29.01.2001 12:00 Alder: 18 yrs

Skrevet af:
Walter Wangerin

Engle gæster jorden

Nord for Jerusalem med templet, nord for hele Judæa med Jerusalem og længere mod nord igen, hinsides Samaria, lå provinsen Galilæa. I denne provins, i den lille by Nazaret, boede der en ung kvinde, blid og ydmyg og uden andre forventninger til livet, end at hun en dag skulle giftes med sin forlovede. Men Gud havde planer med denne kvinde. I denne kvindes familie skulle der ske et under, hvis lige aldrig før var set!

Denne unge kvinde skulle blive et redskab i Guds hånd, og ved hende skulle hver eneste familie i hele verden modtage den størst mulige velsignelse fra Gud. Gud havde planer ...

Kvindens forlovede var en mand ved navn Josef, søn af Jakob, af Davids hus. Han var tømrer. Kvindens navn var Maria. Hun var jomfru.

En dag viste en Herrens engel sig for Maria og fyldte hendes lille hus med lys.

»Vær hilset, du Guds udvalgte! Herren er med dig!«

Maria skælvede ved synet af englen og ved hans ord. Hvad var dette?

Men englen sagde: »Frygt ikke, Maria. Du har fundet nåde for Gud. Du vil blive gravid og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn. Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone, og han skal herske over Israel for evigt. Der skal ikke være nogen ende på hans rige!«

»Men hvordan ...?« begyndte Maria, men tøvede så. Det var jo fantastiske løfter, denne skinnende Guds budbringer gav hende, og hun ville inderligt gerne tro, at det var sandt. Men der var jo en enkelt ting, som umuliggjorde det hele. Havde englen virkelig overset noget så indlysende?

Maria tog mod til sig og sagde: »Men hvordan skal det ske? Jeg er jo endnu ikke gift. Jeg er jomfru.«

»Helligånden skal komme over dig,« svarede englen, »og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, kaldes helligt, Guds søn. Intet er umuligt for Gud, Maria. Din slægtning Elisabeth, som kaldes ufrugtbar, og som er for gammel til at få børn, hun bærer allerede nu et barn.«

Da smilede Maria og sagde: »Jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig, som du siger.«

Da forlod englen hende, og Maria var igen alene.

Kort efter rejste Maria i hast fra Nazaret for at besøge sin slægtning. »Elisabeth! Elisabeth!« råbte hun. »Der er sket mig noget fantastisk!« Elisabeth gav et lille gisp fra sig og tog sig til siden, før hun omfavnede Maria.

»Velsignet er du blandt kvinder!« udbrød hun så. Elisabeth vidste allerede, hvad der var sket Maria, for den søn, Elisabeth selv bar, var ham, der skulle kaldes Johannes Døber, og som skulle bane vejen for Herrens Messias. Lige da Maria kom, sprang Elisabeths dreng af fryd i hendes mave.

Maria sprudlede af glæde. »Elisabeth, min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har gjort store ting imod mig, og fra nu af skal alle mennesker kalde mig velsignet!«

Maria blev hos Elisabeth i cirka tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem i Nazaret.

Maria og Josef var endnu ikke gift og levede ikke sammen. Men de var forlovede, og det var en meget højtidelig ting. Det betød, at de havde lovet at give hinanden deres hjerter og deres kroppe og altid at leve med hinanden og for hinanden. Dette løfte havde de afgivet over for Gud og over for deres familier, og nu ventede de kun på bryllupsdagen. Derefter skulle Maria flytte ind hos Josef som hans hustru.

Josef var en god mand. Han var pligtopfyldende og pålidelig, og ligesom Maria var han både ydmyg og from. Josef var en god mand. Han havde ikke noget imod, at Maria tog alene af sted for at besøge Elisabeth. Det gjorde ham heller ikke noget, at hun blev væk i tre måneder. Da hun vendte tilbage, beklagede han sig heller ikke over, at hun var forandret, at hun havde lettere til tårer og virkede mere hemmelighedsfuld. Han spurgte hende ikke, hvad der var sket med hende.

Men da det begyndte at kunne ses, at Maria var gravid, blev Josef ked af det. Det så ud til, at Maria havde brudt sit løfte til ham og været sammen med en anden mand. Josef tænkte længe over, hvad han skulle gøre. En aften besluttede han så at lade sig skille fra hende. Allerede i morgen skulle det være.

Men god og retfærdig det var Josef. Ifølge loven havde han ret til at gøre Maria offentligt til skamme, fordi hun havde syndet, men han ville ikke se Maria ydmyget. Josef ville derfor skille sig fra hende i al stilhed. To vidner og et stykke papir var alt, hvad der krævedes. To vidner og et stykke papir, og så skulle der aldrig mere snakkes om det. I morgen. Han ville gøre det allerede i morgen.

Josef sov uroligt den nat. Han drømte, og pludselig blev hans drøm fyldt med lys, og en Herrens engel kom til ham.

»Josef, søn af David!« sagde englen bydende.

Ydmyg og from som Josef var – også i sin søvn – svarede han: »Ja, herre. Jeg lytter.«

»Vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru. Det barn, hun venter, er ikke undfanget i synd, men ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«

Josef troede englens ord, og den næste dag blev der ingen skilsmisse, ingen skam og ingen sorg. Gud var ved at opfylde det løfte, han havde givet for længe siden gennem profeten Esajas.

»En jomfru skal blive gravid og føde en søn, og hans navn skal være Immanuel.« Immanuel betyder ‘Gud med os’.

Nu var tiden kommet! Nu ville Gud Herren opfylde sit løfte! Maria var den jomfru, der skulle føde en søn, og vel skulle hans navn være Jesus, men hele hans eksistens ville betyde Immanuel: Gud med os!


Skrevet af:
Walter Wangerin

Lagt på nettet 29.01.2001

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også