Skrevet af:
Leif Andersen
Når Gud bliver væk
Hovhov! Gud bliver da ikke sådan væk ... Han er jo alle steder. Det er da noget af det første, vi lærer. Der er ingen steder, hvor Gud ikke er. Det siger Bibelen helt tydeligt!
Sandt nok. Men hvordan kan det så være, at samme Bibel igen og igen klager over, at denne allestedsnærværende Gud er ... ? ja, netop: væk?
Salme 38,22 siger fx: "Svigt mig ikke, Herre, hold dig ikke borte fra mig, min Gud." Her har vi altså en mand, der oplever det ubegribelige: Den Gud, der er til stede overalt i universet på én gang og som troner over Himlene, for tiden glimrer ved sit totale fravær ét sted: lige præcis der hvor jeg er.
Det er slemt nok. Endnu værre bliver det, når man oplever, at han åbenbart er meget tæt ved andre mennesker!
Altså, det er selvfølgelig godt for dem, og man kan da ikke være andet bekendt end at glæde sig på deres vegne. Men det er altså hårdt at høre den ene efter den anden vidne glad om bønhørelser, om vækst i Gud, om Guds nærvær og omsorg - når man åbenbart selv står uden for dette nærvær og denne omsorg ...
Desværre sker det, at kristne prædikanter, sjælesørgere og venner ikke rigtig tager denne oplevelse af Guds tavshed, Guds fravær, helt alvorligt. I stedet bliver den mødt med meget hurtige og færdige floskler.
Netop derfor er det så befriende, at Bibelen selv sætter ord på den! Den lader virkelig ikke, som om der da ikke er noget at være bange for. Den ved godt, at det kan være specielt svært at opleve Guds fravær midt i et fællesskab, hvor alle andre tilsyneladende har det helt anderledes, og hvor man måske endda selv førhen har været med i glæden. Se blot Salme 42 og Salme 43!
Og det stærkeste af det hele: Guds egen søn fortæller os, at præcis dér har han selv været: Dér, hvor Gud er væk! "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig".
Og det får ikke mindre end tre afgørende konsekvenser:
For det første: Netop den, der oplever, at Gud er borte, må altså vide dette: Præcis dér er du ikke alene. Jesus gik ud i gudsforladtheden for at være sammen med dig. Han er ikke så fremmed og uforstående over for din situation, som forkyndere, sjælesørgere og venner måske er. Netop Guds egen søn har oplevet på sin egen krop, at han var den, der var allerlængst borte fra Gud.
Men hvorfor dog? - Fordi han vidste, at du ikke selv, at du ikke alene kan kæmpe dig derhen, hvor Gud er! Derfor gik han i stedet den modsatte vej, fra Guds nærvær og omsorg ud til dig, der oplever Gud så langt borte.
For det andet: Han har givet dig et af de mest befriende løfter i Bibelen: "Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort" (Johannesevangeliet 6,37) - og det vil altså sige, at selv om din Gud er væk, så har du dog Guds søn! Hvis du "kommer til ham" - og det vil ganske enkelt sige at kalde på ham, bede til ham, om at han vil blive hos dig - så er du allerede sammen med ham!
Mange sjælesørgere forsøger i den bedste mening at give os en række kendetegn på, om man nu har en levende tro, eller man har en død tro, om man nu er hos Gud, eller man er borte fra Gud. Og selvransagelse kan være nødvendig!
Men tværs igennem al den slags selvransagelse rækker Jesus et meget enklere ord: Uanset, hvordan du har det, eller hvor du står, så er dit næste skridt ét og det samme: Kom til ham, og så er du hos ham. Og han er hos dig.
For det med at "komme til ham", det er jo ikke noget, man er færdig med og ude over, når man har det godt og er glad med Gud! Uanset, hvor tæt eller hvor langt borte du er fra Gud, så er dit næste skridt det samme: Kom til Jesus, og du er hos Jesus. For han kan ikke vise dig bort.
For det tredje: Hvad så? Står Jesus og du så bare sammen derude i mørket? - Det er selvfølgelig meget rart at have selskab i mørket; men det flytter jo ikke rigtig noget ...
Nej. Og derfor stopper han ikke dér. Han har en nyhed til dig: Da du kom til ham, kom du dermed også til Gud!
Skærtorsdag aften følte disciplen Filip åbenbart også, at Gud var meget langt borte, for han sagde til Jesus: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Men i stedet for at forklare Filip en lang og smertefuld vej til Gud, siger han: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen."
Så Bibelen nøjes altså ikke med at tage din oplevelse af gudsforladthed dødsensalvorligt. Den har også et svar på den! For den Jesus, du kommer til, er lige så kærlig og rig og levende i dit liv, som den Jesus, de andre kommer til med deres store vidnesbyrd og deres store indsigt!
I har den samme Jesus. Der er måske nok store forskelle i jeres glæde, jeres trosstyrke, jeres viden, jeres nådegaver - men ikke i jeres Jesus!
Og det er i ham, du har Guds nærvær, Guds omsorg, Guds kærlighed. Ikke i din trosstyrke, din viden og din lykke.
Det er i ham, du er rig.
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 05.01.2005
