfærdeligt".
Ny rejste sig op i stolen: "Du så det jo selv! Hvorfor greb du ikke ind?"
Gud rejste sig og gik hen til vinduet. Han knipsede med to fingre og straks blev der dagslys udenfor. "Kom her hen og se" sagde han.
Ny så ud af vinduet. Der var en køkkenhave udenfor. I det forreste bed slyngede ærteplanter og snerler sig i en stor forvirring.
"Jeg burde fjerne snerlerne" sagde Gud sådan ligesom til sig selv. "De er jo ukrudt og skader ærterne. Jeg kunne sende ild ned over dem..".
"Dum idé" røg det ud af Ny – "For så brænder du jo også ærterne!".
"Nåh ja" sagde Gud og smilede. Han vendte sig og så på Ny. Ny mødte hans blik.
"Der er nogle ting, der ikke kan skilles ad i denne verden" sagde Gud. "Menneskeliv og lidelse kan ikke skilles ad i denne verden. Jeg kan udslette lidelsen, men så vil jeg samtidig udslette menneskeheden".
Der var stille længe. Ny så ud på bedet. "Dette forstår jeg ikke, Gud!".
"Nej, du er jo kun et menneske." Gud lagde forsigtigt hånden på Nys skulder. "Du kan ikke forstå det, men du må stole på, at jeg siger sandheden".
Gud satte sig igen i stolen. Ny satte sig også i sin stol.
"Så er der altså ikke noget håb for ærterne?" spurgte Ny.
"Jo" sagde Gud, "Der er et stort håb". Ny rynkede panden. Gud hævede stemmen, hans ansigt lyse: "For en dag vil jeg lade hele bedet forsvinde – og så vil jeg skabe en ny have. En have, hvor der kun er godt at være. En have, hvor ærterne kan gro og blomstre i al evighed!".
"Men det hjælper jo ikke min nabo!" råbte Ny.
Gud hævede øjenbrynene. "Åh jo, det kan meget vel hjælpe din nabo."
Ny lignede ét stort spørgsmålstegn.
"Troede din nabo på mig?" spurgte Gud.
Ny så ned til siden "Det véd du vel selv bedst".
"Ja" svarede Gud "Jeg ved det: din nabo skiltede ikke så meget med det, men han bad mig om forladelse hver eneste aften inden han sov".
Det undrede Ny, hvilket Gud godt kunne se. "Ja, man skal ikke altid skue hunden på hårene, min ven. Og da din nabo troede på mig, kan jeg komme til at frelse ham."
"Frelse ham?"
"Ja – han skal opstå fra de døde og leve evigt i den nye verden, når jeg skaber den!". Ny sad tavs. "Synes du ikke at det gør en forskel?" spurgte Gud smilende. Ny nikkede langsomt – men rystede så på hovedet.
"Derfor er det alligevel en forfærdelig ting at brænde ihjel!".
"Ja" sukkede Gud "Men en evighed i glæde vil få alle smerter til at blegne".
Ny virrede med hovedet: "Men hvad nu med dem, der ikke tror på dig! Dem, du ikke kan komme til at frelse? Hvad med dem?" Ny råbte nu ret højt.
Gud svarede med rolig stemme "Ja, se, det er her, du kommer ind i billedet..". Ny så spørgende ud. "Jo, du må jo så fortælle dem om mig, så de kan komme til tro…".
Ny rejste sig: "Nul, sådan leger vi ikke. Du har et problem og lige pludselig er det mig, der får et problem!".
Gud rynkede panden, "Jamen jeg troede, du gerne ville gøre det bedste for dine naboer?".
"Jo" Ny tøvede og ledte efter ordene "Men det er din skyld, at skoven brændte!".
Gud rystede på hovedet "Nix".
"Jo" sagde Ny.
"Nix" gentog Gud. "Hvem tror du opfandt døden og sygdommene og katastroferne og ulykkerne og hadet og kulden mellem mennesker?".
Ny slog ud med armene "Det véd jeg ikke".
Gud smilede ikke længere "Det gjorde Satan - og I mennesker tog vældig hurtigt imod hans ideer!".
Ny rødmede – historien med Adam og Eva var jo ganske kendt.
"Så kom ikke og sig at ulykker er min skyld" fortsatte Gud "Skal man endelig finde en skyldig, er det Satan og jer mennesker, der lukkede Satan ind i verden!"
"Undskyld" sagde Ny med lille stemme. "Det har du nok ret i. Men kunne du ikke have forhindret branden? Eller sørget for at naboen blev reddet ved et mirakel? Jeg har da hørt om den slags mirakler!".
"Jeg elsker din nabo og hans familie" sagde Gud stille.
"Undskyld, men det er da ikke noget svar på mit spørgsmål!" sagde Ny.
"Jo" sagde Gud og rejste sig og gik ud i sin have.
Ny sad forvirret tilbage. Englen kom ind igen. Ny tog mod til sig: "Undskyld engel – men jeg forstår ikke Guds svar – gør du?".
Englen så på Ny. "Du er kun et menneske. Og jeg er kun en engel. Hvordan skulle vi kunne forstå Gud? Men du hørte at han sagde, at han elsker din nabo. Så ville han også have reddet ham, hvis det havde været det bedste!"
"Jamen" udbrød Ny "Det må da altid være det bedste!".
"Du er et menneske og jeg er en engel. Men Gud er den almægtige, hvis visdom og kærlighed og magt overgår alt andet. Vi kan ikke fatte Gud. Men måske får vi nåde til at stole på ham!". Med disse ord forsvandt englen med de tomme tekopper.
Ny vovede at gå ud i haven til Gud. "Gud, et eneste sidste spørgsmål?"
"Sig frem" svarede Gud med ryggen til Ny.
"Hvis der bli´r brand i skoven igen – må jeg så bede til dig?".
Gud vendte sig om. Ny så tårerne rende ned ad kinderne på Gud. Gud omfavnede Ny. "Ja, du må bede til mig, Ny. Det må du altid. Og jeg vil høre dig, det kan du stole på. Om jeg sender en underfuld regn, eller en ørn til at bære dig væk. Eller jeg tager dig hjem til mig gennem branden. Det må du lade mig om. Men høre dig – jo, det kan du tro, jeg vil. Jeg elsker dig jo – jeg har selv skabt dig!".
Gud satte Ny ned igen.
Fortumlet gik Ny hjem. Et andet menneske stod ved den udbrændte skov og græd. Ny stillede sig ved siden af.
"Hvor er Gud midt i al dette?" spurgte det andet menneske grædende.
"Lige i nærheden" sagde Ny og lagde armen om den anden.
Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Lagt på nettet 05.01.2005
