22.10.2020 16:32 Age: 3 yrs
Morten Stubkjær Klausen

Skrevet af:
Morten Stubkjær Klausen

Gud er som han er

Mai Froberg Sørensen forsøgte forgæves at få Gud til at passe ind i hendes kasse, men hun fandt fred med, at han er, som han er


Mai Froberg Sørensen

Foto: Morten Stubkjær Klausen

Mai har altid troet på, at Gud eksisterer, selvom hun har overvejet muligheden for, at han ikke gør. Den mulighed har dog aldrig tiltalt hende.

"Hvis Gud ikke er der, så er alt lige meget – i hvert fald for mig." understreger hun.

En ven i gymnasiet gjorde hende nysgerrig efter at vide mere om, hvem Gud er.

"Jeg begyndte at læse i Bibelen fra side et; det gør man i en bog," fortæller Mai, der arbejder i Psykiatrien i Region Syddanmark. Hun begyndte bibellæsningen, efter hun havde taget hul på første år af medicinstudiet.

"Jeg havde 25 minutter hver vej i toget, og gennem de ni måneder, jeg pendlede, kom jeg igennem Det Gamle Testamente og et stykke ind i Det Nye Testamente."

Hun havde svært ved at se behovet for Det Nye Testamente.

"Jeg havde det sådan, at det var kærlighedsbuddet, der var vidunderligt i kristendommen, men hvis det også var med i Det Gamle Testamente, hvad skulle jeg så bruge Det Nye Testamente til?"

Ville konvertere

"Jeg fandt noget ægte og rigtigt i Det Gamle Testamente. Hvem havde Det Gamle Testamente? Det havde jøderne, og så var der i min verden kun én konklusion, når man havde forelsket sig i Det Gamle Testamente; jeg skulle være jøde."

Det var ikke helt enkelt at konvertere. Rabbineren, som hun opsøgte i København, var ikke sikker på, om man kunne konvertere i Danmark, og hvis man kunne, skulle hun flytte til København, og måske endda til Israel. For at konvertere skal man nemlig blive en del af det jødiske samfund.

"Man skal kunne fordybe sig i folket, så det skal man have rundt om sig, og man skal kunne gå i synagogen om lørdagen," forklarer Mai.

"Rabbineren sluttede af med at sige: 'Har du for øvrigt snakket med en præst om nogle af de her ting?' Det havde jeg ikke, for præsten var jo kristen, og jeg skulle være jøde; men der var nogle punkter, jeg skulle have krydset af, inden jeg kunne snakke med rabbineren igen."

Gud har søgt os

Mai besøgte en folkekirke, men fik ikke mange svar. Hun googlede kristendomskursus for at finde ud af mere og fandt et kursus ved Sankt Hans Kirke i Odense, som hun bestemte sig for at prøve af.

"Det var ret godt, og der var nogle ting, der faldt på plads for mig omkring kristendommen. Jeg tror, at jeg havde forsøgt at få Gud til at passe ind i min kasse, men det gør Gud ikke. Han er, som han er, og jeg må sige: 'Sådan er det.' Jeg har fundet fred med det."

Mai fik en erkendelse af, at Jesus også er Gud, men troen på Jesus har ikke ændret det billede af Gud, som Mai havde fra Det Gamle Testamente – den har tilføjet noget.

"Gud har søgt os. Han kommer til os gennem Jesus og siger: 'Du er mit barn'. Han kan også sætte sig ind i, hvordan det er at være mig, fordi han var her på jorden. Han ved godt, hvordan det er at få en splint i foden. På en måde er han blevet mere menneskelig og mere nede på jorden, samtidig med at han er vildt stor."

Artiklen er et redigeret uddrag fra Indre Missions podcast Troshistorier. Hør hele Mais historie på imedia.dk


Morten Stubkjær Klausen

Skrevet af:
Morten Stubkjær Klausen

Lagt på nettet 22.10.2020

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også