07.12.2021 11:23 Age: 161 days
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Forkerte rammer er ingen begrænsning for Gud og Jesus

Rammerne for Jesus' fødsel svarede næppe helt til Marias forventninger. Vores rammer kan også blive anderledes end forventet 

Ill.: https://pxhere.com/da/photo/832047

Da Maria var gravid, har hun sikkert gjort sig en del tanker om fødslen: Den skulle foregå i deres hjemby, Nazaret. I deres eget hus, omgivet af dem, de havde deres nære netværk sammen med: familie og venner.

Men da hun højgravid var nødt til at rejse med sin mand, Josef til Betlehem, blev det klart for hende, at fødslen nok desværre kom til at ske under ganske andre rammer. Og ganske rigtigt: Hun kom til at føde i en fremmed by – og i en stald. Alene med Josef ved sin side – helt uden det kendte netværk hjemmefra. For hende var det nok nogle meget forkerte rammer.

Det blev et barn alligevel

Men det hele lykkedes alligevel – trods de forkerte rammer: Fødslen gik godt, og hun fik en sund dreng. Midt i staldlugt og ensomhed. Og så blev ensomheden brudt. Men slet ikke af dem, som Maria havde regnet med, skulle komme og ønske hende tillykke.

Det var fremmede hyrder, der kom – og fortalte om engle og himmelsk lys og himmelsk sang. Så der kom alligevel folk og gratulerede – ja mere end det: De tilbad faktisk hendes nyfødte barn.

Ingen begrænsning

Vi kan vel tillade os at drage nogle pointer her: Gud og Jesus kan sagtens være her og velsigne os, selv om forholdene for os at se er helt anderledes, end vi forventede. Det har vist været højaktuelt for mange af os det sidste halvandet år, hvor corona gjorde mange ting, vi ellers var vant til, begrænsede eller umulige.

Vi ved ikke, hvordan julen kommer til at se ud i år, men vi kan komme til at opleve, at rammerne er "forkerte". Men Gud og Jesus kan komme til os også gennem disse rammer – ligesom den nat i Betlehem.

Måske kan vi ikke have glæde af samværet med dem, vi ellers danner netværk med. Men så kan Gud sende andre, der også kan være med til at skabe lidt fest i vores liv! Og den anden vej: Måske skal vi holde øje med, om vi også kan blive nogle af de "nye", der fysisk eller på anden måde deler liv med nogle, der har brug for det.

Gud er mange ting. Blandt andet er han den, der kan få alle ting til at spille med i hans plan – også dem, vi synes, er helt forkerte. Gud er den ubegrænsede – både i kærlighed og opfindsomhed. På den baggrund kan vi ønske hinanden en glædelig juletid!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 07.12.2021

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også